Overvejelser
Hurra!
Forfatteren bor i Oregon i USA.
En fireårig dreng hjalp mig til at få en ny påskønnelse for nadveren.
Illustration: Carolyn Vibbert
Jeg sad og koncentrerede mig om Frelseren, da forsamlingen afsluttede nadversalmen, men da jeg begyndte at lukke salmebogen i, spillede musikken videre. Der var mange mennesker den dag, hvilket gjorde det nødvendigt for organisten af spille to vers mere, mens præsterne blev færdige med at bryde brødet. Jeg var taknemlig for den ekstra tid. Den gjorde det muligt for mig lige at meditere lidt mere inden nadverbønnerne.
Under bønnerne fulgte jeg omhyggeligt med i de ord, som præsterne udtalte, da de velsignede symbolerne for Kristi offer for os. Akkurat som den sidste bøn blev afsluttet og i det øjeblik, hvor forsamlingen istemmer samtykkende, udskilte en fireårig drengs stemme sig to rækker bag mig og midt i alle »amen’erne«.
»Hurra«, udbrød han.
Hans spontane udtryk var højt nok til, at adskillige børn i nærheden begyndte at fnise. Jeg indrømmer, at jeg smilede lidt spottende.
»Hurra?« tænkte jeg. Det er en mærkelig respons på nadverbønnen. Det var bestemt ikke en respons, jeg havde hørt før, og som jeg næppe ville høre igen. Vi afslutter trods alt vore bønner med »amen«.
Måske havde det lille barn fanget mere af sandheden, end jeg havde.
Hurra er et udtryk for begejstring. Det er et udtryk for glæde og almindeligvis for sejr. Sommetider råber man det for at hylde nogle, som har afsluttet noget svært på en fin måde.1
Jeg fulgte tanken. Ja, tænkte jeg, hurra for, at Jesus Kristus overvandt døden, så vi alle kan opstå! Hurra for hans forsoning, han kan tilgive vore synder! Og til sagens kerne, han kan tilgive mig for mine synder! Hurra for, at jeg takket været hans nåde kan vende tilbage til vor himmelske Fader og nære håb om evigt liv! Ja! Hurra!
Da jeg således stille råbte disse lovprisninger til vor himmelske Fader, overstrømmede Helligånden mit hjerte med en glæde, der næsten fik mig til at græde. Jeg var blevet ledt af et lille barn den dag (se Es 11:6) og jeg havde frydet mig over et nyt indblik i, hvordan Frelserens forsoning velsigner mit liv.