Det er et mirakel

Ældste Neil L. Andersen

De Tolv Apostles Kvorum

Hvis du ikke er fuldtidsmissionær med et missionærskilt hæftet på jakken, er tiden inde til at male et på dit hjerte – malet, som Paulus sagde, »ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd«.

Jesu Kristi jordiske virke var fyldt med mirakler. En jomfruelig mor, en ny stjerne, engle der viser sig for hyrder, blinde der ser, lamme der går, engle i Getsemane og ved graven og det største af alle mirakler – hans storslåede opstandelse.

Kan I forestille jer scenen med de tolv apostle på bjerget nær Galilæa, da den opstandne Herre kom til dem og sagde: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn«?¹ »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.«²

»Alle folkeslagene«? »Hele verden«? »Hele skabningen«? Var det muligt? Selvom Jesus forsikrede dem om det, må de have spurgt sig selv, om mirakler virkelig ville ledsage dem i at sprede evangeliet.³

Tro overvandt tvivl og Peter løftede sin stemme, idet han sagde:

»Alle I, som bor i Jerusalem … læg mærke til mine ord …

Jesus fra Nazaret … ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham.

Denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på.«⁴

Der var en unægtelig åndelig udgydelse den dag, og 3000 sjæle blev døbt. Som Jesus lovede, fulgte tegn og mirakler de troendes tro.

Da Jesu Kristi Kirke blev genoprettet på jorden for 183 år siden, genlød Herrens formaning til sin lille samling af disciple, som hans ord havde lydt århundreder forinden: »Og advarselsrøsten skal lyde til alle folk.«⁵ »For sandelig, lyden skal udgå … til hele verden og til jordens fjerneste egne.«⁶

»Alle folk«? »Hele verden«? »Jordens fjerneste egne«? Var det muligt?

Frelseren forsikrede sine sidste dages hellige om det,⁷ men kunne de forudse dette forunderlige værks skæbne, og hvor langt det ville nå ud? De må have spurgt sig selv, om mirakler virkelig ville ledsage dem i at sprede evangeliet.

Tro overvandt igen tvivl, og tusinder blev døbt. I England fandt ældste Wilford Woodruff et helt lille samfund, der ventede hans ankomst. Herrens Ånd faldt på dem, og han døbte 45 prædikanter og flere hundrede medlemmer i sin første måned på Benbows gård.⁸

I vore dage er det ikke anderledes. Da ældste David A. Bednar og jeg var missionærer for cirka 40 år siden (og jeg kan forsikre jer om, at vi ikke er de ældste hjemvendte missionærer, der sidder i de røde stole), var der 16.000 missionærer. Som præsident Monson fortalte i går, har vi nu 65.000 – flere end nogensinde før. Der var dengang 562 stave. I dag er der over 3.000. På det tidspunkt havde vi menigheder og grene i 59 lande. I dag har vi forsamlinger i 189 af verdens 224 nationer og territorier. Vi er få, præcis som Nefi forudsagde.⁹ Men på samme tid er I og jeg øjenvidner til Daniels profetiske ord: »En sten revet løs, men ikke ved menneskehænder … [fylder] hele jorden.«¹⁰

Vor tid er en usædvanlig tid for mirakler. For et halvt år siden, da præsident Monson bekendtgjorde ændringen i alder for unge mænd og unge kvinder, der ønsker at tjene en mission, var der en ubestridelig, åndelig udgydelse. Tro overvandt tvivl, og unge mænd og kvinder gik fremad. Torsdagen efter konferencen var det mig, der skulle anbefale missionærkald til Det Første Præsidentskab. Jeg var forbløffet over at se ansøgninger fra de 18-årige mænd og 19-årige kvinder, der allerede havde tilpasset deres planer, besøgt deres læge, var blevet interviewet af deres biskopper og stavspræsidenter og havde sendt deres missionsansøgninger ind – alt blot på fem dage. Flere tusinde har nu tilsluttet sig dem. Det er et mirakel.

Vi er taknemlig for vore søstres energiske tro, det voksende antal af missionærer fra lande i hele verden og det voksende antal af ægtepar, der er beredte til at tjene. 58 nye missioner er bekendtgjort, og vores overfyldte MTC i Provo har på forunderlig vis fundet en ny makker i Mexico City.

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vi tager Frelserens befaling meget alvorligt … ›Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.‹«¹¹ »Dette store værk … vil fortsat gå fremad, forandre og velsigne mennesker … Ingen magt i hele verden kan standse Guds værk.«¹²

Vi er vidner til Herrens mirakler, efterhånden som hans evangelium spredes over hele verden.

Brødre og søstre, lige så sikkert som Herren har inspireret flere missionærer til at tjene, har han også vækket sindene og åbnet hjerterne hos flere gode, ærlige mennesker, så de vil modtage hans missionærer. I kender dem allerede, eller I vil lære dem at kende. De er i jeres familie og bor i jeres nabolag. De går forbi jer på gaden, sidder ved siden af jer i skolen og er forbundet til jer online. I er også en vigtig del af dette igangværende mirakel.

Hvis du ikke er fuldtidsmissionær med et missionærskilt hæftet på jakken, er tiden inde til at male et på dit hjerte – malet, som Paulus sagde: »Ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd.«¹³ Og hjemvendte missionærer: Find jeres gamle missionærskilt frem. Lad være med at gå med det, men sæt det et sted, så I kan se det. Herren for brug for jer mere end nogensinde til at være et redskab i hans hænder. Vi har alle noget at bidrage med til dette mirakel.

Ethvert retskaffent medlem af Kirken har tænkt over, hvordan han eller hun kan fortælle om evangeliet. Nogle fortæller naturligt om evangeliet, og vi kan lære af dem.¹⁴ Nogle kæmper med det og spørger sig selv, hvordan de kan blive bedre til det og ønsker, at den skyldfølelse, vi nogle gange føler, ville finde et andet sted at gå hen.

Vores ønske om at fortælle om evangeliet bringer os alle på knæ, og det burde det, for vi har brug for Herrens hjælp.

Præsident Monson har bedt om, at vi beder for »de områder, hvor vores indflydelse er begrænset, og hvor vi ikke har lov til frit at fortælle om evangeliet på nuværende tidspunkt«.¹⁵ Når vi oprigtigt og i enighed beder til vor Fader i himlen, vil Herren fortsat åbne vigtige døre for os.

Vi beder også for vore egne muligheder for at fortælle andre om evangeliet. Apostlen Peter sagde: »[Vær altid] rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«¹⁶

Med den forvirring¹⁷ og det oprør¹⁸ der findes i verden i dag, er det ikke overraskende, at færre mennesker besøger deres tilbedelsessteder. Selv om mange ønsker at være Gud nærmere og at forstå livets formål bedre, har de ubesvarede spørgsmål. Mange har hjerter, der er åbne for sandheden, men som profeten Amos beskrev: »De [strejfer] rundt og [søger] efter Herrens ord, men de finder det ikke.«¹⁹ I kan hjælpe med at besvare deres spørgsmål. I jeres daglige samtaler kan I øge deres tro på Kristus.²⁰

Frelseren har sagt: »Derfor, hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er det lys, som I skal holde op.«²¹

Jeg lover jer, at navne og ansigter vil komme til jer, når I beder for at vide, hvem I skal tale med. Ordene vil blive givet jer i samme stund, I har behov for dem.²² Muligheder vil åbne sig for jer. Tro vil overvinde tvivl, og Herren vil velsigne jer med jeres egne mirakler.

Frelseren har lært os, hvordan man fortæller andre om evangeliet. Jeg kan godt lide Andreas’ historie, han som spurgte: »Rabbi, hvor bor du?«²³ Jesus kunne have svaret ved at angive stedet, hvor han boede. I stedet sagde han til Andreas: »Kom og se!«²⁴ Jeg forestiller mig, at Frelseren sagde: »Kom og se, ikke blot hvor jeg bor, men også hvordan jeg lever. Kom og se hvem jeg er. Kom og føl Ånden.« Vi kender ikke til alt om den dag, men vi ved, at da Andreas fandt sin bror Simon, erklærede han: »Vi har mødt Messias.«²⁵

Til dem, der udviser interesse for vore samtaler, kan vi følge Frelserens eksempel ved at invitere dem til at »[komme] og se«. Nogle vil tage imod vores invitation, andre vil ikke. Vi kender alle en, der er blevet inviteret flere gange, før de accepterede invitationen: »Kom og se.« Lad os også tænke på dem, der engang var med os, men som vi nu sjældent ser, og invitere dem til at komme tilbage og se igen.

Vi respekterer enhver persons valg og timing. Herren sagde: »Lad enhver vælge for sig selv.«²⁶ En persons manglende interesse behøver ikke at mindske vore bånd af venskab og kærlighed. Uanset om invitationen til at »kom[me] og se« bliver accepteret eller ej, vil I føle Herrens billigelse og med den billigelse få yderligere tro på igen og igen at kunne dele jeres tro med andre.

For dem, der bruger internet og mobiltelefon, så er der nye måder, hvorpå man kan invitere andre til at »kom[me] og se«. Lad os gøre det til en større del af vores liv at dele vores tro med andre online. LDS.org, Mormon.org, Facebook og Twitter stiller allesammen muligheder til rådighed.

For at fortælle andre om evangeliet oprettede unge medlemmer i Boston flere blogs.²⁷ De, der tilsluttede sig Kirken, påbegyndte deres undervisning online, opfulgt med undervisning af missionærerne. Denne oplevelse hjalp også de unge til at have større tro til at tale om evangeliet med andre ansigt til ansigt. En af dem sagde: »Missionering, det her er ikke arbejde, det er leg.«²⁸

Vi er alle i dette sammen. Med andre medlemmer i vore menigheder og med missionærerne planlægger vi, beder og hjælper hinanden. Hav fuldtidsmissionærerne i jeres tanker og bønner. Betro dem til jeres familie og venner. Herren har tillid til dem og har kaldet dem til at undervise og velsigne dem, der søger ham.

Præsident Paulo Kretly fra Maputo-missionen i Mozambique fortalte denne oplevelse: »Det er normalt i Mozambique, at par bor sammen uden at være gift, fordi afrikansk tradition kræver en dyr medgift for at blive gift, en medgift de fleste ikke har råd til.«²⁹

Medlemmer og missionærer tænkte over og bad for, hvordan de kunne hjælpe.

Svaret på deres bønner var, at de skulle lægge vægt på kyskhedsloven og vigtigheden af ægteskab og evige familier. Og mens de hjalp par med at omvende sig og blive gift, underviste de i den glæde, der udelukkende kommer af at følge Jesus Kristus.

Dette er et billede af ægtepar fra to forskellige byer i Mozambique. De blev viet i fredags, og i lørdags blev de og deres ældre børn døbt.³⁰ Venner og familie var inviteret til at »kom[me] og se«, og hundredvis »kom og [så]«.

Efter dåben sagde en søster: »Vi skulle vælge, om vi ville følge vore fædres traditioner eller følge Jesus Kristus. Vi valgte at følge Kristus.«³¹

Måske bor I ikke i Mozambique, men på jeres egen måde, i jeres egen kultur, kan I fortælle om Jesu Kristi gengivne evangelium.

Bed til jeres himmelske Fader. Dette er hans hellige værk. Han vil vejlede jer i, hvad I skal gøre. Han vil åbne døre, fjerne vejspærringer og hjælpe jer til at overvinde forhindringer. Herren forkyndte: »Advarselsrøsten skal lyde til alle folk ved mine disciples mund … og ingen skal holde dem tilbage.«³²

Jeg vidner om, at »Herrens røst [skal lyde] til jordens ender, så alle, som vil høre, kan høre«.³³ Det er et mirakel. Det er et mirakel. I Jesu Kristi navn. Amen.