Budskab fra Det Første Præsidentskab
Familier kan være sammen for evigt
Præstedømmemyndigheden til at knytte familier sammen for evigt er en af de største af Guds gaver. Enhver person, der forstår frelsesplanen, længes efter denne evige velsignelse. Kun i de beseglingsceremonier, der finder sted i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges templer, giver Gud løfte om, at familier kan være sammen for evigt.
De præstedømmenøgler, der gør dette muligt, blev gengivet til jorden gennem profeten Elias til Joseph Smith i templet i Kirtland. Disse præstedømmenøgler er blevet overdraget i en ubrudt kæde af levende profeter i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige frem til vor tid.
Da Frelseren levede på jorden, talte han om myndigheden til at besegle familier, da han til sin seniorapostel, Peter, sagde disse ord: »… hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene« (Matt 16:19).
Det er kun i det celestiale rige, at vi kan leve i familier for evigt. Der kan vi leve som familier i vor himmelske Faders og Frelserens nærhed. Profeten Joseph Smith beskrev den vidunderlige tilstand i Lære og Pagter:
»Når Frelseren kommer til syne, skal vi se ham, som han er. Vi skal se, at han er et menneske, som vi.
Og at den samme sociale omgang, som findes blandt os her, skal findes blandt os der, blot bliver den ledsaget af evig herlighed, hvilken herlighed vi ikke nyder nu« (L&P 130:1-2).
Dette skriftsted lader os forstå, at vi trygt kan sigte efter en himmelsk standard for vore familierelationer. Vi kan kere os nok om både levende og døde familiemedlemmer til at gøre alt, vi kan, for at tilbyde dem de præstedømmeordinancer, der binder os sammen i himlen.
Det gør mange af jer allerede, unge som ældre. I søger efter navne på slægtninge, der ikke endnu ikke har modtaget de ordinancer, der kan besegle jer sammen.
Næsten alle af jer har levende slægtninge, der ikke er blevet beseglet til slægten med præstedømmets kraft. Mange har levende slægtninge, som har modtaget præstedømmeordinancerne, men som ikke holder de pagter, de har indgået med Gud. Gud vil velsigne jer til at være i stand til at række ud i tro og hjælpe alle disse slægtninge. I kan trække på det løfte, som Herren har givet sine disciple, der går ud for at føre andre til ham:
»Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer« (L&P 84:88).
Fra mit vindue på kontoret ser jeg hver dag brudepar, der får taget deres bryllupsbilleder blandt de smukke blomster og springvand. Gommen bærer ofte sin brud, i det mindste nogle få vaklende skridt, mens fotografen tager bryllupsbilleder. Hver gang jeg ser det, tænker jeg på par, som jeg har kendt i tidens løb, der, sommetider meget kort tid efter de var blevet gift, var nødt til at bære hinanden på forskellig vis, når livet blev svært. Man kan miste sit arbejde. Man kan få børn med store udfordringer. Man kan blive syg. Og så er det, at vanen med i gode tider at gøre mod andre, som vi selv ønsker, at de gør mod os – vil gøre os til helte og heltinder i de svære tider, hvor det kræver mere af os, end vi troede var muligt.
Vi skylder vores familie den slags omgang, vi kan tage med os ind i Guds nærhed. Vi må prøve hverken at vække eller tage anstød. Vi kan beslutte os for at tilgive hurtigt og fuldt ud. Vi kan prøve at sætte andres glæde før vores egen. Vi kan tale venligt. Når vi prøver at gøre alle disse ting, indbyder vi Helligånden i vores familie og liv.
Jeg forsikrer jer om, at vi i dette liv med Herrens hjælp og et angergivent hjerte kan fange et glimt af det liv, vi ønsker os for evigt. Vor himmelske Fader elsker os. Han ønsker, at vi vender tilbage til ham. Frelseren gjorde det igennem sit sonoffer muligt for os at foretage den nødvendige ændring af vores hjerte, så vi kan indtræde i hellige templer, indgå pagter vi kan holde og til sin tid leve sammen som familier i celestial herlighed – vel hjemme igen.