De ord, vi taler
Den måde, hvorpå vi taler til vore børn, og de ord, vi bruger, kan opmuntre og opløfte dem og styrke deres tro.
En ung far hørte for nylig om bortgangen af sin helt specielle lærer i anden klasse. Som minde om hende skrev han: »Af alle følelser og oplevelser er den følelse, jeg husker bedst, ›tryghed‹. Hun har nok lært mig at stave, lært mig grammatik og matematik, men langt vigtigere lærte hun mig at elske at være barn. I hendes klasse var det i orden at stave et ord forkert hist og her. ›Det vil vi arbejde på,‹ sagde hun. Det var i orden at spilde eller splitte ad eller smudse til. ›Vi ordner det, eller vi rydder op,‹ sagde hun. Det var i orden at prøve, i orden at anstrenge sig, i orden at drømme og i orden at have de glæder, der er ved de ubetydelige ting, som kun børn finder spændende.«
Noget af den vigtigste indflydelse, en person kan udøve i denne verden, er at påvirke et barn. Børns tro og selvværd formes tidligt i deres liv. Alle inden for min stemmes rækkevidde har magt til at øge et barns tro på sig selv og på vor himmelske Fader og Jesus Kristus gennem de ord, de taler.
I Helaman kapitel 5 står der: »Og se, mine sønner, husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold.«1
Det var de ord, Helaman lærte sine sønner. Og der står videre: »Og de huskede hans ord, og … de [gik] ud … for at undervise i Guds ord blandt hele Nefis folk.«2
Selv om Helamans sønner blev forfulgt og sat i fængsel, svigtede de ord, de havde hørt, dem aldrig. De blev beskyttet og omringet af en ildsøjle. Så kom der en røst, der sagde til deres fangevogtere:
»Omvend jer, og forsøg ikke mere at slå mine tjenere ihjel …
Det [var] ikke … en tordenrøst ej heller var det en røst som en tumultagtig larm, men se, det var en stille røst af fuldkommen mildhed, som havde det været en hvisken, og den gennemborede dem helt ind til selve sjælen«.3
Vi kan tage ved lære af den røst fra himlen. Den var ikke høj, skældende eller nedladende. Det var en stille røst af fuldkommen mildhed, der gav en sikker vejledning og samtidig indgød håb.
Den måde, hvorpå vi taler til vore børn, og de ord, vi bruger, kan opmuntre og opløfte dem og styrke deres tro til at blive på vejen tilbage til vor himmelske Fader. De kommer ned på denne jord, villige til at lytte.
Et eksempel på et barn, der lyttede, fandt sted i en stofforretning. Forretningen var fyldt med mennesker, da alle hørte en mor blive grebet af panik, fordi hun ikke kunne finde sin lille søn. Først kaldte hun på ham. »Connor,« sagde hun, mens hun gik energisk omkring i forretningen. Som minutterne gik, lød hendes stemme højere og mere panisk. Snart blev forretningens sikkerhedsvagter underrettede, og alle i forretningen blev inddraget i at lede efter barnet. Der gik adskillige minutter, uden at nogen kunne finde ham. Connors mor blev forståeligt nok mere og mere panisk for hvert minut og råbte hans navn hurtigt igen og igen.
En kunde fik efter at have bedt en stille bøn den tanke, at Connor sandsynligvis var skræmt, mens han lyttede til sin mor, der råbte hans navn. Hun fortalte en anden kvinde, der var med i eftersøgningen, om det, og de lagde hurtigt en plan. Sammen begyndte de at gå mellem bordene med stof og gentog stille ordene: »Connor, hvis du kan høre mig, så sig: ›Jeg er her.‹« Da de langsomt gik hen mod bagenden af forretningen og gentog sætningen, hørte de ganske rigtigt en skræmt, dæmpet stemme sige: »Jeg er her.« Connor gemte sig mellem nogle stofruller under et bord. Det var en stemme af fuldkommen mildhed, der opmuntrede Connor til at svare.
Bed for at kende et barns behov
For at tale til et barns hjerte må vi kende barnets behov. Hvis vi beder om at kende disse behov, kan de ord, vi siger, have kraft til at nå ind til deres hjerte. Vores indsats højnes, når vi søger Helligåndens vejledning. Herren har sagt:
»Udtal de tanker, som jeg vil indgive jer i hjertet …
For det skal blive givet jer i samme stund, ja, i samme øjeblik, hvad I skal sige.«4
Afbryd og lyt med kærlighed
Uheldigvis forhindrer denne verdens forstyrrelser mange børn i at høre opmuntrende ord, der kunne forme deres syn på sig selv.
Dr. Neal Halfon, en læge, der leder UCLA’s Center for sundere børn, familier og samfund, omtaler »forældres milde forsømmelse«. Et eksempel var et 1½ år gammelt barn og dets forældre:
»›Deres søn lod til at være glad, aktiv og engageret og nød tydeligvis tiden sammen med sine forældre og at spise pizza med dem … Ved slutningen af måltidet rejste moderen sig for at gå et ærinde og overlod ham i faderens varetægt.‹
Faderen … begyndte at læse telefonbeskeder, mens det lille barn kæmpede for at få opmærksomhed ved at kaste med stykker af pizzaskorper. Så engagerede faderen sig igen, så på sit barn og legede med ham. Snart efter erstattede han det dog med at se en video på sin telefon sammen med drengen, indtil hustruen vendte tilbage.
… Dr. Halfon observerede, at barnets indre lys svækkedes, en forringelse af forbindelsen mellem forælder og barn.«5
Svaret på vore bønner om, hvordan vi imødekommer børns behov, kan være, at vi oftere afbryder for teknologien. Dyrebare øjeblikke med muligheder for at agere og samtale med vore børn forsvinder, når vi bliver optaget af forstyrrelser. Hvorfor ikke vælge en tid hver dag, hvor vi afbryder teknologien og tager forbindelse til hinanden? Sluk ganske enkelt for alt. Når I gør det, vil der sikkert til at begynde med være stille i hjemmet. I kan måske endda føle jer fortabte med hensyn til, hvad I skal gøre eller sige. Når I så viser jeres børn fuld opmærksomhed, opstår der en samtale, og I kan nyde at lytte til hinanden.
Skriv for at overtale vore børn
Vi kan også påvirke vore børn med de ord, vi skriver til dem. Nefi skriver: »Vi arbejder flittigt med at skrive for at formå vore børn … til at tro på Kristus og til at blive forligt med Gud.«6
Præsident Thomas S. Monson fortalte om en oplevelse med Jay Hess, en pilot der blev skudt ned over Nordvietnam i 1960’erne: »I to år anede hans familie ikke, om han var død eller levende. Hans fangevogtere i Hanoi lod ham endelig skrive hjem, men begrænsede hans brev til mindre end 25 ord.« Præsident Monson spørger så: »Hvad ville I og jeg sige til vores familie, hvis vi var i samme situation – vi har ikke set dem i over to år og ved ikke, om vi nogensinde ser dem igen? Bror Hess ønskede at give sin familie noget, som de vidste, kom fra ham, og han ønskede også at give dem værdifulde råd. Han skrev følgende ord: ›Dette er vigtigt: Tempelægteskab, mission, college. Kæmp, sæt mål, skriv historie, tag billeder to gange om året.‹«7
Hvilke ord ville I skrive til jeres børn, hvis I havde 25 ord eller mindre at gøre godt med?
Den unge far, jeg omtalte tidligere, som skrev om sine minder om sin lærer i anden klasse, opdrager nu en yndig lille pige. Han mærker den himmelske tillid, der er blevet lagt i ham. Hvad vil fremtiden bringe hende, når hun vokser op? Hvad skal han sige, der kan synke dybt ned i hendes hjerte? Hvilke ord vil opmuntre hende, opløfte hende og hjælpe hende til at blive på vejen? Vil det gøre en forskel, om han tager sig tid til at hviske: »Du er Guds kære barn«? Vil hun en dag huske, at hendes far ofte sagde: »Jeg elsker alt ved dig«?
Er det ikke det, vor himmelske Fader sagde til sin Søn og til alle os, da han sagde: »Det er min elskede søn,« og derpå tilføjede: »I ham har jeg fundet velbehag!«?8
Må de ord, vi taler og skriver til vore børn afspejle den kærlighed, som vor himmelske Fader har til sin Søn, Jesus Kristus, og til os. Og må vi derpå stoppe op for at lytte, for et barn evner i høj grad at gengælde med stor og storslået tale. Det siger jeg i Jesu Kristi navn. Amen.