Vi er ét
Jeg beder om, at hvor vi end er og uanset vore pligter i Guds præstedømme, vil vi være forenede i sagen om at bringe evangeliet til alle i verden.
Herren har gjort det klart fra begyndelsen af denne sidste uddeling, at vi skal bringe evangeliet til hele verden. Det, han sagde til nogle få præstedømmebærere i 1831, siger han til mange nu. Uanset alder, evne, kirkekaldelse eller sted er vi som ét kaldet til værket med at hjælpe ham i hans høst af sjæle, indtil han kommer igen. Han sagde til de første arbejdere i vingården:
»Og videre siger jeg jer: Jeg giver jer den befaling, at enhver, både ældste, præst, lærer og ligeledes medlem, skal anvende hele sin kraft, sine hænders arbejde, på at berede og udføre det, som jeg har befalet.
Og lad jeres forkyndelse være en advarselsrøst, enhver til sin næste, i mildhed og i sagtmodighed.
Og skil I jer ud fra de ugudelige. Red jer selv. Vær rene, I som bærer Herrens kar.«1
I bærere af Det Aronske Præstedømme vær opmærksom på, at det, som Herren befalede, omfatter jer. Da I ved, at Herren altid forbereder en vej til at holde hans befalinger, kan I forvente, at han vil gøre det for enhver af jer.
Lad mig fortælle jer, hvordan han gjorde det for en ung mand, der nu er præst i Det Aronske Præstedømme. Han er 16 år gammel. Han bor i et land, hvor missionærerne først ankom for blot et år siden. De blev sendt til to byer, men ikke til den by, hvor den unge mand bor.
Da han var dreng, tog hans forældre ham til Utah for at beskytte ham. Familien blev undervist og døbt af missionærerne. Han blev ikke døbt ind i Kirken, fordi han endnu ikke var otte år gammel.
Hans forældre blev dræbt i en ulykke. Så hans bedstemor fik ham sendt hjem til hjemlandet over havet og tilbage til den by, hvor han var blevet født.
Mens han gik på gaden i marts for blot et år siden, fornemmede han, at han skulle tale med en kvinde, som han ikke kendte. Han talte med hende på engelsk, som han stadigvæk huskede. Hun var sygeplejerske og udsendt af missionspræsidenten til hans by for at se efter en bolig og lægehjælp til missionærerne, der snart skulle sendes dertil. De blev venner, mens de talte sammen. Da hun kom tilbage til missionskontoret, fortalte hun missionærerne om ham.
De første to ældster ankom i september 2012. Den forældreløse unge mand var den første, der blev døbt ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. I marts i år havde han været medlem i fire måneder. Han var blevet ordineret til præst i Det Aronske Præstedømme og kunne derfor døbe den anden omvendte i Kirken. Han var den første præstedømmepioner til at samle andre af vor himmelske Faders børn for sammen med ham at etablere Kirken i en by med omkring 130.000 indbyggere.
Påskesøndag, den 31. marts 2013, var medlemstallet vokset til det umådelige antal af seks medlemmer i den by. Han var det eneste lokale medlem, der deltog i mødet den søndag. Han var dagen før kommet til skade med sit knæ, men han var fast besluttet på at være der. Han havde bedt om, at han ville være i stand til at gå til kirke. Så han var der. Han deltog i nadveren sammen med fire unge ældster og et missionærægtepar – hele forsamlingen.
Denne historie er ikke bemærkelsesværdig, medmindre man genkender mønstret af Guds hånd i opbyggelsen af hans rige. Jeg har set det mange gange.
Jeg så det i New Mexico som ung mand. I generationer har profeterne fortalt os, at vi skal hjælpe missionærerne med at finde og undervise de ærlige af hjertet og elske dem, der kommer ind i riget.
Jeg har set, hvad trofaste præstedømmeledere og medlemmer kan gøre. I 1955 blev jeg officer i USA’s luftvåben. Min biskop derhjemme gav mig en velsignelse, lige inden jeg tog af sted til min første udstationering i Albuquerque i New Mexico.
I velsignelsen sagde han, at min tid i flyvevåbenet ville være en slags mission. Jeg gik i kirke på min første søndag i Albuquerque 1. Gren. En mand kom op til mig, præsenterede sig som distriktspræsident og fortalte mig, at han ville kalde mig som distriktsmissionær.
Jeg fortalte ham, at jeg blot var på kursus i nogle få uger, og at jeg så ville blive sendt et andet sted hen i verden. Han sagde: »Det kender jeg ikke noget til, men vi skal kalde dig til at tjene.« Midt i militæruddannelsen blev jeg tilsyneladende tilfældigt valgt blandt hundredvis af officerer under uddannelse til ved hovedkvarteret at erstatte en officer, der pludselig var død.
Så i de to år jeg var der, arbejdede jeg på mit kontor. De fleste aftener og hver weekend underviste jeg folk i Jesu Kristi evangelium, som medlemmerne bragte til os.
Min kammerat og jeg brugte i gennemsnit over 40 timer om måneden på at missionere uden at banke på døre for at finde nogen at undervise. Medlemmerne fyldte vore tallerkener op, så vi ofte underviste to familier på en aften. Jeg så selv den kraft og velsignelse, der er i det kald, der er blevet gentaget af profeter om, at alle medlemmer skal være en missionær.
Den sidste søndag før jeg forlod Albuquerque, blev den første stav organiseret i den by. Der findes nu et helligt tempel der, Herrens hus, i en by, hvor vi engang mødtes i en lille kirkebygning med hellige, der tog deres venner hen til os, så de kunne blive undervist og føle Åndens vidnesbyrd. Disse venner følte sig velkommen og hjemme i Herrens sande kirke.
Jeg så det næste gang i New England, hvor jeg videreuddannede mig. Jeg var kaldet som rådgiver til en fantastisk distriktspræsident, der var gået fra at være uinteresseret i Kirken til at være en mand med stor åndelig kraft. Hans hjemmelærer elskede ham nok til at ignorere hans cigar og at se det, som Gud kunne se i ham. Distriktspræsidenten og jeg kørte over bakkerne og langs kysten for at besøge små grene, der lå spredt overalt i Massachusetts og Rhode Island for at opbygge og velsigne Guds rige.
I de år, hvor jeg tjente sammen med denne fantastiske leder, så vi folk drage deres venner til Kirken gennem deres eksempel og gennem deres opfordring til at lytte til missionærerne. Jeg syntes, at væksten med disse grene var langsom og famlende. Men på den søndag, hvor jeg rejste fem år senere, kom to apostle for at organisere vores distrikt til en stav i kirkebygningen i Longfellow Park i Cambridge.
År senere vendte jeg tilbage for at lede en stavskonference. Stavspræsidenten tog mig med ud for at se et stenfuldt højdedrag i Belmont. Han fortalte mig, at det ville være det perfekte sted for Guds tempel. Nu står der ét. Når jeg ser på det, husker jeg de ydmyge medlemmer, jeg sad sammen med i de små grene, naboerne, som de inviterede, og missionærerne, der underviste dem.
Der er en ny diakon til stede ved dette møde her i aften. Jeg var sammen med ham på den samme påskesøndag, hvor præsten, som jeg omtalte tidligere, gik til sit møde som det eneste lokale medlem. Diakonen strålede, da hans far sagde, at han, diakonen, skulle med til dette præstedømmemøde sammen med ham her i aften. Hans far var en fantastisk missionær i den samme mission, hvor hans far havde været præsident. Jeg har set hans oldefars Missionærhåndbog fra 1937. Hans arv med at bringe mennesker ind i Kirken er stor.
Jeg talte med den diakons biskop for at høre, hvilke oplevelser drengen kan forvente i udførelsen af sit præstedømmeansvar for at indsamle Herrens sjæle. Biskoppen var begejstret, da han beskrev, hvordan missionslederen følger undersøgernes fremgang. Han får den information ved regelmæssig kontakt med missionærerne.
Biskoppen og hans menighedsråd drøfter hver undersøgers fremgang. De beslutter, hvad de kan gøre for hver enkelt person og dennes familie for at hjælpe dem med at få venner inden dåben, for at involvere dem i aktiviteter og for at nære dem, der er blevet døbt. Han sagde, at missionærerne af og til har nok aftaler til at undervise, så de kan tage bærere af Det Aronske Præstedømme med som deres makker.
Menighedens missionsplan omfatter kvorummernes mål om at opfordre dem, de kender, til at mødes med missionærerne. Selv diakonernes kvorumspræsidentskab bliver inviteret til at sætte mål og lægge planer for deres kvorumsmedlemmer til at bringe dem, de kender, ind i Guds rige.
Diakonen i denne stærke menighed og den nye præst – den nyomvendte – i den lille medlemsgruppe virker måske ikke til at have meget tilfælles med hinanden eller med jer. Og I ser måske ikke megen lighed med jeres oplevelser med at opbygge Kirken med det, jeg så som mirakler i New Mexico og i New England.
Men der er en måde, hvor vi er ét i vore præstedømmeansvar. Vi helliggør os selv og udfører vores individuelle ansvar i befalingen om at bringe evangeliet til alle vor himmelske Faders børn.
Vi har alle lignende oplevelser i måden, hvorpå Herren opbygger sit rige her på jorden. Der er i hans kirke med alle de vidunderlige redskaber og organisation, som vi har fået, stadig en afgørende sandhed, som profeterne underviser i: Hvordan vi skal udføre vores præstedømmebefaling med hensyn til missionering.
Ved aprilkonferencen i 1959 underviste præsident David O. McKay i dette princip, ligesom profeterne har gjort sidenhen, deriblandt præsident Thomas S. Monson. Præsident McKay fortalte i sine afsluttende kommentarer, at der i 1923 i Den Britiske Mission blev udsendt en generel instruktion til Kirkens medlemmer. De blev bedt om ikke at bruge penge på reklamer for at bekæmpe den dårlige stemning hos folk, der var imod Kirken. Præsident McKay sagde, at beslutningen var: »Læg ansvaret over på hvert eneste medlem af Kirken – i det kommende år 1923 vil ethvert medlem være en missionær. Ethvert medlem en missionær! I kan bringe jeres mor ind i Kirken, eller endda jeres far, måske jeres kollega. Nogen vil høre det gode budskab om sandheden gennem jer.«
Og præsident McKay fortsatte: »Og det er budskabet i dag. Ethvert medlem – halvanden million – en missionær!«2
Da det i 2002 blev bekendtgjort, at missionering ville blive biskoppernes ansvar, undrede jeg mig. Jeg har selv været biskop. Jeg syntes, at de allerede bar en tung byrde i forvaltningen af medlemmerne og ledelsen af menighedens organisationer.
En biskop, jeg kendte, så det ikke som en ekstra pligt, men som en mulighed for at bringe menigheden sammen i en god sag, hvor hvert eneste medlem blev missionær. Han kaldte en missionsleder. Han mødtes med missionærerne hver lørdag for at høre om deres arbejde, opmuntre dem og høre om deres undersøgeres fremgang. Menighedsrådet fandt måder for organisationer og kvorummer til at bruge tjenesteprojekter som missionærforberedelse. Og som dommer i Israel hjalp han de unge til at føle forsoningens velsignelser for at holde dem rene.
Jeg spurgte ham for nylig, hvordan han forklarede strømmen af dåb i sin menighed og det øgede antal af unge mennesker, der er parate og ivrige efter at bringe Jesu Kristi evangelium ud til verden. Han sagde, at det virkede ikke, som om det var en pligt, men det var måden, de blev et i deres begejstring for at bringe mennesker ind i de helliges fællesskab, der gav dem så stor lykke.
For nogle var det mere end det. Ligesom Mosijas sønner havde de følt konsekvenserne ved synd i deres liv og den fantastiske helbredelse i forsoningen i Guds kirke. Ud af kærlighed og taknemlighed for Frelserens gave til dem ønskede de at hjælpe alle dem, de kunne, med at slippe ud af syndens elendighed, føle glæden ved tilgivelse og samles med dem i tryghed i Guds rige.
Det var Guds kærlighed og kærligheden til deres venner og deres næste, der forenede dem i at tjene folk. De ønskede at bringe evangeliet til alle i deres del af verden. Og de forberedte deres børn på at være værdige til at blive kaldet af Herren til at undervise, vidne og tjene i andre dele af hans vingård.
Hvad enten det er i en stor menighed, hvor den nye diakon vil udføre sin pligt ved at fortælle andre om evangeliet og opbygge riget, eller om det var i en lille gruppe langt væk, hvor den nye præst tjener, vil de være ét i formål. Diakonen vil blive inspireret af Guds kærlighed til at række ud til en ven, der endnu ikke er medlem. Han vil inddrage vennen i et tjenesteprojekt eller aktivitet i Kirken og derefter invitere ham og hans familie til at blive undervist af missionærerne. Over for dem, der er blevet døbt, vil han være den ven, de har brug for.
Præsten vil invitere andre til at være sammen med ham i den lille gruppe af hellige, hvor han har følt Guds kærlighed og forsoningens velsignede fred.
Hvis han fortsætter med at være trofast i sin præstedømmeopgave, vil han se sin gruppe udvikle sig til en gren, og derefter kommer en Zions stav til hans by. Der vil være en menighed med en omsorgsfuld biskop. Det kunne være en af hans sønner eller børnebørn, der en dag vil tage en af Guds tjenere til et nærliggende højdedrag og sige: »Dette ville være et vidunderligt sted til et tempel.«
Jeg beder til, at hvor vi end er og uanset vore pligter i Guds præstedømme, vil vi være forenede i sagen om at bringe evangeliet til alle i verden, og at vi vil opmuntre dem, vi elsker, til at blive renset for synd og være lykkelige sammen med os i Guds rige. I Jesu Kristi navn, hvis kirke dette er. Amen.