Sidste dages hellige røster
En chance mere
Kaylee Baldwin er fra Arizona i USA
Første gang jeg så ham, bar jeg på min violin.
Han trippede af sted tæt på mig, da jeg var på vej til kantinen, og min violinkasse slog imod mit ben.
»Violin,« sagde han, da han kom nærmere.
»Ja,« sagde jeg.
Jeg havde aldrig talt med en handicappet før og vidste ikke, hvad jeg ellers skulle sige. Han fulgte med mig hen til bordet og satte sig ved siden af mig og pegede på min violinkasse.
»Violin,« sagde han igen.
Jeg åbnede kassen, og hans øjne lyste op. Han rørte alt for hårdhændet ved strengene. Mit hjerte dunkede af frygt for, at han fik en streng til at knække, og jeg lukkede kassen. Han gav mig et knus, inden han gik.
Jeg stødte ofte på ham efter dette.
Når han så mig, lagde han armene om mine skuldre og kyssede mig i håret.
Resten af min tid på high school forsøgte jeg at undgå ham, når jeg så ham. Når han fandt mig og omklamrede mig med sine kram og våde kys, tolerede jeg det i nogle sekunder med et anstrengt smil og gik væk så hurtigt som muligt uden at sige et ord.
»Åh nej,« mumlede jeg, da jeg så ham til min sidste orkesterkoncert på skolen. Efter koncerten bugtede han sig hen til mig, hvor jeg stod med mine venner uden for auditoriet.
Mine venner trådte lidt tilbage, da han kom hen til mig med et stort smil og åbne arme.
»William!«
Jeg vendte mig om og så en kvinde løbe hen mod os.
»Undskyld,« sagde hun og tog ham i armen. »William elsker violiner. Han tryglede mig om at tage ham til koncert i aften. Kom, skat.«
Indtil da havde jeg ikke indset, at jeg end ikke kendte hans navn. Jeg havde mødt William to år forinden, men havde brugt så meget tid på at undgå ham uden at gøre en indsats for at lære ham at kende. Da jeg så William og hans mor gå, skyllede en følelse af skam ind over mig.
År senere, efter jeg var blevet gift, fik jeg en smuk lille dreng med Downs syndrom, som vi gav navnet Spencer. Jeg tænkte ofte på William, når jeg så på min søn, og spekulerede på, om Spencer vil få lignende oplevelser. Ville folk undgå ham, fordi han kyssede for meget eller krammede for hårdt? Ville hans venner føle sig utilpasse på grund af hans begrænsninger?
Da Spencer var fire måneder gammel, tog jeg ham med hen på det lokale sygehus. Da jeg var ved at tage ham ud af bilen, så jeg to mennesker komme ud fra sygehuset. Det var svært at tro, men det var William og hans mor.
»William!« kaldte jeg, da vi nærmere os hinanden, mit hjerte hamrede.
»Hej!« Han gik over parkeringspladsen med et stort smil. Han stak hånden frem og tog min med et entusiastisk håndtryk.
»Hvordan har du det? spurgte jeg ham.
»Violin,« sagde han med begejstringen lysende ud af øjnene.
Violin. Han kunne også huske mig. »Ja,« fik jeg frem med gråd og smil i stemmen, »jeg spillede violin.«
Mens vi snakkede, sendte mit hjerte en tak til vor himmelske Fader og hans inderlige barmhjertighed, han vidste, at jeg gerne ville møde William igen. Jeg er taknemlig for, at Gud så mig – en ung uerfaren mor, der var overvældet over min søns helbredsmæssige problemer og bekymret for hans fremtid – og gav mig en oplevelse, der mindede mig om, at han er opmærksom på os.