Jeg begyndte at bede for Ruth

June Foss fra Utah i USA

Til venstre: Illustration: Katie Payne; til højre: Illustration: Allen Garns

Jeg havde som enlig kvinde oplevet nogle uventede økonomiske forpligtelser og vidste, at jeg måtte finde et ekstra job. Kort efter henvendte Marty, en søster i min menighed, sig til mig og bad om hjælp. Hun og hendes mand skulle på mission, så hun måtte sige sit job op. Hun forklarede, at hun hver lørdag hjalp Ruth, en ældre kvinde, som boede på et plejecenter. Marty tilbød mig sit job og fortalte, at Ruth ville betale mig for mit arbejde.

Den næste mandag forklarede Marty og Ruth mig mine opgaver, og jeg begyndte at arbejde nogle dage efter. Jeg begyndte med at samle Ruths vasketøj og bære det ovenpå til vaskerummet. Lidt efter kom Ruth farende ind og råbte ad mig. Hun fortalte mig, at jeg aldrig måtte vaske hendes tøj uden at spørge hende først.

Jeg gjorde kun det, som hun og Marty havde bedt mig om at gøre. Frustreret og såret kæmpede jeg for at holde tårerne tilbage. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke havde brug for mere stress eller flere problemer i mit liv. Jeg ville være gået i det øjeblik, hvis jeg ikke havde lovet Marty, at jeg ville passe Ruth, mens hun var væk.

Uge efter uge råbte Ruth vredt ad mig over alt, hvad jeg gjorde. Det virkede, som om jeg aldrig kunne gøre hende tilpas, uanset hvor hårdt jeg prøvede.

Jeg begyndte at bede om styrke til at holde Ruth og hendes barske ord ud, men intet ændrede sig. Jeg blev ved med at være modvillig mod at hjælpe hende.

Så en dag ændrede jeg mine bønner. Jeg holdt op med at bede for mig selv og begyndte at bede for Ruth. Jeg bad vor himmelske Fader om at hjælpe mig til at forstå hendes behov, og hvordan jeg kunne hjælpe hende.

Fra den dag af ændrede alt sig. Mit hjerte blev blødgjort, og min kærlighed til Ruth voksede. Ruth forandrede sig også. Hun åbnede sig og fortalte om sit liv, sine glæder og sine sorger. Hun fortalte mig, at hun savnede sin familie. Hun fortalte mig om de vidunderlige ting, hun havde gjort tidligere, men ikke længere kunne gøre. Hun fortalte mig, at hun var ensom og trist.

Jeg begyndte at se frem til at se Ruth hver uge, og hun så frem til at se mig.

Min oplevelse med Ruth lærte mig en værdifuld lektie. Mens jeg virkelig tjente af hele mit hjerte, lærte jeg at forstå det, præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) sagde: »I det mirakel, det er at tjene, er der i dets midte Jesu løfte om, at ved at miste os selv finder vi os selv!« (se »Små tjenesteydelser«, Den danske Stjerne, dec. 1976, s. 1).