Vejen til Palmyra
Fra et foredrag, »The Making of the Book of Mormon, Joseph Smith, and You« (»Tilblivelsen af Mormons Bog, Joseph Smith og jer«), holdt på missionærskolen i Provo i Utah, 15. feb. 2014. Matthew S. Holland er rektor for Utah Valley University.
Vejen til Palmyra – stedet for det første syn, og hvor guldpladerne lå gemt – var alt andet end lys og let for Joseph Smith og hans familie.
Foto: George Anderson, med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Tag ikke fejl af det. Uanset om I er fuldtidsmissionær eller ej, er alle sidste dages hellige kaldet til at bringe budskabet om Herren Jesus Kristus ud til »hele verden« (Matt 24:14). Vi er kaldet til at forkynde de rene principper og fremgangsmåder i hans evangelium og i hans navn. For at gøre det må vi også huske, at det er afgørende at undervise og vidne om, at Joseph Smith var hans redskab i gengivelsen af disse rene principper og fremgangsmåder til jorden.
Med så meget på spil er det klogt at spørge jer selv om, I er rede til at gå fremad og med klar overbevisning og mild ligefremhed erklære, at Joseph Smith »en herlig, klar morgen, tidligt om foråret i atten hundrede og tyve«1 gik ud i skoven og knælede og bad, og siden har verden ikke været den samme. Dersom I vil være de Guds tjenere, som I er kaldet til at være, må I være klar til at gøre det.
Beslut jer for at lære om profeten Joseph Smiths liv. Der findes en kraft og visdom i hans liv som hos ingen anden, bortset fra Frelseren selv. Når I ærligt og bønsomt lærer detaljerne i Josephs liv at kende, lover jeg jer, at jeres hengivenhed og beundring for ham vil vokse. I vil finde trøst og opmuntring på livets og tjenestens særligt svære dage, og I vil styrke jeres forståelse til at stå imod den hånske kritik fra folk, der mener at have bevis for, at Joseph umuligt kunne være den, han sagde, at han var. Overvej i den forbindelse blot nogle af disse få glimt af denne yderst bemærkelsesværdige mand.
En smertefuld vej
Der er al mulig grund til at tro, at morgenen for det første syn var lige så herlig og idyllisk, som salmen »Joseph Smiths første bøn«2 får den til at lyde. Men selvom vi måtte nyde dette billede, må vi ikke være blinde for, hvad der gik forud for den morgen. Vejen til Palmyra – stedet for dette hellige og enestående øjeblik – var alt andet end lys og sødmefuld for denne unge profet og hans familie.
Profetens forældre, Joseph Smith sen. og Lucy Mack Smith, blev gift i 1796 i Tunbridge i Vermont. Efter seks års succes med at drive landbrug flyttede familien til den nærliggende by, Randolph, for at prøve kræfter med at drive forretning.3
Varerne, som Joseph sen. fremskaffede takket være kreditorer fra Boston, blev hurtigt aftaget af ivrige kunder, der ikke betalte kontant, men med løftet om betaling, når høsten var i hus. Mens han ventede på den lovede betaling for at kunne betale sine kreditorer, kastede han sig ud i en ny investering.
Dengang var der stor efterspørgsel på krystalliseret ginsengrod på det kinesiske marked. Selvom en køber tilbød Joseph sen. 3.000 $ kontant for den ginsengrod, han havde samlet og gjort klar til forsendelse, besluttede han sig for en mere risikabel, men lukrativ strategi. Han ville selv tage produktet med til New York og indgå en aftale med en skibskaptajn, der kunne sælge hans varer for ham i Kina. Ved at undgå en mellemmand stod han til at tjene 4.500 $ – en enorm sum penge på den tid.4
Om det skyldtes sort uheld eller et kynisk komplot, hændte det hverken værre eller bedre end den afviste mellemmands søn var med på samme båd. Denne søn drog fordel af situationen og solgte Smiths ginseng i Kina »til en høj pris« og beholdt overskuddet, mens han spredte løgnehistorier om, at salget var gået dårligt, og at han kun havde tjent en dåse te på handlen.5
Samtidig med, at Smith blev udsat for denne svindel, forfaldt afdragene for en masse af lagervarerne i hans forretning. Med kravet fra kreditorerne stod familien Smith i en desperat situation. For at betale deres gæld ofrede Lucy en bryllupsgave på 1.000 $, som hun havde gemt i årevis, og Joseph accepterede et bud på familiens gård i Tunbridge på 800 $.6 Gården var ellers den ene ting, der kunne have sikret en smule økonomisk stabilitet og fysisk sikkerhed i de amerikanske nybyggeres barske verden. Uden hverken penge eller jord blev familien Smith tvunget til at flytte 8 gange i løbet af 14 år, idet de konstant søgte forsørgelsesgrundlag for familien.
Mindst en af disse flytninger blev udløst af vanskeligheder ved at betale de lægeregninger, som familien Smith pådrog sig i 1813, da en tyfusepidemi ramte alle familiens børn med stor og invaliderende kraft. Nogle få uger efter, at Josephs feber havde fortaget sig, fik han forfærdelige smerter i sin skulder. En lokal læge mente, at smerten skyldtes en forstuvning. To uger senere, da smerten var blevet ulidelig, vendte lægen tilbage og opdagede en infektion, der havde forbindelse til Josephs langvarige feber.7
En perforering af det inficerede område førte til, at man tog en liter pus ud, men proceduren var ikke tilstrækkelig, og en ny infektion satte sig i Josephs venstre skinneben. Denne gang tilkaldte man en kirurg. Han lagde et 20 cm langt snit fra knæet til anklen, og dermed lettede smerten noget. Men infektionen havde desværre også ramt selve knoglen.8
På dette tidspunkt søgte familien råd hos de førende læger på Dartmouth Medical College. Lucy holdt hårdt på, at man ikke tog den mest logiske og almindelige procedure, amputation, i brug. I stedet ville de prøve en ny og smertefuld behandling – uden nogen garantier. Lægerne skulle åbne Josephs ben og bore to huller i hver sin side af benet. Så ville de brække tre store dele af knoglen af for at fjerne det inficerede område.9
Alt dette blev gjort uden vore dages brug af narkose. Derfor blev familien opfordret til at give Joseph alkohol eller binde ham til sengen, så han ikke ville vride sig i smerte under den præcisionskrævende operation. I den unge alder af 7 afviste Joseph begge dele. I stedet for fremkom han med to ønsker – dels at hans far ville holde ham, og at hans mor forlod værelset.10
Detalje fra Hvis far holder mig, af Liz Lemon Swindle; foto: Alan Day, med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Da Josephs skrig blev for høje, kunne hans mor dog ikke holde sig væk, og to gange kom hun ind trods hans tryglende indsigelser. Det, hun så, brændte sig uudsletteligt fast i hendes sind. Joseph lå på et blodigt leje, »bleg som et lig, med store sveddråber dryppende fra ansigtet, hvor ethvert træk afspejlede den største smerte«.11 Heldigvis var operationen vellykket, men Joseph måtte gå med krykker de næste tre år.
Efter denne omgang håbede familien, at en frisk start i Norwich i Vermont kunne give den stabilitet og fremgang, de havde så hårdt brug for. Men igen led deres håb forlis. Det første år, de prøvede at opdyrke et stykke lejet jord, slog høsten fejl. Det skete igen det andet år. Det tredje år, 1816, besluttede Joseph Smith sen. sig for at gøre endnu et forsøg overbevist om, at tingene var nødt til at blive bedre.12
I 1815 var vulkanen Tambora i Indonesien halvvejs på den anden side af jorden gået i udbrud og havde sendt tonsvis af aske op i jordens atmosfære, hvilket forpurrede den normale vejrcyklus. Fra juni til august 1816 – også kaldt »året uden sommer« – blev New England fire gange ramt af hård frost, som tog livet af sommerafgrøderne.13
Så da sulten satte ind, og folk i tusindvis forlod Vermont i masseudvandring, traf Joseph Smith sen. sit hidtil mest skæbnesvangre valg. Han besluttede sig for at forlade det område, som han havde kendt det meste af sit liv, hvor hans familie og venner boede i en radius af 25 km, og hvor han havde dyrket jorden, og begive sig 500 km sydvest mod Palmyra i det vestlige New York. Det hed sig, at jorden var fed der, og at man forholdsvist let kunne optage langfristede lån. Det blev nødvendigt, at Joseph sen. tog af sted i forvejen, og så måtte Lucy og de otte børn pakke deres sager og følge efter senere.14
Det var vinter, da Lucy og hendes brave lille skare læssede alt, de ejede på en slæde og siden hen på en vogn. Lucy havde kun ganske lidt penge til rejsen, da hun havde betalt en del kreditorer. Ved rejsens slutning betalte hun med tøj og medicin på kroerne. Hun ankom til Palmyra med »sølle to cents i kontanter«.15
På rejsen havde den mand, de havde hyret til at køre slæden, tvunget den unge Joseph af for at gøre plads til to kønne døtre fra familien Gates, som rejste i samme retning. Joseph, der stadig ikke var helt helbredt, blev tvunget til at humpe »65 km gennem sneen i adskillige dage,« hvor han oplevede, hvad han kaldte »den mest ulidelige træthed og smerte«.16
Da Josephs selvopofrende ældre brødre, Hyrum og Alvin, tryglede manden om at lade Joseph sidde på slæden, slog han dem voldeligt i jorden med håndtaget på en pisk. Da det i Utica stod klart, at Lucy var løbet tør for penge, efterlod manden familien – dog ikke før han havde forsøgt at stjæle deres vogn og i den proces havde hældt alle deres ejendele på jorden.17 Alligevel lykkedes det familien at komme sikkert frem til Palmyra, hvor de grædende faldt i Joseph Smith seniors arme.
Men måske er den mest hjerteskærende detalje fra denne rejse, den man finder i det lidt upåagtede efterskrift, Joseph senere skrev om familiens rejse: »På vores rejse fra Utica måtte jeg rejse med den sidste slæde i følget, men da den nærmede sig, blev jeg slået ned af føreren, en af sønnerne fra familien Gates, og efterladt i mit eget blod, indtil en fremmed kom forbi, samlede mig op og bar mig til byen Palmyra.«18 Man bør ikke overse vigtigheden af dette.
En uvurderlig skat
Detalje fra Hvis far holder mig, af Liz Lemon Swindle; foto: Alan Day, med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Blot tre kilometer syd for Palmyra ligger der en lille lund, der skulle blive hjemsted for en af de største åbenbaringer i menneskehedens historie. Fem kilometer derfra ligger Cumorahøjen, som var opbevaringssted for de dengang ukendte guldplader.
Da Joseph ankom til Palmyra, havde Herren ført sin forudordinerede profet til det fysiske gemmested for en uvurderlig skat. Denne skat skulle signalere, at himlene igen var åbne efter århundreders mørke og forvirring. Denne skat skulle vise, at Jesu tjenestegerning både doktrinært og geografisk var langt mere omfattende, end datidens kristne kirker havde nogen chance for at vide. Denne skat skulle på mirakuløs vis bekræfte, at Gud er yderst aktivt involveret i menneskers ve og vel på tværs af tid, sprog og kontinenter. Og denne skat lovede en lære så ren og kraftfuld, at plantede man den dybt i sin sjæl, ville man opleve en personlig forandring, en smag af noget så delikat, at intet kunne måle sig med det.
Som almindelig dødelige kan vi fristes til at tænke, om det ikke havde været mere passende, at vejen havde været lettere, mere hensigtsmæssig og anerkendt for sådan en mand og sådant et øjeblik. I erkendelse af de verdensomvæltende begivenheder, der stod til at finde sted som konsekvens af, at denne dreng kom til denne by på den tid, kunne Herren, der så omhyggeligt havde orkestreret placeringen af guldpladerne mere end tusind år tidligere, så ikke have sørget for en mere ligetil, komfortabel og bebudet ankomst?
Jo, det kunne han helt sikkert, men det gjorde han ikke.
Der var ingen prominent og profetisk salvelse af Joseph i hans barndom (se 1 Sam 16:11-13). Der var ingen retningsgivende drøm, som pegede ham mod et forjættet land (se 1 Ne 5:4-5). Der var ingen ejendommelig Liahona, som hjalp familien til at undgå fejltagene langs vejen (se 1 Ne 16:10; Alma 37:38). Og der var helt sikkert ikke nogen åben limousine i en solbeskinnet, strømlinet parade med hujende folkemængder i velkommende hyldestråb.
I stedet for blev det en vildt bugtet og sorgfuld vej for Joseph og hans familie, der var præget af uheld, dårligt helbred, ringe dømmekraft, naturkatastrofer, knusende smerte, hjerteløs uretfærdighed, vedvarende uanseelighed og håbløs fattigdom. Hermed ikke sagt, at familien Smith levede i kronisk elendighed, det gjorde de ikke. Men vejen til Palmyra var alt andet end lige, fremgangsrig og alment velanset. Halt, humpende og blodig blev profeten bogstavelig talt båret til sit skæbnemøde uden sidestykke af en navnløs fremmed.
Tænk på dette som den måske første lektie i Josephs liv og om fremkomsten af Mormons Bog. Til trods for fejl, uheld og barsk modstand – og i mange tilfælde netop på grund af disse ting – kom Joseph Smith lige præcis dertil, hvor han skulle være for at opfylde sin mission. Så hvis I nu eller engang i fremtiden ser jer omkring og opdager, at andre måske mindre hengivne bekendte oplever succes på deres arbejde, når I lige har mistet jeres; hvis alvorlig sygdom tvinger jer til at ligge i sengen, samtidig med at afgørende tjenesteopgaver synes at kalde; hvis et kald til en fremtrædende kaldelse går til en anden; hvis en missionærkammerat synes at lære sproget hurtigere; hvis velmente handlinger stadig fører til katastrofer for et medlem af menigheden, en nabo eller en undersøger; hvis der kommer nyheder hjemmefra om økonomisk trængsel eller dødelige sygdomme, som I intet kan gøre ved; eller hvis I bare dag efter dag føler jer som farveløse og forslidte biroller i et evangelisk drama, der er lavet for andres lykke; så husk blot dette: Meget tilsvarende var Joseph Smiths lod i livet på selve det tidspunkt, hvor han blev ført til stedet for den mest ophøjede begivenhed på jorden siden begivenhederne på Golgata og ved graven i haven næsten 2.000 år tidligere.
»Men,« siger I måske, »mit liv og min mission vil aldrig blive den samme som profeten Joseph Smiths.«
Det er sikkert sandt. Men det er også sandt, at jeres liv tæller for Gud, og at jeres evige potentiale og det potentiale hos enhver sjæl, I møder, ikke er mindre mægtigt eller betydningsfuldt end Joseph Smiths. Derfor må I, ligesom vores elskede Joseph, aldrig give op, give efter eller overgive jer, når livet i al almindelighed eller især missionering bliver smerteligt, forvirrende eller kedeligt. Indse snarere, som Paulus lærer os, at »alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet« (Rom 8:28; fremhævelse tilføjet).
Gud former og leder jer hver eneste dag frem mod mål, der er mere herlige, end I kan forestille jer, akkurat som han gjorde med den unge Joseph Smith.
Efter tre år med fejlslagen høst i Vermont tog Joseph Smith senior det afgørende skridt at flytte sin familien 500 km mod sydvest til byen Palmyra i staten New York.
Da Joseph ankom til Palmyra, havde Herren ført sin forudordinerede profet til det fysiske gemmested – en nærtliggende høj – for en uvurderlig skat.
Foto af Cumorahøjen, med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Detalje fra Hvis far holder mig, af Liz Lemon Swindle; foto: Alan Day, med tilladelse fra Kirkens historiske museum
Lige syd for Palmyra ligger der en lille lund, der skulle blive hjemsted for en af de største åbenbaringer i menneskehedens historie.
Vermont
New York
Tunbridge
Randolph
Norwich
Palmyra
Utica