Chok, sorg og Guds plan
Forfatteren bor i Albanien.
I den mest fortvivlende oplevelse i mit liv følte jeg, at vor himmelske Fader var med mig hele vejen.
Illustration: David Curtis
Det var en tidlig morgen i 2008, og min mor vækkede mig, fordi jeg skulle i skole. Jeg var i virkelig godt humør den morgen og vidste ikke, at den ville udvikle sig til den værste dag i mit liv, eller at det var sidste gang, jeg så hende. Jeg blev ikke til alle timerne den dag, for en ven af familien kom for at hente mig og fortælle mig, at min mor havde taget livet af sig. Jeg var kun 12 år gammel.
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle overleve uden min mor. Hun var min bedste ven.
Jeg græd i månedsvis. Jeg kunne ikke lide at gå i skole, for de andre børn behandlede mig anderledes og havde ondt af mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg vidste kun, at jeg var nødt til at være stærk over for alle andre.
En dag fem eller seks måneder efter min mors død sad jeg alene på mit værelse ved vinduet og græd og prøvede at forstå, hvad jeg skulle med mit liv. Pludselig hørte jeg en stemme i mit hoved: »Du er min datter, jeg vil ikke lade dig lide.« Jeg vidste, det var Gud. Men det overraskede mig, for jeg troede ikke på Gud mere, især fordi jeg følte, at det var ham, der havde taget min mor fra mig. Selvom jeg ikke vidste, hvad han mente, følte jeg mig tryg.
Tre år senere tog jeg til Rom i Italien for at besøge min onkel. Han blev ved med at fortælle mig om den kirke, han kom i. En søndag tog han mig med. Jeg vil altid huske at gå ind igennem kirkedørene for første gang og følelsen af vor himmelske Faders kærlighed, da jeg gik ind. Det føltes hjemligt.
Jeg begyndte at komme i kirke hver eneste søndag og til alle aktiviteter i ugens løb. Jeg elskede at være sammen med de unge i Kirken. De gjorde mig glad. De tænkte og troede på de samme ting, som jeg gjorde. Da der var gået tre måneder, var min sommerferie forbi, og jeg måtte tilbage til Albanien.
Da jeg kom hjem, fortalte jeg min far om mine følelser, og hvor glad jeg havde været i al den tid. Det huede ham ikke. Han sagde, at han ikke ville lade mig fortsætte med at gå i kirke eller lære mere om den. Så jeg måtte fatte mig med tålmodighed i de tre år, der var til, jeg blev 18. Så kunne jeg selv afgøre, om jeg ville døbes.
I den tid var jeg velsignet med mange mennesker, der fortalte mig, hvad de havde lært i Kirken om søndagen. En af dem var Stephanie. Hun havde boet i Italien, da min onkel sluttede sig til Kirken, men hun var vendt hjem til USA. Min onkel mente, at det ville godt for os at skrive sammen, så jeg tilføjede hende som ven på Facebook.
Selvom vi aldrig havde mødt hinanden ansigt til ansigt, vil jeg altid være taknemlig for, at hun hjalp mig med at opbygge min tro og lære mere om Jesu Kristi evangelium. Hun skrev næsten hver eneste søndag til mig og fortalte mig om alt det, hun havde lært i kirken og besvarede mine spørgsmål. Hun var virkelig en god ven for mig.
Efter flere års tålmodighed kunne jeg endelig blive døbt to dage efter, jeg var blevet 18. Og snart kan jeg dele den glæde, jeg følte den dag, med min mor, for jeg vil døbes for hende. Jeg ved, at hun vil være stolt af det liv, jeg har valgt.
Jeg føler mig velsignet af vor himmelske Fader, fordi han har været med mig hele vejen på mange måder. Jeg var blot nødt til at vente og være tålmodig, for han havde en plan for mig. Han er den, der styrkede mig til at komme igennem alle de udfordringer, jeg mødte. Han var der altid og hjalp mig til at blive gladere.