Kolibri-redningen

William Hoggan

Forfatteren bor i Californien i USA.

Vi lærte, hvordan man hjælper de åndeligt svage, da vi skulle redde en kolibri.

På en lejr for Unge Piger i bjergene i Californien sad pigerne og lederne og ventede på at få aftensmad i en vinkelformet bjælkehytte. Mens vi ventede, bemærkede nogle af pigerne noget under bordet. En kolibri, der var fløjet ind i hytten og ikke kunne finde ud igen, faldt til sidst til jorden. De bad mig om hjælp.

Fuglen lignede noget, der var døden nær. Dens næb var viklet ind i spindelvæv, og dens fjer sad vind og skævt. Jeg lagde den forsigtigt i en kop og bar den udenfor. Jeg håbede på, at den ville komme sig, men realistisk set var det forventeligt, at den gik al naturens gang. Jeg tippede dog koppen forsigtigt for at lægge kolibrien på jorden, og da den gled ud, prøvede den at gribe fast i kanten af koppen med sine små bitte kløer. Da jeg holdt koppen opad, satte fuglen sig på kanten med øjnene lukket. Hvad nu?

En af lederne så fuglen og lavede noget sukkervand, som hun kom med til mig. Til at begynde med børstede jeg forsigtigt spindelvævene af det nålespidse næb. Fuglen for ikke sammen. Så dyppede jeg en finger i sukkervandet og lod en dråbe dryppe ned på dens næb. Dråben forsvandt, selvom fuglen ikke bevægede sig. Var væsken bare sivet ind i næbbet? Jeg dyppede min finger igen og holdt den mod fuglens næb. Denne gang var der en lille tunge, tyndere end et hårstrå, der slikkede min fingerspids.

I 10 eller 15 minutter drak kolibrien den ene dråbe efter den anden. Flere af de andre ledere havde samlet sig rundt om mig, og jeg tilbød, at de kunne prøve at made den.

Pludselig åbnede fuglen sine øjne, og dens pjuskede fjer faldt straks på plads. Da den havde drukket et par dråber mere, satte den gang i sine vinger, varmede dem op i et sekund og fløj så lige op i luften. Den tøvede et øjeblik over os, og så strøg den af sted.

Vi stod målløse der. Og lige så pludseligt, som fuglen var fløjet, kom den åndelige lektie:

Når vi rækker ud mod mindre aktive, synes vores indsats ofte ikke at gøre en forskel. Men den kærlighed, vi viser, slipper ind igennem sprækkerne – som nektar i kolibriens bevægelsesløse næb – og udgør en åndelig næring, som en dag kan give resultater.
Nogle gange kan vi ikke komme videre ved egen hjælp, vi har brug for en venlig og omsorgsfuld håndsrækning.
Sommetider bliver folk viklet ind i spindelvæv af synd eller afhængighed, og de har brug for en ven eller præstedømmeleder og Frelserens hjælp til at komme fri.
Vi har brug for regelmæssig åndelig næring for at kunne holde ud, ellers løber vi tør for åndelig styrke og bliver let ofre for dårlige kræfter.
Kolibrien holdt fast. Helt bogstaveligt. Det gjorde hele forskellen. Nogle gange må vi ganske enkelt bare holde ud i tro, mens vi gennemlever livets smertelige og til tider forfærdelige udfordringer.

I Det Nye Testamente står der, at end ikke en spurv falder til jorden uden Mesterens vidende (se Matt 10:29-31). Nu ved jeg, at han også er opmærksom på, om en kolibri falder til jorden. Og han er opmærksom på jer.