Frelserens lære om at være discipel
I Lukas’ beretning om Jesu Kristi sidste rejse til Jerusalem ser vi, at Frelseren giver os en klar anvisning for at følge ham.
Maleri: Justin Kunz
Blot fire måneder inden Frelserens død, »da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse« (Luk 9:51).1 I de foregående uger havde Jesus Kristus omhyggeligt forberedt sine disciple på de vanskeligheder og storslåede åndelige begivenheder, der stod lige for.
Straks efter, at Peter havde vidnet om, at Jesus var Kristus ved Cæsarea Filippi, fortalte Frelseren for eksempel for første gang sine disciple om sin forestående død og opstandelse i klare, umiskendelige termer (se Matt 16:13-21; Mark 8:27-31; Luk 9:18-22).2 Jesus tog også Peter, Jakob og Johannes »med sig og førte dem op på et højt bjerg«, hvor »han blev forvandlet for øjnene af dem« (Matt 17:1-2). Der overdrog Frelseren, Moses og profeten Elias præstedømmets nøgler til Peter, Jakob og Johannes. Moses og profeten Elias styrkede og støttede Jesus, idet de »talte om den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem« (Luk 9:31).3 Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum omtalte denne begivenhed på bjerget som »begyndelsen på enden« af Jesu Kristi jordiske tjenestegerning.4
Disse begivenheder viser, at da Jesus Kristus vendte »sig mod Jerusalem«, var han helt klar over, at han påbegyndte den rejse, der ville kulminere med hans død. I Lukasevangeliet, som rummer flest detaljer om denne rejse, står der, at Frelseren »på sin vej mod Jerusalem vandrede … gennem byer og landsbyer og underviste« (Luk 13:22). En gruppe af disciple bestående af både mænd og kvinder fulgte ham (se Luk 11:27).5 Mens de vandrede sammen, underviste han dem om, hvad det vil sige at være discipel. Når vi studerer Frelserens lærdomme i sammenhæng med denne rejse, giver det anledning til en større påskønnelse af, hvordan han gentog sine instruktioner til disciplene ikke mindst gennem sit eget eksempel.
Tre typer respons på Jesu Kristi opfordring »kom og følg mig«
Kort tid inden Frelseren påbegyndte sin rejse mod Jerusalem, sagde han: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig« (Luk 9:23). Senere på Jesu og hans disciples rejse mod Jerusalem »var der en, der sagde til ham: ›Jeg vil følge dig, hvor du end går hen‹ (Luk 9:57). Jesus sagde til ham: ›… Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved‹« (Luk 9:58), hvilket måske, som ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum engang observerede, indikerer, at »livet var alt andet end bekvemt for ham, og sådan vil det ofte være« for dem, der vælger at følge ham.6
Dernæst sagde Jesus »til en anden: ›Følg mig!‹ Men han svarede: ›Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far‹ [Luk 9:59]. Men Jesus sagde til ham: ›Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige‹« (Luk 9:60).7 Frelserens ord betyder ikke, at det er forkert at sørge over, at man mister en nær og kær (se L&P 42:45). Det er snarere en understregning af, at en discipels primære prioritet er hengivenheden mod Herren.
Og en tredje person sagde: »Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme« (Luk 9:61). Jesus svarede billedligt og sammenlignende med, at den, der har lagt sin hånd på ploven, skal se fremad og ikke se sig tilbage (se Luk 9:62). Lektien for denne mand var ganske enkelt at følge Frelserens eksempel, som havde vendt »sig mod Jerusalem som målet for sin rejse« (Luk 9:51), og han så sig ikke tilbage.
Vejen gennem Samaria
Da Jesu og disciplenes vej til Jerusalem gik igennem Samaria, ville nogle af samaritanerne ikke »tage imod ham« (Luk 9:53) – sandsynligvis fordi de antog Jesus og disciplene for at være jøder.8 Derfor spurgte Jakob og Johannes, om de skulle kalde ild ned fra himlen, der kunne fortære dem (se Luk 9:52-54). I denne tilspidsede situation udviste Frelseren tålmodighed og overbærenhed, da han opfordrede sine disciple til at gøre det samme (se Luk 9:55-56).
Kort tid efter denne episode fortalte Frelseren lignelsen om den barmhjertige samaritaner (se Luk 10:25-37). Udover at tjene som svar på en uoprigtig lovkyndigs spørgsmål kan denne lignelse også have tjent som påmindelse til Frelserens disciple om, at der ikke findes nogen undtagelse til buddet om at »elske … din næste som dig selv« (Luk 10:27; se også vers 25-29).
Ligesom den barmhjertige samaritaner hjalp Jesus enhver såret sjæl, han mødte.
Detalje fra Den barmhjertige samaritaner, af Philip Richard Morris © Blackburn Museum and Art Gallery, Lancashire, UK/The Bridgeman Art Library International
Desuden kan Frelserens disciple også have set lighederne mellem den barmhjertige samaritaners og Jesu handlinger. Den barmhjertige samaritaners omsorg for en jøde afspejlede den barmhjertighed, som Jesus lige havde udvist mod de fjendtligtsindede samaritanere. I de følgende uger blev Frelserens disciple også vidner til Frelserens møde med mange plagede sjæle på vejen mod Jerusalem (se Luk 13:10-17; 14:1-6; 17:11-19; 19:1-10). Ligesom den barmhjertige samaritaner, der stoppede op på den farlige, tyverihærgede vej og satte en andens velfærd før sin egen, hjalp Jesus enhver plaget sjæl, han mødte, og tænkte ikke på sig selv, selv da han gik sin egen død i møde.
Frelseren underviser Maria og Martha
På sin rejse mod Jerusalem gjorde Jesus holdt ved Marthas hjem (se Luk 10:38). Mens Martha »var travlt optaget af at sørge for ham« (Luk 10:40), satte hendes søster, Maria, »sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord« (vers 39). Gæstfrihed var meget velanset i det jødiske samfund, og det lader til, at Martha flittigt bestræbte sig på at opfylde de kulturelle normer omkring rollen som værtinde.9
Selvom Martha udviste meget stor hengivenhed mod og tro på Frelseren i andre sammenhænge (se Joh 11:19-29), så beklagede hun sig her: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig« (Luk 10:40). For at hjælpe Kirkens medlemmer til at lære det væsentlige af denne episode citerede ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum engang professor Catherine Corman Parry fra Brigham Young University for følgende:
»Herren gik ikke ud i køkkenet og bad Martha om at lade være med at lave mad og komme ind og lytte. Han var tilsyneladende tilfreds med, at hun tog sig af ham på den måde, som hun ville, indtil hun fordømte måden, hvorpå en anden tjente … Det var Marthas selvhøjtidelighed … der fik Herren til at irettesætte hende, ikke det, at hun havde travlt med at lave mad.«10
Vi må ligesom Maria og Martha lære at give afkald på alt vores eget og tjene og søge Herrens vilje.
Detalje fra Kristus på besøg hos Martha og Maria, af Jan (Johannes) Vermeer © Scottish National Gallery, Edinburgh/Bridgeman Images
Den fejl, Martha primært begik ved denne lejlighed, var at have fokus på sig selv – selv mens hun tjente andre. Frelseren hjalp Martha til at forstå, at det ikke er nok blot at tjene Herren og vore medmennesker. Vi må lære at sætte os selv til side i den proces, det er at tjene, og prøve at lade Herrens vilje lede vore ønsker, motiver og handlinger (se Luk 9:24; L&P 137:9). Disciple må overvinde tendensen til først at tænke på sig selv og lære at tjene vor himmelske Fader og hans børn med øjet alene henvendt på hans ære (se L&P 88:67). Efter sin brors død viste Martha senere sin rene tro, da hun tilsidesatte alle timelige forhold og straks gik Frelseren i møde, da hun hørte, at han kom (se Joh 11:19-20).
Frelseren uddyber kravene til disciplene
Senere på Frelserens rejse mod Jerusalem var der en mand i skaren, der sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig« (Luk 12:13). Jesus svarede ved at tage fat om roden til mandens problem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod« (Luk 12:15). Så fortalte han dem lignelsen om den rige bonde (se Luk 12:16-21).
En af grundene til, at Gud karakteriserede den rige mand som tåbe i lignelsen, kan skyldes mandens selviskhed. I Lukas 12:17-19 bruger den rige bonde ordene jeg eller mig og min, mine eller mit tolv gange, hvilket afslører hans selvoptagethed.11 Manden var ikke alene opslugt af selviskhed, han anerkendte heller ikke ophavet til al sin velstand. Han anerkendte på ingen måde, som Frelseren gjorde, at det var »mark[en, der] havde givet godt« (Luk 12:16), ej heller takkede han Gud for at have skabt den jord, der frembragte hans afgrøder. I sidste ende blev bonden ikke dømt for den gode skik med at samle sig et timeligt forråd, men for ikke at have forberedt sig åndeligt. For ved ikke at være »rig hos Gud« (Luk 12:21) mistede bonden i sidste ende ikke blot sit jordiske gods, han gik også glip af en »uudtømmelig skat i himlene« (Luk 12:33). Hans valg i livet efterlod ham evigt forarmet.
I direkte modsætning til den rige bonde, der samlede til hobe inden sin uventede død, så vandrede Jesus fuldt bevidst mod sin død og gav helt bevidst Gud alt, han havde og var – også sit liv og i allerhøjeste grad sin vilje (se Luk 22:42; Mosi 15:7). Han erklærede: »Men en dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt« (Luk 12:50). Eftersom Jesus allerede var blevet døbt i og af vand, omtalte han her sit sonoffer. Snart skulle han stige ned under alt, og hans legeme skælve i blod og sved, da han led for vore synder og bar alle vore smerter og lidelser.12
Da farisæerne senere advarede Jesus om, at Herodes Antipas ville slå ham ihjel, svarede Frelseren ganske enkelt, at han ville fortsætte med at undervise, velsigne og helbrede andre (se Luk 13:31-33). Han ville bruge de sidste dage af sit jordiske liv – som han altid havde brugt dem – på at tjene andre.
I takt med at de kom tættere på Jerusalem, rådede Jesus sine disciple til at beregne prisen for at være discipel – at lægge omtanke i beslutningen om at følge ham (se Luk 14:25-28). Han forsøgte ikke at skjule de vanskeligheder, der ventede dem, hvis de fortsatte som hans disciple. Han sagde derimod: »Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget« (Luk 14:33). Men Frelseren lovede også, at når vi giver afkald på os selv på disciplens sti, vil vi få meget igen (se Luk 9:24). De velsignelser, han har lovet sine disciple omfatter »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden« (L&P 59:23).
Selvom vi ikke har mulighed for at vandre med Jesus Kristus til Jerusalem, kan vi vise vores villighed ved at foretage rejsen i vores liv. At vi mindes Frelserens villighed til at ofre og tjene i overensstemmelse med vor himmelske Faders vilje, kan give os styrke til at »gå … hen og gør[e] ligeså!« (Luk 10:37)