Menneskefiskere
Ældste Scott D. Whiting
De Halvfjerds
Alle, der har accepteret et kald til at lede i Kirken, har accepteret Frelserens opfordring til at blive menneskefiskere.
Da vi boede på Hawaii, mens vores børn var små, var min hustru og jeg taknemlige for de vidunderlige sidste dages hellige, der hjalp os med dem. Disse kære medlemmer tog venligt imod os og behandlede os som en del af deres familie. Ved flere lejligheder var der mænd fra menigheden, der tog min unge søn med ud at fiske på havet. Disse fisketure involverede ikke en båd, men derimod ældgamle fisketeknikker, som de første hawaiianere havde udviklet.
En af de metoder går på, at en dygtig fisker omhyggeligt folder og lægger et rundt fiskegarn i lag og hægter vægte i yderkanten. Derefter bærer han forsigtigt garnet hen til et sted langs den klippefyldte strand til et vandhul med rent vand. Når han kan se, at fiskene kommer ind i vandhullet, så kaster han med stor dygtighed garnet ud lige i rette tid. Det folder sig så ud i fuld vidde over vandet og synker hurtigt til bunden og fanger fiskene.
Selvom det altid er imponerende at se en dygtig fisker i aktion, så vil han netop altid være den første til at fortælle, at uden et rent og helt røgtet garn er hans anstrengelser nytteløse. Erfarne fiskere ved, at deres succes afhænger af, hvor gode deres garn er, og at man ikke kan begynde at fiske effektivt og udbytterigt, før man har røgtet sine garn.
Blandt de første apostle ser vi en forståelse af dette princip, adskillige af dem var også fiskere. Vi bliver præsenteret for disse fiskere tidligt i både Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet, hvor de henholdsvis kaster, ordner og skyller deres garn, da de første gang møder ham, der bliver deres Mester (se Matt 4:18, 21; Mark 1:16, 19; Luk 5:2). Disse mænd sørgede for, at deres og andres familier fik mad ved deres daglige slid med at fiske. Deres og familiens skæbne afhang af deres forberedelser, færdigheder og garnets stand.
Da Jesus opfordrende sagde til dem: »›Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere‹ … lod [de] straks garnene være og fulgte ham« og »forlod alt« (Matt 4:19, 20; Luk 5:11; se også Mark 1:17-18).
Jeg har tænkt på deres eksempel mange gange, når jeg har regnet med, at de, der står i spidsen for Kirken, har responderet med tilsvarende tro på opfordringen »kom og følg mig«. Ligesom i den oprindelige kirke ledes Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige af profeter og apostle, som har ladt deres garn og hårdt tilkæmpede professioner bag sig og har udviklet nye færdigheder for at tjene og følge Mesteren.
Ledere for mennesker
Hvad betyder det at blive »menneskefiskere«? I sin enkle invitation til de tidlige apostle brugte Frelseren det, som skulle blive hans mest almindelige og kraftfulde undervisningsform – lignelsen. Han vidste, at de, der var kaldet til at følge ham, til en vis grad ville forstå, hvad han mente med ordet »menneskefiskere«.
Præsident Harold B. Lee (1899-1973) sagde engang: »At blive ›menneskefiskere‹ er blot en anden måde at sige ›ledere for mennesker‹ på. Så i nutidigt sprog ville vi måske sige … ›Hvis I vil holde mine bud, vil jeg gøre jer til ledere blandt mennesker.‹«1
En leder er en person, der er kaldet til hjælpe andre til at blive »Jesu Kristi, sande tilhængere« (Moro 7:48). I Håndbog 2: Forvaltning af Kirken lyder det: »For at opnå dette, stræber ledere først efter at være Frelserens trofaste disciple og lever hver dag på en måde, så de kan vende tilbage for at bo i Guds nærhed. Så kan de hjælpe andre med at udvikle stærke vidnesbyrd og komme nærmere på vor himmelske Fader og Jesus Kristus.«2
Alle, der har accepteret et kald til at lede i Kirken, har accepteret Frelserens opfordring til at blive menneskefiskere.
Garn og råd
Overalt i Kirken er ledere organiseret i råd – lige fra de øverste ledere til kvorummer i Det Aronske Præstedømme og klassepræsidentskaber i Unge Piger. Ledere bliver belært om at forberede sig åndeligt, deltage i rådene, tjene andre, undervise i Jesu Kristi evangelium og forvalte præstedømmet og organisationerne i Kirken. Desuden er det deres opgave at sørge for enighed og harmoni i Kirken, oplære andre til at være ledere og lærere, uddelegere ansvar og sikre ansvarlighed.3
Akkurat som de tidlige apostle brugte deres viden om fiskeri til at blive menneskefiskere, kan vi anvende de principper, vi finder i deres brug af garnet, i Kirkens råd. Ligesom fiskegarnet er disse råd stiftet og forberedt for at samle vor himmelske Faders børn – ethvert medlem af rådet fungerer som en vigtig og integreret maske i nettet. Akkurat ligesom et fiskegarn kun er effektivt i god stand, bliver vore råd også kompromitteret, når medlemmer af rådet ikke er organiserede og fokuserede eller fungerer, som de bør.
Lederne af rådene bør følge de tidlige fiskerapostles eksempel ved regelmæssigt at inspicere og ordne disse »garn«. Det gør rådsledere ved at sørge for regelmæssig træning, forestå rådsmøder, give betimelig og passende feedback til rådets medlemmer og være kærlige, opmuntrende og rosende. Der findes ingen erstatning for den reelle styrke og samlende kraft, der er i velfungerende råd.
Menighedsrådet
Måske er det råd med den største mulighed for at påvirke de enkelte medlemmer af Kirken menighedsrådet. Mænd og kvinder i dette råd er i sandhed kaldet som menneskefiskere og til at lede arbejdet med frelse i menigheden under ledelse af biskoppen. De bor og tjener i deres respektive menigheder, hvor de kender og omgås dem, de er kaldet til at lede.
»Medlemmer af menighedsrådet stræber efter at hjælpe den enkelte med at opbygge vidnesbyrd, modtage frelsende ordinancer og blive Jesu Kristi discipel (se Moro 6:4-5). Alle medlemmer af menighedsrådet har ansvaret for medlemmernes velbefindende.«4
Medlemmer af menighedsrådet spiller en væsentlig rolle for fremskyndelsen af arbejdet med frelse. Når menighedsrådet ikke fungerer, som det bør, forsinkes dette arbejde. Den samlende kraft i »garnet« kompromitteres, og rådet giver begrænset udbytte. Men når menighedsrådet er velorganiseret og har fokus på at styrke enkeltpersoner og familier, kan resultaterne blive overvældende.
Jeg kender til en menighed, hvor man kæmpede med et ineffektivt menighedsråd. Det var svært for biskoppen at følge vejledningen i Håndbog 2, for han havde det godt med sin måde at gøre tingene på og syntes ikke, der var grund til at lave om på gamle vaner. Efter megen rådgivning og træning af en kærlig stavspræsident blev biskoppens hjerte dog blødgjort. Han omvendte sig og begyndte oprigtigt at organisere menighedsrådet efter bogen. Han så de træningsvideoer, der er tilgængelige på LDS.org, han læste afsnit 4 og 5 i Håndbog 2 og han anvendte det, han lærte.
Medlemmerne af menighedsrådet tog hurtigt og godt imod ændringerne, og der kom en ånd af kærlighed og enighed mellem dem, da de rettede deres fokus mod at styrke den enkelte og familierne. Ved hvert møde talte de længe om undersøgere, nydøbte, mindre aktive medlemmer og medlemmer med behov. Deres hjerter åbnede sig mod disse brødre og søstre, og så begyndte miraklerne at indfinde sig.
Biskoppen kunne fortælle, at næsten straks efter, at de havde foretaget disse ændringer i menighedsrådet, var tidligere ukendte mindre aktive medlemmer begyndt at komme i kirke. Disse medlemmer kunne fortælle, at de pludselig følte sig bevæget til at vende tilbage til Kirken. De fortalte, at de havde fået en klar og overbevisende følelse af, at de var nødt til igen at omgås de hellige. De vidste, at de ville blive taget kærligt imod, og at de havde brug for den støtte, medlemmerne kunne give.
Biskoppen fortalte mig, at han var sikker på, at vor himmelske Fader blot havde ventet på, at han fulgte de råd, han havde fået, og organiserede menighedsrådet efter forskrifterne, inden han kunne indgyde ønsket i de mindre aktives hjerte om at vende tilbage til aktivitet i Kirken. Biskoppen indså, at han var nødt til at skabe det kærlige og omsorgsfulde miljø, som disse medlemmer havde brug for, før Ånden ville lede dem tilbage. Hans ord mindede mig om fiskeren Peters oplevelse:
»Så gik [Jesus] op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden.
Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: ›Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!‹
Men Simon svarede: ›Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.‹
Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges« (Luk 5:3-6).
Når vi lytter til og giver agt på de råd, vi får af nutidige profeter, seere og åbenbarere – de sande »menneskefiskere« – og når vi røgter vore garn, mens vi tjener, vil vores evne til at fremskynde arbejdet med frelse blive væsentligt forøget, og vi vil blive redskaber i vor himmelske Faders hænder til at samle hans børn.