Åndelig stabilitet Byg et skib, der ikke kan synke

Ældste Dale G. Renlund

De Tolv Apostles Kvorum

Fra et foredrag holdt på Brigham Young University den 16. september 2014. Se den engelske tekst i sin helhed på speeches.byu.edu.

Vi har brug for tilstrækkelig åndelig stabilitet for at navigere succesfuldt gennem livet og vende sikkert tilbage til vores himmelske hjem.

I begyndelsen af det 17. århundrede bestilte den svenske konge Gustav II Adolf et krigsskib, som fik navnet Vasa. Skibet var dyrt og krævede mange ressourcer, især var det egetræ, som man brugte til at bygge fartøjet, dyrt. Gustav Adolf førte nøje tilsyn med skibsbyggeriet, idet han prøvede at sikre sig, at Vasaskibet ville leve op til hans forventninger.

Efter byggeriet var påbegyndt, beordrede Gustav Adolf at Vasaskibet blev gjort længere. Eftersom den bjælke, der støttede midten, allerede var blevet bygget af dyrt egetræ, gav kongen skibsbyggeren besked på at øge skibets længde uden at regulere bredden. Selvom skibsbyggerne vidste, at dette ville kompromittere Vasaskibets sødygtighed, tøvede de med at sige noget til kongen, som han ikke ønskede at høre. Så de gik med til det. Gustav Adolf insisterede også på, at skibet ikke blot skulle have et kanondæk, som man almindeligvis havde, men at der skulle være to kanondæk med de tungeste kanoner på øverste dæk. Skibsbyggerne gik igen mod deres bedrevidende med på det.

Den 10. august 1628 påbegyndte skibet Vasa så sin jomfrurejse. Efter Vasa havde forladt havnen, rykkede en kraftig vind i sejlene og fik skibet til at krænge over. Inden længe »var hun krænget helt over, og vandet fossede ind ad de åbne kanonporte og hun sank til bunds med sejl, vimpel og alt.«¹ Vasaskibets jomfrurejse løb op i en sømil (ca. 1300 m).

Gustav Adolfs ønske om et ekstravagant statussymbol ødelagde det, der kunne have været et imponerende fartøj og tidens mægtigste krigsskib. Skibsbyggernes modvilje til at sige fra – og deres frygt for kongens ugunst – gjorde, at kongen gik glip af deres viden og indsigt. Alle involverede mistede målet af syne; nemlig at beskytte Sverige og fremme rigets udenrigsinteresser. Et skib, der forsøger at trodse fysikkens love, er ganske enkelt en båd, som ikke kan flyde.

Hvis vi skal have held med at navigere succesfuldt gennem livet, får vi brug for tilstrækkelig åndelig stabilitet til at stå imod sidevinde og strømme, foretage de nødvendige vendinger og vende sikkert tilbage til vores himmelske hjem. Der er ting, vi kan gøre for at øge vores åndelige stabilitet. Jeg vil komme ind på fire punkter.

Adlyd Guds bud

Det første er at adlyde Guds bud. Akkurat som det gode skib Vasa var underlagt nogle fysiske love, er vi alle underlagt nogle åndelige love. Ingen er undtaget. Vi har brug for at adlyde disse åndelige love, som vi omtaler som Guds bud.

Gustav Adolf følte måske, at det begrænsede ham at følge fysikkens love, da skibet skulle bygges, men Vasa var ikke sunket, inden det var kommet ud på sin mission, hvis man havde fulgt de love. I stedet ville det have frihed og bevægelighed til at opfylde formålet med, at det blev bygget.

Således giver lydighed mod Guds bud også os frihed, bevægelighed og evne til at opnå vores potentiale. Hensigten med buddene er ikke at begrænse os. Tværtimod fører lydighed til større åndelig stabilitet og varig lykke.

Lydighed er vores valg. Jesus bød: »Se, jeg har givet jer befalingerne; derfor, hold mine befalinger« (3 Ne 15:10). Så enkelt er det. Afgør det. Beslut jer nu for at være helt lydige. Der er intet, der vil give mere åndelig stabilitet. Intet der vil give os større frihed til at opfylde formålet med livet.

Giv agt på råd og bliv ved med at lære livet igennem

For det andet bør vi vise opmærksomhed og give agt på råd fra pålidelige kilder og beslutte os for at lære livet igennem.

En faldgrube ved at tilegne sig kundskab er den arrogance, der kan følge, hvis vi tror, at vi ved så meget, at der ikke er noget tilbage at lære. Vi har alle set det hos mennesker, der var alt for sikre på deres egen fortræffelighed. Det er virkelig svært at lære nogen, der tror, at de ved alt, noget.

Med det i tankerne og et ønske om livslang læring har præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, sagt: »Jeg er stadig et barn, der har meget at lære. Jeg kan lære noget af de fleste mennesker.«² Da præsident Eyring præsenterede mig for kaldet til at blive generalautoritet, lærte han mig en vigtig lektie. Han sagde, at når han hører nogen fortælle en historie, som han har hørt ført eller bruger et skriftsted, som han kender ganske godt, så spørger han sig selv om, hvorfor Herren understreger det for ham, og hvad han endnu skal lære af den historie eller det skriftsted. Hvis vi ønsker at øge vores åndelige stabilitet, vil vi være lærevillige og tilstrækkeligt ydmyge til at tage imod råd, alder og erfaring uagtet.

Det er vitterligt vores valg. Vi kan lytte til og give agt på de råd, vi får af Kirkens ledere, især dem, vi har opretholdt som profeter, seere og åbenbarere; af forældre og betroede venner – eller lade være. Vi kan stræbe efter at lære livet igennem – eller lade være. Vi kan øge vores åndelige stabilitet – eller lade være. Hvis det ikke lykkes os at øge vores åndelige stabilitet, bliver vi som Vasaskibet – et skib, som ikke kan flyde.

Tjen andre

For det tredje bør vi rette vores opmærksomhed udad og tage os af andre, det øger vores åndelige stabilitet at tjene andre.

Evigheden kommer til at fremstå mere klart, når vi fokuserer på andre og stræber efter at hjælpe vor himmelske Faders børn. Jeg har erfaret, at det er meget lettere at modtage inspiration, når jeg beder for at finde ud, hvordan jeg kan hjælpe andre, end når jeg blot beder for mig selv.

Vi kan måske tro, at vi vil stå i en bedre situation for at hjælpe engang i fremtiden. I virkeligheden er det nu. Vi tager fejl, hvis vi tror, at det vil blive mere belejligt, når vi får mere tid, flere penge eller hvad som helst til at tjene andre. Uanset hvilke omstændigheder, vi står i, har vi et valg. Vil vi hjælpe andre eller ej? Vi dumper jordelivets prøvestand, hvis vi ikke vælger at hjælpe dem, der står i behov for hjælp. Og hvis vi hjælper, øger det vores egen åndelige stabilitet.

Gør Jesus Kristus til fundamentet

For det fjerde og vigtigst af alt øges vores åndelige stabilitet i proportion med, i hvilken grad vi gør Jesus Kristus til vores fundament.

Uden Kristus er vi som både, der kastes om på havets bølger. Vi har ingen kraft, for vi har intet sejl. Vi har ingen stabilitet, særligt i blæst, for vi har intet anker. Vi har ingen retning eller noget mål, for vi har intet at styre med. Vi er nødt til at gøre Kristus til vores fundament.

For at kunne møde, overvinde og være beredt på livets sidevinde og strømme må vi adlyde Guds bud, være ydmyge, lærevillige livet igennem, tjene andre og gøre Jesus Kristus til fundamentet for vores liv. Når vi gør det, øger vi vores åndelige stabilitet. Og ulig Vasaskibet vil vi blive i stand til at komme sikkert i havn, når vi har opfyldt vores mission.