Sådan omvender man sig virkeligt
Fra en tale holdt ved oktoberkonferencen i 2011.
Omvendelse er et omfattende emne, og jeg vil gerne nævne bare fem aspekter ved dette grundlæggende evangeliske princip, som jeg håber kan være nyttige.
For det første er opfordringen til omvendelse et udtryk for kærlighed. Frelseren begyndte »at prædike: ›Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!‹« (Matt 4:17), det var et kærlighedsbudskab, hvor han inviterede alle, der ville, til at komme til ham »og nyde det evige livs ord i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden« (Moses 6:59). Hvis vi ikke opfordrer andre til at ændre sig, eller hvis vi ikke kræver omvendelse af os selv, svigter vi en fundamental pligt, som vi skylder hinanden og os selv.
For det andet betyder omvendelse at kæmpe for at ændre sig. Det ville være at håne Frelserens lidelser på vegne af os i Getsemane have og på korset at forvente, at han skulle forvandle os til engle uden nogen virkelig indsats fra vores side. Derimod søger vi hans nåde for at fuldende og belønne vores allerflittigste indsats (se 2 Ne 25:23). Virkelig omvendelse, en virkelig forandring kan kræve gentagne forsøg, men der er noget forædlende og helligt ved en sådan stræben.
For det tredje betyder omvendelse ikke kun at ophøre med synd, men også at forpligte sig til lydighed. Bible Dictionary fastslår: »Omvendelse får betydningen at vende sit hjerte og sin vilje til Gud, [såvel som] en forsagelse af synd, som vi har en naturlig tilbøjelighed til« (»Repentance«). For at vores omvendelse til Herren skal være fuldstændig, må den indeholde intet mindre end en pagt om lydighed over for ham.
For det fjerde kræver omvendelse en oprigtig hensigt og en villighed til at holde ud, selv gennem smerte. Forsøg på at lave en liste over bestemte trin for omvendelse kan være nyttig for nogle, men den kan også føre til en mekanisk afkrydsningsmetode uden ægte følelser eller forandring. Sand omvendelse er ikke overfladisk. Herren fremsætter to overordnede krav: »Heraf kan I vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem« (L&P 58:43).
For det femte opsluges en hvilken som helst omkostning ved omvendelse af tilgivelsens glæde.
Jeg anerkender og vidner taknemligt om, at vor Herres ufattelige lidelse, død og opstandelse »tilvejebringer betingelsen for omvendelse« (Hel 14:18). Omvendelsens guddommelige gave er nøglen til glæde nu og i livet herefter. Med Frelserens ord og i dyb ydmyghed og kærlighed opfordrer jeg alle: ›Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« (Matt 4:17). Jeg ved, at når I tager imod denne opfordring, vil I finde glæde både nu og for evigt.