Jeres vidunderlige rejse hjem
Når I med glæde bruger det kort, som jeres kærlige Fader har givet jer til jeres rejse, vil det føre jer til hellige steder, og I vil leve op til jeres himmelske potentiale.
Vi er i aften beæret over tilstedeværelsen af præsident Thomas S. Monson, vores elskede profet. Præsident, vi beder altid for dig.
Mine kære søstre, tak for musikken og de talte ord. Det hele var meget inspirerende og meget passende til påske, den hellige tid på året, som vi fejrer i denne uge.
Det er en glæde at være her med jer dyrebare, unge søstre og sammen med jeres mødre og jeres vidunderlige ledere. I har en strålende ånd og et smittende smil. Herren er afgjort opmærksom på jer og ser kærligt på jer fra himlen.
Jeg voksede op i Zwickau i det tidligere Østtyskland. Da jeg var omkring 11 år, kom min far i myndighedernes søgelys som politisk afviger, og mine forældre følte, at det eneste sikre valg for vores familie var at flygte til Vesttyskland. Det blev besluttet, at den sikreste plan var at rejse på forskellige tidspunkter og følge forskellige ruter vestpå, og vi efterlod alle vores ejendele.
Da min far var i størst fare, tog han den hurtigste rute, gennem Berlin. Mine ældre brødre rejste mod nord og fandt hver især deres egen vej mod vest. Min søster – som var på alder med mange af jer her i dag – tog sammen med Helga Fassmann, hendes lærer i Unge Piger, og nogle andre et tog, der kortvarigt kørte gennem Vesttyskland. De betalte en konduktør for at låse en af dørene op for dem, og da toget krydsede grænsen til Vesttyskland, sprang de af det stadig kørende tog til friheden. Jeg beundrede min søster for hendes mod.
Jeg var det yngste barn, og min mor bestemte, at hun og jeg skulle gå over nogle bjerge, der adskilte de to lande. Jeg kan huske, at hun tog frokost med, som om vi skulle på vandretur eller picnic i bjergene.
Vi tog et tog, så langt vi kunne, og så gik vi i mange timer, mens vi kom stadig nærmere den vesttyske grænse. Grænsen blev skarpt bevogtet, men vi havde et kort og kendte et tidspunkt og et sted, hvor det kunne være sikkert at krydse grænsen. Jeg kunne fornemme min mors uro. Hun så sig omhyggeligt omkring for at se, om nogen fulgte efter os. For hvert skridt syntes hendes ben og knæ at blive svagere. Jeg hjalp ved at bære hendes tunge taske fyldt med mad, personlige papirer og familiebilleder, mens vi gik op af den sidste langstrakte bakke. Nu måtte vi bestemt have passeret grænsen, tænkte hun. Da hun endelig følte sig sikker, satte vi os ned og begyndte at spise vores frokost. Jeg er sikker på, at hun for første gang den dag trak vejret mere roligt.
Det var først da, at vi så grænseskiltet. Det var stadig langt foran os! Vi spiste frokost på den forkerte side af grænsen. Vi var stadig i Østtyskland!
Grænsevagterne kunne dukke op når som helst!
Min mor pakkede febrilsk vores frokost sammen, og vi skyndte os op ad bakken, så hurtigt vi kunne. Denne gang turde vi ikke stoppe, før vi med sikkerhed vidste, at vi var kommet på den anden side af grænsen.
Selv om alle i vores familie havde fulgt forskellige ruter og oplevet vanskeligheder undervejs, så kom vi alle til sidst sikkert frem. Familien blev endelig genforenet. Hvor var det en herlig dag!
Rejseberetninger
Det, jeg lige har fortalt jer, er en oplevelse, der for mig er en meget vigtig rejse. Jeg kan nu se tilbage på mit liv og erkende en række sådanne »rejser«, som jeg har taget gennem tiden. De indebar ikke alle at krydse bjergkæder eller politiske grænser; nogle handler mere om at overvinde prøvelser eller at vokse åndeligt. Men de var alle rejser. Jeg tror, at hvert eneste liv er en samling af personlige »rejseberetninger«.
Jeg er sikker på, at I ved, at alle kulturer har mange rejseberetninger. I kender måske rejsen, som Dorothy og hendes hund Toto foretog i Troldmanden fra Oz. Dorothy og Toto bliver suget op af en tornado og placeret i landet Oz. Der finder Dorothy den anderledes gule vej, der markerer ruten til en rejse, der til sidst fører hende hjem.
Så er der Charles Dickens Ebenezer Scrooge, hvis rejse ikke fører ham fra sted til sted, men fra tid til tid. Det var en rejse i hans eget hjerte, og den hjalp ham til at forstå, hvorfor han var blevet, som han var, og at se, hvad der ville ske med ham, hvis han fortsatte på sin vej med egoisme og utaknemlighed.1
En af de store klassiske romaner i kinesisk litteratur er Rejsen mod vest. Bogen er skrevet i det 16. århundrede og fortæller smukt om en munks eventyrlige historie og pilgrimsrejse. Munken rejser med hjælp fra fire venligtsindede hjælpere mod åndelig oplysning.
Og så er der selvfølgelig Bilbo Baggins, den lille, beskedne hobbit, som havde foretrukket at blive hjemme og spise sin suppe. Men da det banker på hans dør, følger han kaldet til det store ukendte og træder ud i verden sammen med en troldmand og en gruppe dværge for at gennemføre en farefuld, men livsvigtig mission.2
En universel historie
Vi elsker disse rejseberetninger, fordi vi kan se os selv i de rejsende. Deres succes og fejltrin kan hjælpe os til at finde vores egen vej gennem livet. Den video, som vi så for nogle minutter siden, fortæller også en smuk rejseberetning. De minder os måske også om en rejseberetning, som vi alle bør være fortrolige med – en rejseberetning, hvori vi alle spiller en vigtig rolle.
Denne historie begynder for meget længe siden, længe før jorden begyndte at rotere i sit kredsløb, længe før solen begyndte at række sine glohede arme ud i det kolde rum, længe før store og små dyr begyndte at bebo vores planet. Da denne historie begyndte, boede I et fjernt og smukt sted.
Vi kender ikke mange detaljer om livet i den førjordiske sfære, men vi kender nogle. Vor himmelske Fader har åbenbaret os, hvem han er, hvem vi er, og hvad vi kan blive.
Dengang i den første prøvestand vidste I med absolut sikkerhed, at Gud levede, fordi I så og hørte ham. I kendte Jesus Kristus, som skulle blive Guds Lam. I havde tro på ham. Og I vidste, at det ikke var jeres skæbne at forblive i trygheden i jeres førjordiske hjem. Uanset hvor meget I elskede den evige sfære, så vidste I, at I ønskede og var nødt til at tage på en rejse. I skulle forlade jeres Faders favn, gå gennem et glemslens slør, få et jordisk legeme samt lære og opleve meget, der forhåbentligt kunne hjælpe jer til at udvikle jer, så I blev mere som jeres Fader i himlen og kunne vende tilbage til hans nærhed.
På dette hellige sted, omgivet af dem, I kendte og holdt af, må det store spørgsmål på jeres læber have været: »Kommer jeg sikkert tilbage til mit himmelske hjem?«
Der var så meget, der lå uden for jeres kontrol. Livet på jorden ville til tider blive hårdt og fyldt med uventede bump på vejen: Sygdom, hjertesorg, ulykker og konflikter.
Uden en erindring om jeres tidligere tilværelse – uden at huske, at I engang vandrede med jeres Fader i himlen – ville I så stadig kunne genkende hans røst blandt al støjen og alle distraktionerne i livet på jorden?
Rejsen forude syntes så lang og usikker – så fuld af farer.
Det ville ikke blive let, men I vidste, at det var det hele værd.
Så der stod I på tærsklen til evigheden, I så fremad med ubeskrivelig begejstring og håb, og jeg kan forestille mig også med en smule bekymring og frygt.
I vidste, at Gud ville være retfærdig – at hans godhed ville sejre i sidste ende. I havde deltaget i de store råd i himlen og vidste, at jeres Frelser og Forløser Jesus Kristus ville sørge for en vej for jer, så I kunne blive rene for synd og reddet fra den fysiske død. I havde tro på, at I til sidst ville fryde jer og løfte jeres røst i et himmelsk kor, der lovpriste hans hellige navn.
Og så tog I en dyb indånding …
Og et stort skridt fremad …
Og nu er I her!
Hver eneste af jer har påbegyndt jeres egen vidunderlige rejse tilbage mod jeres himmelske hjem!
Jeres kort
Nu hvor I er her på jorden, kan det være klogt at spørge sig selv om, hvordan det går med jeres rejse. Er I på den rette kurs? Er I på vej til at blive den person, som I er skabt til at blive og ønskede at blive? Træffer I valg, der hjælper jer til at vende tilbage til jeres Fader i himlen?
Han sendte jer ikke ud på denne rejse, for at I skulle vandre rundt alene uden mål. Han ønsker, at I kommer hjem til ham. Tillige med kærlige forældre og trofaste kirkeledere har han givet jer et kort, der beskriver terrænet og udpeger farerne; kortet viser jer, hvor man kan finde fred og lykke, og det vil hjælpe jer til at lægge jeres kurs for at komme hjem igen.
Nuvel, hvor finder I dette kort?
-
I de hellige skrifter.
-
I profeters og apostles ord.
-
Og gennem personlig åbenbaring fra Helligånden.
Kortet er Jesu Kristi evangelium, de gode nyheder og den glade vej for en Kristi discipel. Det er befalingerne og eksemplet, vi fik fra vores talsmand og mentor, som kender vejen, fordi han er vejen.3
Det at have et kort hjælper os ikke, medmindre vi studerer det – medmindre vi bruger det til at navigere gennem livet. Jeg opfordrer jer til at gøre det til en høj prioritet at studere og anvende Guds ord. Åbn jeres hjerte for Helligånden, så han kan vejlede jer på livets rejse.
Jeres kort er fuld af opmuntrende og vejledende budskaber fra jeres himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus. I dag vil jeg fortælle jer om tre af disse budskaber, der kan hjælpe jer til at få en vellykket rejse tilbage til jeres himmelske hjem.
Det første budskab: »Frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer.«4
I er ikke alene på denne rejse. Jeres himmelske Fader kender jer. Selv når ingen andre hører jer, så hører han jer. Når I fryder jer i retskaffenhed, så fryder han sig med jer. Når I overvældes af prøvelser, så sørger han med jer.
Vor himmelske Faders interesse for jer afhænger ikke af, hvor rige, smukke, sunde eller smarte I er. Han ser jer ikke, som verden ser jer; han ser jer, som I virkelig er. Han ser på jeres hjerte.5 Og han elsker jer,6 fordi I er hans barn.
Kære søstre, søg ham inderligt, og I vil finde ham.7
Jeg lover jer, I er ikke alene.
Tag et øjeblik lige nu og se på personerne omkring jer. Nogle kan være jeres ledere, venner eller familie. Andre har I måske aldrig mødt før. Ikke desto mindre var alle, som I ser omkring jer – til dette møde eller ethvert andet sted, i dag eller et hvilket som helst andet tidspunkt – tapre i den førjordiske verden. Den beskedne og almindeligt udseende person, der sidder ved siden af jer, var måske en af de store personer, som I elskede og beundrede i åndernes verden. I har måske selv været et sådant forbillede!
En ting er helt sikker: Hver eneste person I ser er – uanset race, religion, politisk overbevisning, kropstype eller udseende – familie. Den unge pige, I ser på, har den samme himmelske Fader som jer, og hun forlod hans kærlige nærhed, ligesom I gjorde, ivrig efter at komme til denne jord og leve, så hun en dag kunne vende tilbage til ham.
Måske føler hun sig imidlertid alene, ligesom I sommetider gør. Hun kan også engang imellem glemme formålet med sin rejse. Mind hende gennem jeres ord og jeres handlinger om, at hun ikke er alene. Vi er her for at hjælpe hinanden.
Livet kan være svært, og det kan forhærde hjerter til det punkt, hvor nogle mennesker synes umulige at nå. Nogle kan være fulde af vrede. Andre håner og latterliggør måske dem, der tror på en kærlig Gud. Men overvej dette: Selv om de ikke husker det, så har de også på et tidspunkt higet efter at komme tilbage til deres Fader i himlen.
Det er ikke jeres ansvar at omvende andre. Det er Helligåndens opgave. Jeres opgave er at fortælle om jeres tro og ikke være bange for det. Vær ven med alle, men gå aldrig på kompromis med jeres standarder. Stå fast på jeres overbevisninger og tro. Rank ryggen, for I er Guds døtre, og han står ved jeres side!
Det andet budskab: »Elsk hinanden, som jeg har elsket jer.«8
Har I nogensinde tænkt over, hvilket sprog vi alle talte, da vi boede i Guds nærhed? Jeg har en stærk mistanke om, at det var tysk, selv om jeg formoder, at ingen ved det med sikkerhed. Men jeg ved, at vi på første hånd i vores førjordiske tilværelse af Faderen til vores ånd lærte et universelt sprog – et, der har kraft til at overvinde følelsesmæssige, fysiske og åndelige forhindringer.
Det sprog er Jesu Kristi rene kærlighed.
Det er det stærkeste sprog i verden.
Kristi kærlighed er ikke en foregivende kærlighed. Det er ikke et lykønskningskort-kærlighed. Det er ikke den form for kærlighed, der bliver hyldet i populær musik og i film.
Denne kærlighed fører til virkelig forandring af ens karakter. Den kan gennemtrænge had og fjerne misundelse. Den kan helbrede uvilje og slukke bitterhedens flammer. Den kan udvirke mirakler.
Vi modtog vore »første lektioner«9 i dette kærlighedssprog som ånder i Guds nærhed, og her på jorden har vi muligheder for at øve os og lære at tale det flydende. I kan selv bedømme, om I lærer dette kærlighedssprog, ved at vurdere, hvad der motiverer jeres tanker og handlinger.
Når jeres tanker hovedsageligt er fokuseret på, hvordan noget kan gavne jer, kan jeres motivation være selvisk og hul. Det er ikke det sprog, I ønsker at lære.
Men når jeres primære tanker og adfærd er fokuseret på at tjene Gud og andre – når I virkelig ønsker at velsigne og opløfte andre omkring jer – så kan kraften fra Kristi rene kærlighed virke i jeres hjerte og i jeres tilværelse. Det er det sprog, I ønsker at lære.
Når I taler dette sprog flydende og bruger det i jeres kontakt med andre, vil de genkende noget i jer, der måske kan vække et længe skjult ønske i dem om at søge den rette vej på rejsen tilbage til deres himmelske hjem. Kærlighedens sprog er trods alt også deres oprindelige modersmål.
Denne dybe og vedvarende påvirkning er et sprog, der når helt ind i sjælen. Det er et forstående sprog, et tjenende sprog, et opløftende, frydefuldt og trøstende sprog.
Lær at bruge Kristi kærligheds universelle sprog.
Og det tredje budskab: »Vær alligevel ved godt mod.«10
Nogle gange bliver vi utålmodige over, at vi ikke er kommet længere på vores rejse, ikke sandt? Hvis I er 12 år, ønsker I måske, at I var 14. Som 14-årige ønsker I måske, at I var 18. Og som 18-årig kan man nogle gange endda ønske, at man igen var 12 år og kunne begynde forfra.
Der vil altid være noget at beklage sig over – noget, der ikke synes at gå helt rigtigt. Man kan tilbringe dage med at føle sig trist, alene, misforstået eller uønsket. Men det er ikke den rejse, som I havde håbet på, og det er ikke den rejse, som vor himmelske Fader sendte jer af sted for at tage. Husk på, at I virkelig er Guds døtre!
Med dette i tankerne opfordrer jeg jer til at vandre tillidsfuldt og med glæde. Ja, vejen rummer huller og omveje og tilmed nogle farer. Men fokuser ikke på dem. Søg den lykke, som jeres Fader i himlen har beredt til jer på hver eneste del af jeres rejse. Lykke er målet, men det er også vejen. »Fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden« er det, han lover.11 Det er derfor han befaler os at være »ved godt mod«
Når I med glæde bruger det kort, som jeres kærlige Fader har givet jer til jeres rejse, vil det føre jer til hellige steder, og I vil leve op til jeres himmelske potentiale. I vil udvikle jer til at blive den datter af Gud, som I håbede på at blive.
Kære søstre, kære unge piger i Kirken, kære unge venner, som Herrens apostel efterlader jeg jer den velsignelse, at I vil kunne finde vejen hjem på denne rejse, og at I vil være en inspiration for jeres medrejsende. Det er også mit løfte og min bøn, at når I ærer og efterlever Jesu Kristi evangeliums pagter, principper og værdier, så vil vor himmelske Fader være der ved jeres rejses ende. Han vil omfavne jer, og I vil med sikkerhed og uden tvivl vide, at I er kommet sikkert hjem. I Jesu Kristi navn. Amen.