Mias vidnesbyrd
Forfatteren bor i Missouri i USA.
»Og Helligånden er en evig følgesvend, som Jesus kaldte Talsmanden og vores gode ven« (Børnenes sangbog, s. 56).
Det var langt over Mias sengetid, men hun var ikke i seng endnu. Hun sad på gulvet i sit værelse og tænkte over noget, som søster Duval havde sagt i Primary: »Tiden vil komme, hvor ingen mand eller kvinde vil være i stand til holde ud på lånt lys.«1
»Et vidnesbyrd er ligesom et lys inden i os,« havde søster Duval forklaret. »Og vi har brug for at have vores eget. Så vi kan være stærke, når livet er svært, og Satan prøver at friste os.«
Mia lagde sit hoved mod sengen. »Jeg ønsker mig et vidnesbyrd om, at evangeliet er sandt,« tænkte hun. Men hvordan skulle hun egentlig få et vidnesbyrd? Hun vidste, at bøn var en del af svaret.
»Jeg vil bede,« afgjorde hun. Hun ville bede, lige indtil der skete noget, der lod hende vide, at Kirken var sand. Hun var parat til at bede hele natten, om nødvendigt!
Hun knælede ned. »Kære himmelske Fader,« hviskede hun, »jeg vil gerne vide, om Kirken er sand. Jeg vil gerne føle det i mit hjerte og lige nu.«
Mia ventede. Hun kunne ikke mærke andet end den gode følelse, hun plejede at føle, når hun bad. Hvad gjorde hun forkert? Hvor var hendes vidnesbyrd?
Hun havde vist ligget længe på knæ, da døren til hendes værelse gik op, og far kiggede ind.
»Jeg kunne se, der var lys,« sagde han. »Læser du?« Så fik han øje på tårerne på Mias kinder. Han satte sig ned ved siden af hende og lagde armen om hende. »Hvad er der i vejen?«
Hun sagde ikke noget lige med det samme. Så sagde hun: »Far, hvordan fik du et vidnesbyrd?«
Far gav hende et ordentligt kram. »Det er et godt spørgsmål. Det første skridt er at ønske sig et vidnesbyrd.«
Mia kunne mærke, at klumpen i halsen løsnede lidt.
»Man får oftest ikke et vidnesbyrd ved at bede en gang om det. Og når man har et vidnesbyrd, så må man arbejde på det.«
»Men hvor kommer vidnesbyrdet fra?«, spurgte Mia.
»Et vidnesbyrd kommer gennem Helligånden,« svarede far. »Har du nogensinde haft en varm og rar følelse ved familieaften eller i kirken?«
Mia tænkte over det. »Dengang du gav mig en velsignelse, inden jeg skulle begynde i skolen, føltes det rart.« Så kom hun i tanke om noget mere. »Og jeg havde en varm følelse indeni, da præsident Monson talte ved generalkonferencen. Og når jeg er sød mod mine venner, eller jeg læser i skrifterne, så føles det også godt.«
Far smilede. »Det er Helligånden, der taler til dig. Han giver dig de følelser, når du gør noget rigtigt, eller du hører noget, der er sandt.«
»Jeg føler mig varm og glad nu,« sagde Mia. »Er det Helligånden?«
Far krammede hende igen. »Ja. Han fortæller dig, at de ting, vi har talt om, er sande. Og det er sådan, at man får et vidnesbyrd.«
Da Mia gik i seng lidt senere, havde hun måske ikke et rigtigt vidnesbyrd endnu, men hun havde stadig den rare, varme følelse af, at det, far havde sagt, var sandt. Hun vidste, at den følelse blot var en begyndelse.
Mia puttede sig i sin varme dyne og lukkede øjnene. Lige inden hun faldt i søvn, hviskede hun: »Tak, himmelske Fader, fordi du hjælper mig med at få et vidnesbyrd. Og tak for min far.«
Illustration: Brad Teare