Ældste Ronald A. Rasband: Begavet leder, hengiven far
Ældste M. Russell Ballard
De Tolv Apostles Kvorum
Foto udlånt af familien Rasband, undtagen hvor andet er angivet
Ron Rasband var aldrig i tvivl om, at han ville på fuldtidsmission. Det eneste spørgsmål, den 19-årige havde, mens han åbnede sine missionspapirer, var, hvor han skulle tjene.
»Min far havde været på mission i Tyskland. Min storebror havde været på mission i Tyskland. Min kommende svoger tog på mission i Tyskland,« fortæller han. »Jeg troede, at jeg skulle til Tyskland.«
Men Herren havde andre planer. I stedet for blev Ron kaldet til den østamerikanske mission med hovedsæde i New York City i USA. Skuffet tog han sin kaldelse med ind på sit værelse og knælede ned ved sin seng, bad en bøn og slog tilfældigt op på et sted i skriften og begyndte at læse:
»Se, jeg har mange mennesker på dette sted, i egnene rundt omkring; og en dør til rige muligheder skal blive åbnet i egnene rundt omkring i dette østlige land.
Derfor har jeg, Herren, ladet jer komme til dette sted; for således anså jeg det for nødvendigt til frelse for sjæle« (L&P 100:3-4, fremhævelse tilføjet).
Helligånden bekræftede straks for Ron, at hans kald til Øststaterne ikke var en fejl.
»Jeg gik fra at være skuffet til at få den første af mange bekræftelser fra skriften om, at det var her, at Herren ønskede, at jeg skulle være,« har han fortalt. »Det var en afgørende åndelig oplevelse for mig.«
Hans mission til Øststaterne blev den første af adskillige kirkekaldelser, som førte ham til steder, han aldrig havde forestillet sig. Og i hver kaldelse – som lærer, biskop, højrådsmedlem, missionspræsident, medlem af De Halvfjerds, seniorpræsident for De Halvfjerds og som vor Herre Jesu Kristi apostel – har ældste Ronald A. Rasband accepteret Herrens vilje og sat sin lid til ham, når han har tjent hans børn.
Født af agtværdige forældre
I sin første tale som Jesu Kristi apostel gav ældste Rasband udtryk for sin dybe taknemlighed for sine forfædre. »Jeg er barn af evangelisk agtværdige forældre,« sagde han, »og de er børn af agtværdige forældre i seks generationer.«1
Moderen, Verda Anderson Rasband, var en kærlig leder, der indgød den unge Ron en kærlighed til skrifterne. Faderen, Rulon Hawkins Rasband, var en trofast præstedømmebærer, der med eksemplets magt viste værdien af flid.
Ronald A. (Anderson) Rasband, der var sine forældres eneste fælles barn, blev født den 6. februar 1951, i Salt Lake City i Utah i USA. Begge havde været gift før, og Ron voksede op med to ældre brødres og en ældre søsters omsorg.
»Han var et miks af vore forældre, så vi elskede ham allesammen,« siger søsteren Nancy Schindler. »Ron lod aldrig mor og far stå eller sidde ved siden af hinanden, han skulle lige være i midten.«
Ron var almindeligvis en god dreng, men han indrømmer, at han var noget drillesyg.
»Mine lærere i Primary var nødt til at tale med min mor, som var stavens primarypræsident, mere end én gang og klagede over, at jeg var noget uartig,« fortæller han. »Men de opgav aldrig. De viste mig stor kærlighed og inviterede mig altid tilbage i klassen.«2
Rons opvækst var centreret om Kirken – møder, fester og middage i menigheden og på dens forskellige sportshold. Men han havde ikke kun travlt i Cottonwood Første Menigheds bygning, han havde også forskellige småjobs, han gik til spejder og var sammen med sine venner. I hjemmet blev familiens tid brugt på skrifterne, spil og huslige pligter.
»Min far lærte mig, hvad arbejde er, gennem sit eksempel,« fortæller han. »Min mor lærte mig, hvad arbejde er, ved at sætte mig i sving.«
Rons far levede af at køre brød ud. Så han stod op kl. 4 hver morgen og var hjemme igen sent om aftenen. Hans mor gik hjemme for at tage sig af børnene og supplerede familiens indkomst ved at lave porcelænsdukker, som hun solgte.
Rons medfødte evne til at lede, uddelegere og få tingene gjort – som skulle blive en stor hjælp i hans professionelle og kirkelige ansvar – viste sig tidligt.
»Ron fik til opgave at slå græsplænen,« mindes hans søster. Men Ron havde ligesom Mark Twains figur Tom Sawyer en evne til at overtale sine venner til at hjælpe.
»Jeg så ud af vinduet, og uden for var hans bedste ven i færd med at slå plænen for ham,« siger Nancy. »Ugen efter var det en anden ven, der slog græsset. Han sad bare på verandaen og grinede og pjattede med dem, mens de gjorde hans arbejde.«
Rons forældre sad hårdt i det økonomisk, men familien havde evangeliet. »Vi havde aldrig en masse penge,« mindes Ron, »men det påvirkede aldrig min glæde.«
Betroede venner og ledere
Ron var velsignet med gode venner og betroede præstedømmeledere under sin opvækst, fx var James E. Faust (1920-2007) hans stavspræsident i 14 år, inden han blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum og Det Første Præsidentskab. Rons familie var nært knyttet til præsident Faust og hans familie. »Han omtalte mig altid som en af sine Cottonwood-drenge, for han havde været med til at opdrage mig,« fortæller han.
Ron havde ikke tid til at gå til sport, da han kom på high school, for han havde altid et job, men han sørgede for at have tid til sine venskaber, som har vist sig livslange.
»Jeg har altid beundret Ron, men han var ikke fuldkommen,« siger hans barndomsven Kraig McCleary. Han tilføjer smilende: »Jeg har sagt til ham, at hvis han kommer i himlen, så gør jeg også, for vi lavede de samme ting, da vi voksede op.«
Ron tog på mission i begyndelsen af 1970, men Kraig tænkte på at udskyde sin mission til jagtsæsonen var forbi hen på efteråret. Så var det, at Ron ringede til ham fra sin mission.
»Jeg aner ikke, hvordan han fik tilladelse til at ringe, men han irettesatte mig for ikke at være mere opsat på at komme af sted på mission,« fortæller bror McCleary. »Og selvfølgelig udskød jeg det ikke.«
Ron mindes sin mission som en »fantastisk« oplevelse. »Herren velsignede mig med mange mirakuløse, trosfremmende oplevelser«, siger han. »Min mission var helt afgørende for mit åndelige liv.«
Ron tilbragte en del af sin mission på Bermuda-øerne. Missionspræsidenten, Harold Nephi Wilkinson sendte kun »de mest retlinede missionærer« dertil, for han kunne kun besøge dem lejlighedsvist.
»Vi var helt på egen hånd, men præsidenten havde ingen grund til at bekymre sig om os,« mindes Ron. »Vi fik gjort det, vi skulle.«
»Drømmepigen« fra Delta Phi
Da Ron var færdig med sin mission i 1972, fandt han sig et job og begyndte at studere på University of Utah samme efterår, hvor han tilsluttede sig Delta Phi Kappa, et broderskab af hjemvendte missionærer. Ved broderskabets sociale aktiviteter kunne han ikke undgå at bemærke en køn ung kvinde ved navn Melanie Twitchell. Melanie var blevet valgt som »drømmepige« af Delta Phi, og skulle hjælpe til ved deres tjenesteprojekter.
Ligesom Ron kom Melanie fra en aktiv sidste dages hellig familie. Hendes far havde gjort karriere som officer i militæret, og hendes mor lod aldrig familiens hyppige flytninger være en undskyldning for ikke at komme i kirke.
Melanie blev imponeret af Rons venlighed, høflighed og viden om evangeliet. »Jeg sagde til mig selv: ›Han er sådan en imponerende mand, at det ikke gør noget, hvis jeg aldrig kommer til at gå ud med ham. Jeg vil bare være hans bedste ven.‹«
Efterhånden som deres forhold udviklede sig, bekræftede Ånden hendes indtryk af ham og hans hengivenhed for Herren. Snart sprang deres venskab ud i fuldt flor som det, Melanie betegner som en »eventyrlig romance«.
Ældste Rasband siger, at hun var et perfekt match. »Melanie var på enhver måde min ligemand med hensyn til hengivenhed for evangeliet og arven i den forbindelse. Vi blev bedste venner, og så bad jeg hende om at gifte sig med mig.«
De blev gift den 4. september 1973 i templet i Salt Lake City. Og siden da har hans »uselviske evige partner … formet mig som ler i pottemagerens hænder til en bedre Jesu Kristi discipel,« som han siger. »Hendes kærlighed og støtte og den støtte, som vores fem børn, deres ægtefæller og vores 24 børnebørn giver mig, holder mig oppe.«3
»Lad os komme af sted«
Da Ron tjente som ældsternes kvorumspræsident som ung gift studerende, mødte han Jon Huntsman sen., som var stavens tilsynsførende fra højrådet. Jon blev straks imponeret af den måde, som Ron kørte kvorummet på.
»Han besad nogle helt utrolige leder- og organiseringsevner,« fortæller ældste Huntsman, der tjente som områdehalvfjerdser fra 1996 til 2011. »Jeg tænkte, at det var noget udover det almindelige, at en ung mand, der stadig gik på college, kunne lede et kvorum på den måde.«
I adskillige måneder så Jon, hvordan Ron gjorde tanker og ideer til virkelighed, mens han passede sine præstedømmepligter. Da der blev en ledende marketingstilling ledig i Jons firma – som senere blev Huntsman Chemical Corporation – tilbød han Ron jobbet, fordi Ron besad de egenskaber, han søgte. Jobbet betød, at Ron skulle begynde den følgende uge i Ohio.
»Jeg sagde til Melanie, at jeg ikke havde tænkt mig at droppe skolen og flytte,« fortæller Ron. »Jeg har arbejdet hele mit liv for at få den universitetseksamen, og jeg er endelig tæt på at nå målet.«
Melanie mindede Ron om, at han gik i skole for at få et godt job.
»Hvad bekymrer du dig for?« spurgte hun. »Jeg ved, hvordan man pakker og flytter. Det har jeg gjort hele mit liv. Jeg vil lade dig ringe til din mor hver aften. Lad os komme af sted.«
Jons tillid til Ron viste sig at være berettiget. Under Jons vejledning avancerede Ron hurtigt i det voksende firma, hvor han blev administrerende direktør i 1986. Han rejste meget for firmaet – både i USA og i resten af verden. Selvom Ron havde travlt, forsøgte han at være hjemme i weekenden. Og han tog lejlighedsvist familiemedlemmer med på sine rejser.
»Når han var hjemme, fik han virkelig børnene til at føle, at de var noget særligt og elskede,« siger Melanie. Han deltog i deres aktiviteter, når han kunne. Jenessa MacPherson, en af parrets fire døtre, fortæller, at hendes fars pligter i Kirken om søndagen ofte gjorde, at han ikke kunne sidde sammen med familien i kirken.
»Vi sloges om at sidde ved siden af ham i kirken, for det var så sjældent, at vi kunne,« siger hun. »Jeg kan huske, at jeg tog ham i hånden og tænkte, ›hvis jeg kunne blive mere som ham, så var jeg på rette vej til at blive mere som Frelseren.‹ Han har altid været min helt.«
Parrets søn, Christian, har gode minder om »far og søn-øjeblikke«. Venner kom og gik, fordi familien flyttede så ofte, fortæller han, »men min far var altid min bedste ven« – selvom han var noget konkurrencelysten.
Uanset om Ron spillede basketball med Christian, brætspil med sine døtre eller fiskede med familie og venner, så elskede han at vinde.
»Under vores opvækst lod han aldrig nogen vinde,« fortæller Christian. »Vi måtte gøre os umage, men det gjorde os bedre. Og således fortsætter han også med sine kære børnebørn.«
I årenes løb har Rons familie ikke kunnet undgå at bemærke, hvordan hans kaldelser som leder i Kirken har øget hans evne til at vise kærlighed og omsorg, udtrykke følelser ved hjælp af Ånden og inspirere andre til at gøre sit bedste. Da Ron og Melanies barnebarn, Paxton, blev født, havde familien virkelig brug for Rons åndelige styrke og støtte.
Paxton blev født med en sjælden arvelig sygdom, og han havde mange helbredsmæssige udfordringer, som satte familien på prøve både fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt. Ældste Rasband har kaldt den tid, der fulgte efter Paxtons fødsel for afgørende på grund af de særlige lektier, der lå i den om evigheden.4
I de tre år, der blev den korte tid, som Paxton fik på jorden – og der var langt flere spørgsmål end svar – stod ældste Rasband som en åndelig støtte og viste sin familie vejen til at trække på kraften i Jesu Kristi forsoning.
Da hans nye kaldelse blev bekendtgjort var der mange blandt hans familie og venner, der ikke blev overrasket. »De af os, som kender ham bedst, havde hånden højt løftet, da han blev opretholdt som apostel,« siger Christian.
»Så vil jeg tjene«
I 1996 var Ron i en alder af 45 år midt i succesrig karriere, da kaldet kom til at tjene som missionspræsident for New York New York North-missionen. Som apostlene på Jesu tid »lod [han] straks garnene være« (Matt 4:20).
»Det tog kun et mikrosekund at tage imod det kald,« siger ældste Rasband. Han sagde til Herren: »Hvis du ønsker, at jeg tjener, så vil jeg tjene.«
Ron havde lært noget fra sin tid i erhvervslivet, som han tog med sig: »Mennesker er vigtigere end noget som helst andet.«5 Med den viden og sine finpudsede lederevner var han klar til at tjene på fuldtid i Herrens rige.
Ron og Melanie fandt det både udfordrende og livsbekræftende at missionere i New York City. Ron var hurtig til at uddelegere ansvar til missionærerne – idet han samtidigt inspirerede dem til trofasthed og underviste og opbyggede dem i den proces.
I år 2000 otte måneder efter, at Ron og Melanie havde afsluttet deres mission, blev Ron kaldet til De Halvfjerds, hvor hans forberedelse, erfaring og mange talenter har været en velsignelse for Kirken. Som medlem af De Halvfjerds tjente han som rådgiver i det centraleuropæiske områdepræsidentskab og var med til at føre tilsyn med 39 lande. Selvom han forlod universitetet for mere end 40 år siden, er han stadig ivrig efter at lære og tog gladeligt imod vejledning fra seniorbrødrene, da han førte tilsyn med Nordvestamerika, Nordvest og tre andre områder i Utah, tjente som leder i Tempelafdelingen og i De Halvfjerds’ Præsidium og arbejdede tæt sammen med De Tolv.
For nylig sagde ældste Rasband: »Det er en stor ære og et privilegium for mig at være den mindste blandt De Tolv og lære af dem på enhver måde og ved enhver lejlighed.«6
»Hvad de vidste, ved jeg«
Øverst til venstre: Foto: Wendy Keeler; til højre: Mormonprædikanter, første missionærer i Danmark, af Arnold Friberg (baseret på et originalmaleri af Christen Dalsgaard, 1856); Dan Jones vækker Wales, af Clark Kelley Price
To malerier pryder væggene på ældste Rasbands kontor. Det ene forestiller en mormonmissionær, der forkynder for en familie i Danmark i 1850’erne. Det andet forestiller den tidligere missionær, Dan Jones, som forkyndte på toppen af en brønd på De Britiske Øer. Billederne (til højre foroven) minder ældste Rasband om sine forfædre.
»Disse tidlige pionerer ofrede alt for Jesu Kristi evangelium og efterlod en arv, som deres efterkommere kunne følge,« har han sagt.7 Det, der drev ældste Rasbands forfædre frem trods modgang og forfølgelse, er det samme, der kvalificerer ham til hans nye kaldelse: En viden og et sikkert vidnesbyrd om Herren og hans værk.
»Jeg har så meget at lære i min nye kaldelse,« har han sagt. »Jeg er meget ydmyg omkring det. Men der er en del af min kaldelse, som jeg kan. Jeg kan bære vidnesbyrd ›om Kristi navn i hele verden‹ (L&P 107:23). Han lever!«8
Som oldebarn af pionerer tilføjer han: »Som de følte, føler jeg. Hvad de vidste, ved jeg«.9
Og det, de håbede på for deres efterkommere, er indlejret og udøvet i ældste Ronald A. Rasbands liv, belæringer og tjeneste, for han følger deres eksempel og ærer arven fra dem i sit virke som et af Herrens særlige vidner.