Er han biskop?
Forfatteren bor i Illinois i USA.
Fordi jeg havde været mindre aktiv for nogle år siden, var der et medlem, der havde kendt mig dengang, som ikke kunne fatte, at jeg var blevet kaldet som biskop.
Illustration: Mark Smith © 2016
Under et møde i præstedømmets udøvende komité fortalte vore fuldtidsmissionærer om et møde med et medlem, der ikke stod på menighedens lister. Jeg genkendte straks navnet og nævnte, at hun og jeg havde tilhørt samme menighed for mange år siden.
En af missionærerne sagde: »Ja, biskop, det nævnte hun og var ret overrasket over, at du var biskop.«
»Hvad sagde hun?« spurgte jeg.
De fortalte, at hun havde set meget overrasket ud og sagt: »Er han biskop?«
Jeg kunne ikke lade være med at grine og forklarede, at denne søster havde kendt mig som en ganske anden person for 30 år siden.
Da jeg senere tænkte over denne hændelse, tænkte jeg på, hvor meget mit liv havde ændret sig i løbet af de mere end 30 år, som min familie og jeg havde været medlemmer. Jeg havde lært mange medlemmer i vores menighed at kende igennem 20 år og havde tjent som grenspræsident og biskop, men ingen af disse medlemmer havde kendt mig for 30 år siden. Selvom jeg lejlighedsvist fortalte om ting fra min fortid for at undervise om omvendelse og Jesu Kristi forsoning, så kendte de fleste af menighedens medlemmer ikke til den utrolige rejse, som mit liv i Kirken havde været.
Min familie og jeg var blevet introduceret for Kirken i maj 1979, og jeg vidste straks, at det var der, vi hørte til. Vi blev døbt i juni, og til at begynde med var vi alle aktive, men det varede ikke længe, før jeg holdt op med at komme og vendte tilbage til mine gamle vaner. Jeg nærede aldrig tvivl om, at evangeliet var sandt eller om genoprettelsen, men jeg syntes ikke, at jeg havde det, det krævede, for at være et godt medlem af Kirken.
I 1982 søgte min hustru, som aldrig havde vaklet i sin tro, om skilsmisse på grund af mit vedvarende alkoholmisbrug. På det tidspunkt boede min familie i Oklahoma i USA, men jeg var vendt tilbage til Illinois, hvor jeg var vokset op. Jeg havde nået det punkt, hvor jeg var ved at miste det eneste, der virkelig betød noget for mig: Min familie.
Jeg begyndte at bede knælende hver morgen og aften til en Gud, som jeg ikke længere var sikker på eksisterede, og hvis han gjorde, havde han nok glemt mig for længst. Men jeg bad alligevel trofast i tre måneder. Tidligt en morgen, hvor jeg var fordybet i bøn, kom der en stor følelse af lettelse over mig, og jeg vidste, at Gud levede, at han kendte mig og elskede mig. Jeg vidste også, at jeg aldrig mere ville røre en dråbe alkohol.
Den selvsamme aften modtog jeg et opkald fra min hustru, der bare ville lade mig vide, at hun ville sende skilsmissepapirerne til underskrift. Under den samtale sagde hun pludselig: »Der er noget meget anderledes ved dig. Jeg tror, at du er færdig med at drikke, og jeg river papirerne i stykker.« Vi blev genforenet, og to år senere fødte hun vores tredje søn.
Nu kunne man jo tro, at jeg ville være vendt tilbage til fuld aktivitet i Kirken, men jeg er en stædig mand. Jeg vendte tilbage for en tid og modtog endog en kaldelse som lærer i ældsternes kvorum. Men snart følte jeg mig for utilstrækkelig til at undervise og blev inaktiv igen.
I 1991 flyttede vi til en lille gren. Adskillige måneder inden vores yngste søn blev otte, havde primarypræsidenten, min hustru, spurgt ham, hvem der skulle udføre dåben. Han ville jo naturligvis gerne have sin far til at gøre det. Min hustru fortalte, at det nok ikke kom til at ske. Han ville ikke godtage svaret og satte sig for at aktivere sin far. Han var ganske ubøjelig, og kort fortalt tjente jeg pludselig som spejderleder, og senere døbte og bekræftede jeg min søn.
De otte måneder, der fulgte efter, jeg var blevet aktiv, var fuld af begivenheder. Vi blev beseglet som familie i templet i Chicago i Illinois, og jeg blev igen kaldet som lærer i ældsternes kvorum, denne gang sprang jeg blot ikke fra. Så blev jeg kaldet som rådgiver i grenspræsidentskabet, og fem måneder senere blev jeg kaldet til at tjene som grenspræsident. En måned eller deromkring, kan jeg huske, at jeg tænkte: »Er jeg grenspræsidenten?«
Jeg har i årenes løb fortalt mange kæmpende hellige, at hvis jeg kan gå frem i evangeliet, så kan alle. Det er blot et spørgsmål om forståelse af den kraft, som Frelseren og hans forsoning har og at tage de skridt, der fører til ham.
Jeg vil altid være taknemlig for min hustru og mine børn og alle de trofaste hjemmelærere, kvorumsledere, biskopper og andre trofaste hellige, der har været så stort et eksempel for mig. Det har været et privilegium at tjene Herren og de hellige i de sidste 20 år. Jeg er blevet velsignet i en udstrækning, der overgår alt, jeg havde forestillet mig.