Aldrig alene i Sierra Leone
Trods sygdom, isolation og vedvarende følger af krig ved sidste dages hellige i dette afrikanske land, at vor himmelske Fader erindrer dem.
Foto venligst udlånt af Norman C. Hill OG MARIATU BROWNE, HVOR ANDET IKKE ER OPLYST; FLAG: RONNIECHUA/ISTOCK/THINKSTOCK; GULT BANNER: WELDEN C. ANDERSEN
Hvordan ville Kirken klare sig, hvis jeres land, som stadig var ved at komme sig efter en borgerkrig, blev ramt at en dødbringende virus og derpå blev isoleret fra alle andre lande på grund af den sygdom? Hvad ville I gøre, hvis missionærerne, bortset fra lokale missionærer, blev trukket ud, ikke blot én gang, men gentagne gange.
Hvis I bor i Sierra Leone i Vestafrika, ville I stole på Herren og se Kirken blomstre alligevel. I ville se lokale ledere højne deres kaldelser. I ville se medlemmer styrke hinanden, missioneringen fortsætte og troen overvinde frygt.
Stabil vækst
Trods borgerkrigen fra 1991 til 2002 har Sierra Leone set stabil vækst i antallet af medlemmer af Kirken. Fuldtidsmissionærer ankom første gang til dette land syd for Sahara i maj 1988. To år efter blev et distrikt dannet. På forskellige tidspunkter i 1990’erne blev missionærerne trukket ud på grund af krigen, men lokale medlemmer holdt Kirken gående, og den voksede. I 2007 blev Freetown-missionen i Sierra Leone, som omfattede Liberia, dannet. I december 2012 dannede ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum en stav i Sierra Leones hovedstad Freetown. Det var stav nr. 3.000 i Kirken.
Kamp mod ebola
Så kom ebola. Udbruddet af hæmoragisk feber forårsaget af den virus begyndte i Guinea i marts 2014. Den kom til Sierra Leone i maj og spredte sig hurtigt. Fuldtidsmissionærer blev sendt andre steder hen, og missionspræsidenten i Ghana blev bedt om også at tjene som missionspræsident i Sierra Leone – mens han forblev i Accra.
»Da missionærerne var rejst, var vi bekymret over at være overladt til selv at klare os,« sagde distriktspræsidenten i Kenema Jonathan Cobinah. »Men samme uge fik vi et brev fra det vestafrikanske områdepræsidentskab, der forsikrede os om, at det ikke ville ske.« Fra da af modtog de 13.000 medlemmer i Sierra Leone støtte fra området, og mens internationale organisationer forberedte sig til at yde nødhjælp, arbejdede Kirkens velfærdstjeneste og nødhjælp på at finde partnere blandt forskellige internationale organisationer for at imødekomme samfundets behov (se øverst på side 38).
»I løbet af nogle få dage havde vi en videokonference med den missionspræsident, der havde fået tildelt vores område,« sagde præsident Cobinah. »Han fortalte os, at Kirkens møder og aktiviteter skulle afholdes med omtanke for at undgå smitte med sygdommen, men ellers kunne vi fortsætte, som vi havde gjort hidtil.«
For at forhindre yderligere spredning af sygdommen udstedte Sierra Leones præsident et nationalt udgangsforbud, som skulle begynde nogle få dage efter. Under udgangsforbuddet skulle alle borgere forblive indendørs. De fleste mennesker måtte klare sig med den mad, de havde i deres hjem.
I sidste øjeblik
Heldigvis var Det Vestafrikanske Område, blot få uger før udgangsforbuddet blev bekendtgjort, begyndt i samarbejde med Kirkens hovedsæde at godkende levering af rengøringsmidler til alle 7.800 sidste dages hellige familier i Sierra Leone foruden en 50 kg sæk ris og flere liter madlavningsolie til flere end 2.500 SDH-familier efter behov. Uden kendskab til det kommende udgangsforbud hastede lokale kirkeledere med at levere disse forsyninger.
»Det er svært at forklare det presserende behov, som vi følte dengang,« mindes Sahr Doe, der var særlig assistent til missionspræsidenten. »Den weekend, hvor fordelingen af forsyningerne blev godkendt, fandt vi ud af, at et bestemt område måske ville komme i karantæne. Det ville gøre det meget svært at levere forsyninger, så vi arbejdede døgnet rundt på at læsse lastbiler og få dem af sted til grene overalt i landet. I en by ankom forsyningerne kun timer, før adgangsrestriktionerne trådte i kraft. Over hele landet fik vi leveret forsyningerne lige før udgangsforbuddet. Det var en velsignelse for os alle og et nutidigt mirakel.«
Udbruddet af ebola medførte voldsom arbejdsløshed. »Jeg havde næsten mistet håbet,« sagde søster Sai Kamaia fra Allentown Gren, der er mor til tre og lever af at handle med varer på markedet. »Alle mine penge var blevet brugt i september, allerede før udgangsforbuddet. Folk var bange for at handle. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.« Ligesom andre græd hun glædestårer, da hun modtog forsyninger fra Kirken.
»Som enke og familieoverhoved føltes det så godt, at Kirken kunne hjælpe os,« sagde søster Mary Margay fra Kissy 2. Gren. »Vi spekulerede på, hvor vi kunne bo under udgangsforbuddet. Vi følte os helt overvældet over, at vi kunne forblive hjemme og havde mad at spise.«
Som kirkemedlemmer overalt stræber de hellige i Sierra Leone efter at være selvhjulpne. Men i denne uventede periode med behov ankom forsyningerne i sidste øjeblik for mange, som ikke havde andre muligheder. »Denne hjælp i rette tid lod de hellige her vide, at de aldrig vil stå alene,« sagde Mariatu Browne, den nationale informationschef. Under karantænen delte de sidste dages hellige også deres forsyninger med naboer og velsignede mange, som ellers ville have meget lidt eller ingenting.
I Herrens hånd
Desværre var det eneste problem ikke at undgå sult. Nogle sidste dages hellige fik sygdommen. Simon Kamara fra Teko Road Gren, som kun havde været medlem af Kirken i et år, så sin hustru og søn dø af ebola. Så blev han også smittet.
»Mit liv er i Herrens hånd,« sagde han, mens han var indlagt på et behandlingscenter. »Som enhver far ønsker jeg det bedste for mine børn. Men nu, hvor jeg har fundet evangeliet og forstår frelsesplanen, har jeg håb for mig selv og min familie, uanset hvad der sker.« Trods gode tegn på helbredelse i begyndelsen døde bror Kamara. Hans overlevende børn savner deres forældre meget, selv om der bliver sørget godt for dem af medlemmer og venner, og de klarer sig godt nu.
Et personligt mirakel
Søster Haju Julloh fra Waterloo Gren er sygeplejerske. Hun passede de syge og var dagligt udsat for smittefare. Da antallet af patienter steg, blev beskyttelsesdragterne på hospitalet, hvor hun arbejdede, nogle gange ikke vasket og renset tilstrækkeligt grundigt. Kort tid efter hun tilsluttede sig Kirken i august 2014, blev søster Julloh testet positiv for ebola og sat i karantæne i sit hjem.
»Jeg kunne ikke gå i kirke, så grenens medlemmer ringede og opmuntrede mig,« fortæller hun. »Jeg var begrænset til at være i mit værelse, så jeg besluttede at koncentrere mig om at studere Mormons Bog. Jeg læste om de mange åndelige oplevelser, herunder mirakler, der skete for almindelige mennesker som mig. Jeg ønskede et mirakel, men vidste ikke, om jeg burde spørge. Jeg blev ved med at læse og tale med venner i telefonen om det, jeg læste. Efter nogle uger hjemme blev jeg igen testet for virussen, og testresultatet var negativt. Jeg skulle forblive i karantæne endnu en uge og blev så igen testet. Igen var resultaterne negative. Jeg fik så lov til at forlade mit hjem og gå i kirke og igen at gå på arbejde. Det var et mirakel for mig.«
Fremskynd værket
Skulle missioneringen fortsætte i disse vanskelige tider? De hellige i Sierra Leone har en tradition. De fortsætter med at fortælle om evangeliet uanset hvad.
»I stedet for at klage over vores lod eller forblive stillestående bliver vi opfordret til, at de hellige står sammen ved at kalde lokalmissionærer til at erstatte fuldtidsmissionærerne,« forklarer præsident Bai Seasy fra Kossoh Town-distriktet. »Vi havde ikke tid til at have ondt af os selv; vi skulle arbejde med frelsen. Vi satte de hjemvendte missionærer og vordende missionærer sammen parvis og organiserede dem i zoner.«
»Hver missionsleder fik et telefonkort til brug til missioneringen. De var ansvarlige for brugen af det, men det hjalp lokalmissionærerne til at holde kontakt med både nye undersøgere og nyomvendte, og den kontakt har gjort en stor forskel,« sagde Brian Robbin-Taylor, en anden særlig assistent til missionspræsidenten.
»Vi havde ›telefonlektioner‹ med undersøgere og nyomvendte,« fortsatte han. »Dette supplerede de ugentlige lektioner med missionærerne i kirkebygningen. Vi har tilpasset os til medlemmers og undersøgeres behov, som vi måske ellers ikke ville have kontakt med på grund af enten karantænerestriktioner eller frygt for at blive syge.«
I dag er antallet af nydøbte i Sierra Leone kun lidt mindre end dengang, hvor fuldtidsmissionærer var der, mange mindre aktive medlemmer er blevet aktive, og Kirkens vækst er stabil.
Stor årsag til håb
Under udbruddet oversteg arbejdsløsheden 60 procent. Afgrøderne kunne ikke leveres til markedet på grund af karantænerestriktioner. Mange mistede deres kære. Der er utvivlsomt mange flere udfordringer forude i Sierra Leone.
Men de hellige er trods sådanne udfordringer trofaste, og Kirken trives. Mariatu Browne har sagt: »Vi ved, at vor himmelske Fader har os i tankerne. Og når Herren er med os, Kirken støtter os, og vi arbejder side om side, så er der stor årsag til håb. Som hellige i Sierra Leone er vi aldrig alene.«