Blive eller adlyde?
Forfatteren bor i Filippinerne.
Da jeg fortalte mine forældre, at jeg gerne ville på mission, var deres svar uventet. De bad mig vælge mellem min familie eller en mission.
Illustration: Scott Jarrard
Jeg kan stadig huske ordene fra missionærerne, som underviste mig: »Hvad end Gud befaler, så gør det, og velsignelser følger.« De ord gjorde dybt indtryk på mig. Jeg blev døbt som 16-årig, det eneste medlem af Kirken i min familie. Otte måneder senere var jeg så velsignet at se den yngste af mine søskende blive døbt.
Da jeg blev 18 år, ønskede jeg at tjene på en fuldtidsmission og hjælpe til i Herrens værk. Jeg fortalte ivrigt mine forældre om min plan, og hvordan jeg ønskede at invitere andre til at komme til Kristus ved at hjælpe dem med at modtage og efterleve evangeliets principper og ordinancer. Deres reaktion overraskede mig. De sagde, at det knuste deres hjerte at tænke på, at jeg tog på mission, og at jeg måtte vælge: Min familie eller en mission.
Jeg var chokeret, da jeg hørte disse ord. Jeg gik straks hen til kirkebygningen i nærheden af mit hjem og gik ind i et af lokalerne for at knæle ned og spørge vor himmelske Fader: »Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg vælge: Min familie eller en mission? De er begge vigtige for mig.«
Mens jeg lå på mine knæ, kom missionærernes ord til mig: »Hvad end Gud befaler, så gør det.«
Jeg elsker min familie og ønsker at være sammen med dem for evigt. Jeg respekterer deres følelser. Men skriften siger: »At adlyde er bedre end offer« (1 Sam 15:22). Herrens Ånd fyldte mig, og jeg blev styrket. Jeg besluttede mig for at tage på mission, for jeg vidste, at vor himmelske Fader ville hjælpe min familie til at forstå det.
Jeg tog hjem, hvor jeg blev sendt væk af min fars vrede ord og bedt om aldrig at komme tilbage. Jeg pakkede mine ting og vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen. Jeg var ikke spor bange, for jeg vidste, at Herren var med mig, at han har en plan for alle familier, og at min familie en dag ville forstå denne smukke plan.
Jeg var kun nået et par skridt væk, da min mor indhentede mig. Hun gav mig et knus og sagde, hvor højt hun elskede mig. Da jeg gik, kunne jeg se hende græde med en mors hele kærlighed og smerte over at se sit barn rejse.
I over et år boede jeg hos en hjemvendt missionær, som jeg havde mødt, da jeg var undersøger. Herren holdt sit løfte i 1 Nefi 3:7 – han beredte en vej, så jeg kunne adlyde hans befalinger. Han sendte denne uselviske og gavmilde mand til at sørge for mig og skabe et åndeligt miljø, hvor jeg kunne forberede mig til min mission. Jeg kunne mærke Guds hånd støtte mig i mine udfordringer. Jeg kunne mærke vor Frelser Jesu Kristi kærlighed gennem hans sonoffer. Den kærlighed fik mig gennem mine trængsler, indtil jeg blev indsat som fuldtidsmissionær i Cauayan-missionen i Filippinerne.
Nogle få måneder senere modtog jeg et brev fra min familie, hvor de fortalte mig, at de så frem til min hjemkomst. Jeg mistede aldrig troen på og håbet om, at hele min familie blev medlemmer af Kirken, blev beseglet i templet for al evighed og til en dag at være sammen med vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus.
Efter min hjemkomst fra min mission begyndte jeg at se den drøm gå i opfyldelse. Jeg fik mulighed for at døbe min mor, der nu forbereder sig til at komme i templet. Jeg ser ofte min familie, og vi er tættere end nogensinde.