Vi er vor himmelske Faders døtre

Elaine S. Dalton

Netop afløst som Unge Pigers hovedpræsident

Som Guds døtre er vi hver især unikke med forskellig baggrund og erfaring. Men vores rolle har betydning – fordi vi har betydning.

Hver uge gentager unge piger overalt i verden Unge Pigers tema. Hver gang jeg hører disse ord uanset sproget: »Vi er vor himmelske Faders døtre, han elsker os, og vi elsker ham,«¹ bekræfter Ånden til min sjæl, at de er sande. Det er ikke blot en bekræftelse af vores identitet – hvem vi er – men også en anerkendelse af, hvem vi tilhører. Vi er døtre af et ophøjet væsen!

I ethvert land, på ethvert kontinent har jeg mødt selvsikre, velformulerede unge piger, fyldt af lys, forædlet gennem hårdt arbejde og prøvelser, der er i besiddelse af ren og enkel tro. De er dydige. De holder deres pagter og »står som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder«.² De ved, hvem de er, og at de har en vigtig rolle i opbygningen af Guds rige.

Da jeg gik på universitetet, turnerede jeg med BYU’s internationale folkedansere. En sommer havde vores gruppe det unikke privilegium at turnere i de europæiske missioner. Det var en svær sommer for mig, fordi min far uventet var gået bort få måneder tidligere. Jeg følte mig alene og blev specielt modløs, mens vi var i Skotland. Vi dansede i en kirkebygning den aften, og efter vores optræden gik vi ind ved siden af i missionshjemmet. Da jeg gik op mod indgangen, så jeg en sten placeret ved lågen til en velholdt have. På den læste jeg ordene: »Hvad end du gør, så gør det godt.« I det øjeblik trængte disse ord dybt ind i mit hjerte, og jeg følte himlens kræfter række ud og bringe mig et budskab. Jeg vidste, at en kærlig himmelsk Fader kendte mig. Jeg følte, at jeg ikke var alene. Jeg stod i den have med tårer i øjnene. »Hvad end du gør, så gør det godt.« Denne enkle udtalelse fornyede min vision om, at vor himmelske Fader kendte mig og havde en plan med mit liv, og den ånd, jeg følte, hjalp mig til at forstå, at min rolle havde betydning.

Senere fandt jeg ud af, at denne udtalelse engang havde motiveret profeten David O. McKay, da han tjente som en ung missionær i Skotland. Han havde set den på en sten på en bygning i en modløs tid i sit liv og på sin mission, og ordene havde opløftet ham. Mange år senere, da bygningen blev revet ned, sørgede han for at erhverve stenen og fik den placeret i missionshjemmets have.³

Som Guds døtre er vi hver især unikke med forskellig baggrund og erfaring. Men vores rolle har betydning – fordi vi har betydning. Vore daglige bidrag af opdragelse, undervisning og omsorg for andre virker måske til tider trivielle, små, svære og nedværdigende, men når vi husker den første sætning i Unge Pigers tema: »Vi er vor himmelske Faders døtre, han elsker os,« vil det gøre hele forskellen i vores forhold til andre og i vores måde at reagere på.

Min storslåede 92-årige mor gik bort for nylig. Hun forlod denne jordiske tilværelse, som hun havde levet – i det stille. Hendes liv blev ikke, som hun havde planlagt. Hendes mand, min far, gik bort, da han var 45 år og efterlod hende med tre børn – mine to brødre og jeg. Hun levede 47 år som enke. Hun forsørgede vores familie ved at undervise i en skole om dagen og give klaverlektioner om aftenen. Hun tog sig af sin aldrende far, min morfar, der boede ved siden af os. Hun sikrede sig, at vi alle fik en universitetsuddannelse. Faktisk insisterede hun på det, så vi kunne blive »bidragere«. Og hun klagede aldrig. Hun holdt sine pagter, og fordi hun gjorde det, nedkaldte hun himlens kræfter til at velsigne vores hjem og til at sende mirakler. Hun forlod sig på kraften i bøn, præstedømmet og pagternes løfter. Hun var trofast i sin tjeneste for Herren. Hendes standhaftige hengivenhed styrkede os, hendes børn. Hun gentog ofte et skriftsted: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger, men når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte.«⁴ Det var hendes motto, og hun vidste, at det var sandt. Hun forstod, hvad det betød at holde sine pagter. Verden anerkendte hende aldrig. Det var ikke det, hun ønskede. Hun forstod, hvem hun var, og hvor hun hørte til – en datter af Gud. Det kan i sandhed siges, at vores mor udførte sin rolle godt.

Præsident Gordon B. Hinckley har om kvinder og mødre sagt:

»Vi må aldrig glemme kvinders styrke … Det er mødrene, som mest direkte påvirker deres børns liv … Det er mødrene, som nærer børnene og opdrager dem på Herrens måde. Deres indflydelse er af afgørende betydning …

De skaber liv. De nærer børnene. De er lærere for de unge piger. De er vore uundværlige ægtefæller. De er vore samarbejdspartnere i opbygningen af Guds rige. Deres rolle er stor, og deres bidrag er vidunderlige!«⁵

Hvordan indgyder en mor eller en far den forædlende og evige sandhed i deres datter, at hun er en af Guds døtre? Hvordan kan vi hjælpe hende til at træde ud af verden og indtræde i Guds rige?

I en verden, der nedbryder vores moral, har unge piger brug for kvinder og mænd, der »står som Guds vidner til alle tider, i alle ting og på alle steder«. Aldrig før har det været så vigtigt som nu. Unge piger har brug for mødre og for mentorer, der er eksempler på dydig kvindelighed. Mødre, jeres forhold til jeres datter er af afgørende betydning, og det er jeres eksempel også. Den måde, hvorpå I elsker og ærer hendes far, hans præstedømme og hans guddommelige rolle, vil blive reflekteret og måske forstærket i jeres datters holdninger og adfærd.

Hvad er den rolle, som vi alle må »udføre godt«? Familieproklamationen er tydelig:

»I henhold til den guddommelige plan skal fædre lede deres familier i kærlighed og retskaffenhed og har ansvaret for at sørge for livets fornødenheder samt beskytte deres familier. Mødre har primært ansvaret for at opdrage deres børn. I disse hellige ansvar er fædre og mødre forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere …

Vi advarer om, at personer, som bryder deres løfte om troskab, som misbruger deres ægtefælle eller deres børn, eller som ikke opfylder ansvar i familien, en dag skal stå til ansvar over for Gud.«⁶

I det dekadente samfund på Mormons tid beklagede han, at kvinder blev frarøvet det, der var yderst kært og dyrebart – deres dyd og kyskhed.⁷

Igen fornyer jeg opfordringen om at vende tilbage til dyd. Dyd er Guds døtres styrke og kraft. Hvordan ville verden ikke være, hvis dyd – et mønster for tanker og adfærd baseret på høje moralske standarder, herunder kyskhed⁸ – blev genetableret i vores samfund som en højt værdsat værdinorm? Hvis umoral, pornografi og misbrug aftog, ville der da være færre ødelagte ægteskaber, ødelagte liv og ødelagte hjerter? Ville medierne forædle og opbygge snarere end at objektivisere og nedgøre Guds dyrebare døtre? Hvis hele menneskeheden virkelig forstod betydningen af udtalelsen: »Vi er vor himmelske Faders døtre«, hvordan ville kvinder så blive betragtet og behandlet?

For flere år siden, da Konferencecentret blev opført og næsten var færdigbygget, gik jeg ind i denne hellige bygning på balkonetagen iført en beskyttelseshjelm og sikkerhedsbriller, klar til at støvsuge det tæppe, som min mand var med til at lægge. Hvor talerstolen nu står, flyttede en lille traktor jord, og der var meget støv i hele bygningen. Da det lagde sig, faldt det på det nye tæppe. Min opgaver var at støvsuge. Så jeg støvsugede og støvsugede og støvsugede. Efter tre dage brændte min lille støvsuger sammen!

Om eftermiddagen før den første generalkonference i denne smukke bygning ringede min mand til mig. Han var ved at lægge den sidste del af tæppet – under denne historiske talerstol.

Han spurgte: »Hvilket skriftsted skal jeg skrive på bagsiden af tæppet?«

Og jeg sagde: »Mosija 18:9: ›Stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder.‹«

I en yderst udfordrende verden er det, hvad jeg ser, de unge piger og alle kvinder i denne kirke gør. De har en positiv indflydelse. De er dydige og eksemplariske, intelligente og arbejdsomme. De gør en forskel, fordi de er anderledes. De udfører deres rolle godt.

For mange år siden, da jeg støvsugede dette tæppe – og prøvede at gøre min lille del godt – vidste jeg ikke, at jeg en dag ville stå med mine fødder på tæppet under denne talerstol.

I dag står jeg som Guds datter og som vidne om, at han lever. Jesus er Kristus. Han er vor Forløser. Det er igennem hans uendelige, sonoffer, at jeg en dag vil vende tilbage for at leve sammen med ham – prøvet, ren og beseglet til en evig familie. Jeg vil for evigt prise ham for privilegiet ved at være kvinde, hustru og mor. Jeg vidner om, at vi bliver ledt af en Guds profet, præsident Thomas S. Monson, og jeg er taknemlig for retskafne mænd, hvis præstedømmekraft velsigner mit liv. Og jeg vil for evigt være taknemlig for den styrke, jeg modtager gennem den livgivende kraft fra Frelserens uendelige forsoning, idet jeg fortsat stræber efter at udføre min rolle godt. I Jesu Kristi navn. Amen.