Unge voksne profiler
Man tæller sine gaver på Madagaskar
Trods de politiske omvæltninger og økonomiske udfordringer i fædrelandet sætter Solofo sin lid til de velsignelser, der kommer af at efterleve evangeliet.
Fotografi: Øverst af Solofo Ravelojaona; nederst © iStock/Thinkstock
Efter hans hustru på ulykkelig vis tabte deres første barn under graviditeten, følte Solofo Ravelojaona, at deres bønner blev besvaret, da hun et år senere blev gravid for anden gang. Han og hustruen, Hary Martine, anser det, at de fik deres datter, for en af deres største velsignelser. Solofo fortæller: »Fordi vi bad til Gud og han gav os hende, har vi givet hende et navn, der på malagassisk betyder ›Guds svar‹«.
Solofo, en ung voksen fra Madagaskar, holder fast i kundskaben om, at Gud besvarer bønner og velsigner de trofaste, når tid er. »Livet er svært,« siger Solofo, »og når folk ikke får det, de ønsker, begynder nogle at spørge, hvorfor det sker for dem. De forlader måske Kirken eller drager deres tro på Gud i tvivl. Men når vi efterlever evangeliet og læser skrifterne, er det lettere. Når man virkelig efterlever evangeliet, kan man virkelig se velsignelserne.«
Når man bor i et land med alvorlige udfordringer, såsom ekstrem fattigdom, ustabilt styre, en svag infrastruktur og naturkatastrofer, bliver det lysende klart, hvorfor Solofo siger, at livet er svært. Men for ham opvejer velsignelserne ved at efterleve evangeliet enhver modgang. »Jeg kan slet ikke tælle alle de velsignelser, jeg modtager, så længe jeg efterlever evangeliet,« siger han.
Eftersom Kirken er relativt ny på Madagaskar (den første gren blev stiftet i 1990), siger Solofo, at det sværeste ved at være medlem er de rygter og misopfattelser, der svirrer om Kirken. Solofo bemærker, at det er ligesom i Lehis syn om livets træ – »folk tager ikke rigtigt evangeliet til sig, fordi de skammer sig over for deres venner eller frygter afvisning fra familiens side.« Solofo mener selv, at han skiller sig lidt ud, for han har aldrig skammet sig over det. »Jeg efterlever evangeliet, og jeg har altid haft ønsket om at dele det med mine kolleger, selvom nogle af dem ikke rigtigt er interesserede.« Han bærer ofte et enkelt vidnesbyrd i en sådan grad, at hans kolleger har givet ham øgenavnet »pastoren.«
Midt i al den økonomiske og politiske tumult sætter Solofo og Hary Martine deres lid til de velsignelser, der følger med deres tempelpagter (de blev gift i templet i Johannesburg i Sydafrika, et år efter de var vendt hjem fra mission. Han tjente i Uganda og hun i Madagaskar) og til Herren generelt. »Jeg har evangeliet og lægger blot mit liv i Guds hænder,« forklarer Solofo. Han stoler på sit stærke vidnesbyrd, fordi han allerede tror på »Guds svar«.