2013
Faderen og Sønnen
Maj 2013


Faderen og Sønnen

Kernen i Jesu Kristi evangelium og dets frelsende kraft er en korrekt forståelse af Faderen og Sønnen.

Ældste Christoffel Golden jun.

Mine elskede brødre og søstre, jeg er taknemlig for at tale til jer denne eftermiddag til denne inspirerende generalkonference!

Siden jeg vil tale om et emne, der for mig er yderst helligt, ønsker jeg først med taknemlighed at anerkende den hengivenhed, så mange kristne har udvist gennem tiderne, hvilket også gælder mine forfædre, der var franske protestanter og irske katolikker. På grund af deres tro og deres tilbedelse af Gud ofrede mange af dem stilling, ejendele og selv livet i forsvaret af deres Gud og deres tro.1

Som sidste dages hellige og som kristne har vi ligeledes en stærk og dyb tro på Gud den evige Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Hengivenhed til Gud forbliver altid en hellig og personlig sag mellem den enkelte og vores Skaber.

Vores søgen efter evigt liv er ikke andet end en søgen efter at forstå, hvem Gud er, og efter at vende tilbage for at bo hos ham. Frelseren bad til sin Fader: »Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.«2

Selv i lyset af denne erklæring, som Frelseren selv gav, er den opfattelse af Faderens og Sønnens natur, der har været fremherskende i mange århundrede blandt store dele af menneskeheden, tydeligvis i modstrid med de hellige skrifters lærdomme.

Vi hævder med al respekt, at kernen i Jesu Kristi evangelium og dets frelsende kraft er en korrekt forståelse af Faderen og Sønnen.3

Betydningen af dette grundlæggende princip i Jesu Kristi evangelium blev bekræftet ved profeten Joseph Smiths første syn i 1820. Profeten skrev: »[Jeg så] to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!«4

Den oplevelse, som den unge Joseph havde, der blev fulgt af mange andre syner og åbenbaringer, viser, at Gud virkelig eksisterer, at Faderen og hans Søn, Jesus Kristus, er to adskilte og særskilte væsener, at mennesket er skabt i Guds billede, at vor himmelske Fader bogstavelig talt er Jesu Kristi Fader, at Gud fortsat åbenbarer sig for mennesker, at Gud altid er nærværende og interesseret i os, og at han besvarer vore bønner.

Selv om lignende tilsynekomster af Faderen og Sønnen er relativt sjældne i hellig skrift, er det bemærkelsesværdige ved det første syn, at det stemmer så godt overens med andre nedskrevne begivenheder i de hellige skrifter.

Vi læser for eksempel i Det Nye Testamente om Stefanus’ sidste vidnesbyrd ved sit martyrium. Han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.«5

I et storslået syn på øen Patmos ser apostlen Johannes »Gud den Almægtige«6 så vel som Guds lam, der »med [sit] blod [købte] mennesker til Gud«.7

I Mormons Bog står læren om Faderen og Sønnen som et majestætisk vidnesbyrd side om side med Bibelen. Mormons Bog beskriver Frelserens besøg hos nefitterne, hvor Faderens stemme præsenterer den opstandne Kristus for omkring 2.500 nefitter. »Se, min elskede Søn, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn – hør ham.«8

I de fire evangelier henviser Kristus selv til sin Fader i himlen 160 gange, mens han i løbet af sit korte tre dages virke blandt nefitterne, som beskrevet i Mormons Bog, nævner sin Fader 122 gange.

For eksempel sagde Jesus i Matthæusevangeliet: »Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«9

I Johannesevangeliet vidner han: »Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.«10

Og i Lukasevangeliet udbryder han: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.«11

Hver gang vor Herre henviser til sin himmelske Fader, gør han det med den dybeste ærbødighed og underdanighed.

Når jeg siger dette, så håber jeg, at det ikke misforstås. Jesus Kristus er den store Jahve, Israels Gud, den lovede Messias, og på grund af hans uendelige forsoning er han vor Frelser og verdens Forløser. Apostlen Paulus erklærede om ham: »Derefter kommer enden, når [Kristus] har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader.«12

Aftenen før Frelserens forsoning bad han sin store ypperpræstelige bøn til sin Fader. Han bad:

»Ikke for dem [med andre ord hans apostle] alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord, tror på mig,

at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være [et] i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.

Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét.«13

Faderen og Sønnen er særskilte og adskilte personer, men de er fuldkomment forenede og ét i styrke og hensigt. Deres enighed er ikke forbeholdt dem alene, de ønsker snarere denne enighed for alle, der med hengivenhed følger og adlyder deres bud.

Hvordan er den, der oprigtigt søger Gud, i stand til at blive bekendt med Faderen og Sønnen? Vor Frelser lovede: »Men Talsmanden, Helligånden … han skal lære jer alt.«14

I Mormons Bog erklærer Nefi, idet han taler om Kristi lære, at Helligånden »vidner om Faderen og Sønnen«.15

Det er sandt, at Helligåndens kraft eller indflydelse af og til, i overensstemmelse med Herrens vilje, kan føles af enhver, uanset denne persons religiøse overbevisning. Men Helligåndens fylde eller gave kommer først efter en person med »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«16 har modtaget ordinancerne dåb og håndspålæggelse for Helligåndsgaven.17 Disse og andre hellige ordinancer kan kun udføres under ledelse af og ved Guds præstedømmes kraft. Om dette får vi at vide:

»Og dette højere præstedømme forvalter evangeliet og besidder nøglen til rigets hemmeligheder, ja, nøglen til kundskaben om Gud.

Derfor tilkendegives guddommelighedens kraft i dets ordinancer.«18

Set i sit fulde lys er læren om Faderen og Sønnen læren om evige familier. Ethvert menneske har eksisteret tidligere som et åndeligt barn af himmelske forældre19 med Kristus som Faderens førstefødte i denne himmelske familie.20

Sådan er det med os alle. Vi er alle sammen børn af vor himmelske Fader.

Præsident Ezra Taft Benson har med profetisk indsigt sagt: »Der er intet, der vil forbløffe os mere, når vi går gennem sløret til den anden side end at opdage, hvor godt vi kender vor himmelske Fader, og hvor velkendt hans ansigt er for os.«21

Jeg har lært, at det ikke er muligt på menneskers sprog at gengive det, der kun gøres kendt af Helligånden og ved Guds kraft. Det er i denne ånd, at jeg bærer mit højtidelige vidnesbyrd om virkeligheden og nærheden af samt godheden hos vor evige Fader og hans hellige Søn Jesus Kristus. I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Kenneth Scott Latourette, A History of Christianity, Volume 1: Beginnings to 1500, rev. udg., 1975 og A History of Christianity, Volume 2: Reformation to the Present, rev. udg., 1975; se også Diarmaid MacCulloch, The Reformation, 2003.

  2. Joh 17:3.

  3. Se Lectures on Faith, 1985, s. 38–44.

  4. JS-H 1:17.

  5. ApG 7:56.

  6. Åb 4:8.

  7. Åb 5:9.

  8. 3 Ne 11:7.

  9. Matt 7:21; fremhævelse tilføjet.

  10. Joh 5:19; fremhævelse tilføjet.

  11. Luk 23:46; fremhævelse tilføjet.

  12. 1 Kor 15:24. Læs mere om Frelseren og hans mission i »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«, apr. 2000, s. 2–3.

  13. Joh 17:20–22; fremhævelse tilføjet.

  14. Joh 14:26.

  15. 2 Ne 31:18.

  16. 3 Ne 9:20; Moro 6:2.

  17. Se Joh 3:5; 3 Ne 11:31–38.

  18. L&P 84:19–20.

  19. Se »Familien: En proklamation til verden«, nov. 2010, s. 129.

  20. Se Kol 1:15; L&P 93:21.

  21. Ezra Taft Benson, »Jesus Christ – Gifts and Expectations«, i Speeches of the Year, 1974, 1975, s. 313; se også »Jesus Kristus – gaver og forventninger«, Stjernen, maj 1977, 24.