Spørgsmål & svar
»Jeg bliver drillet i skolen, fordi jeg er sidste dages hellig. Jeg ved, at jeg er nødt til at stå fast ved det, jeg tror på, men det er så svært! Hvordan bliver jeg modig nok?«
Du har ret i, at du må være modig for at tackle denne situation. Når alt kommer til alt, gav Jesus Kristus dette bud: »Rejs jer, og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkeslagene« (L&P 115:5). Men at have modet til at lade sit lys skinne kan både betyde, at man tager til genmæle mod dem, der mobber, eller at man ikke gør.
I begge tilfælde kan du lade modgangen inspirere dig til at gøre dit bedste. Når man arbejder hårdt på at styrke sit vidnesbyrd, kan man udvikle et stille mod, der kan hjælpe en til at tale noget imod eller ganske enkelt bare fortsætte med at gøre det rette, selvom andre driller en for det.
Det kan være meget frustrerende at blive drillet, men husk, at du kan bede om at være fyldt med kærlighed, så andre kan mærke Kristi kærlighed gennem dig (se Moro 7:48). Søg Helligåndens vejledning til at vide, hvordan du agerer på en kristuslignende måde, for ingen situationer er helt ens.
Alt afhængigt af situationen kan det være bedst at tale personligt med dem, der har haft det sjovt på din bekostning eller bare ignorere den uvenlige hån og fortsætte med at leve efter din overbevisning. Hvis andre ikke er interesseret i at lytte til det, du har at sige, så kan dit eksempel på venlighed, tilgivelse og oprigtighed være det bedste budskab, du kan sende.
Udvis ægte mod
Det er ikke sikkert, at de, som driller dig, holder op med det, blot fordi du er modig nok til at bede dem om at lade være med det, men det kan være, at de stopper, når du udviser modet til at leve, som det, du er, nemlig sidste dages hellig. Inden du ved af det, vil vor himmelske Faders støtte lyse omkring dig og forhåbentligt vil det åbne deres øjne for, at du har det gengivne evangelium i dit liv.
Bright U. er 17 år og fra Imo State i Nigeria
Find styrke i det grundlæggende
Bøn og faste er vigtigt, for det hjælper dig til at møde spydighederne og udfordringerne i skolen, akkurat som Jesus Kristus mødte meget modstand, da han var her på jorden. Det vil hjælpe dig til at udvikle mere kærlighed og tålmodighed med mennesker.
Walter C. er 15 år og fra Jaén i Peru
Bliv vejledt gennem bøn
I lang tid var jeg det eneste medlem på min skole. Mine nærmeste venner virkede til at forstå mig, men andre venner på skolen gjorde nar af mig. En dag bad jeg og følte trang til at tale med en af dem, som ansporede de andre til at gøre grin af mig. Jeg forklarede, at jeg ikke var vred på ham, men jeg bad ham om at vise mig samme respekt, som han selv ønskede at blive vist. Efter at han havde overhørt vores samtale, forsvarede en af mine lærere mig altid, når han så, at der var optræk til noget. Jeg ved, at Herren vil være med dig, når du taler med disse mennesker.
Shanela S. er 14 år og fra Pangasinan i Filippinerne
Opbyg dit vidnesbyrd
Få først et rigtigt vidnesbyrd om de sandheder, som du gerne vil fortælle andre om. Tilegn dig dernæst kærlighed til de mennesker, der gør nar af dig og undgå at havne i et skænderi, for Gud bakker aldrig op om splid (se 3 Ne 11:29). Og vigtigst af alt, stræb efter altid at have Ånden hos dig. Ånden vil hjælpe dig til få mere kærlighed og mod, og han vil give dine ord kraft.
Julia F. er 19 år og fra Hesse i Tyskland
Elsk jeres fjender
Jeg har været i lignende situationer. Hvis du har tro og er ydmyg, vil du blive velsignet med den styrke og tro, som du behøver for at kunne »elsk[e] jeres fjender og bed[e] for dem, der forfølger jer« (Matt 5:44). Jeg opfordrer dig til at granske skrifterne efter svar på, hvordan man kan være stærk. Bed, når du føler dig alene med din tro. I Romerbrevet 8:31 står der: »Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os?« Du har Gud på din side. Alt er muligt.
Reagan T. er 15 år og fra Utah i USA
Vær ikke bange
Tal mere om din tro eller gør bevidst noget for at bringe det på bane. Jeg stod engang i en lignende situation og skrev: »Jeg elsker at være SDH« på min rygsæk. Det åbnede for en del missioneringsmuligheder og viste folk, at jeg ikke var bange for at lade dem vide, at jeg er sidste dages hellig. Hvad du end gør, så lad dem ikke få dig ned med nakken. Bed for dem og for dig selv. Snart vil du opdage, at når du fokuserer på at redde sjæle, vil du ikke være så bange for at lade dem kende sandheden i vor Faders evangelium.
Savanna P. er 14 år og fra Texas i USA
Vore overbevisningers mod
»Det er ofte svært at skille sig ud og stå alene i mængden. Det er naturligt at frygte, hvad andre måtte tænke eller sige. Der er trøst i salmistens ord: ›Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for?‹ (Sl 27:1). Når vi gør Kristus til midtpunktet i vores liv, bliver vores frygt erstattet med vore meningers mod.«
Præsident Thomas S. Monson, se »Vær et eksempel og et lys«, Liahona, nov. 2015, s. 88.
Kommende spørgsmål
»Hvordan kan jeg vide, at Gud lytter til mine bønner?«
Indsend dit svar og, hvis du ønsker det, et billede i høj opløsning, inden den 1. maj 2015 på liahona.lds.org, via e-mail til liahona@ldschurch.org, eller med post (se adressen på s. 3).
Følgende informationer og tilladelser skal vedlægges din e-mail eller dit brev: (1) Dit fulde navn, (2) fødselsdato, (3) menighed, (4) stav, (5) din skriftlige tilladelse, og dine forældres skriftlige tilladelse (e-mail kan bruges), hvis du er under 18 år, for at trykke dit svar og foto.
Svarene kan redigeres med hensyn til længde og tydelighed.