Forkæmpere for sabbatten
Forfatteren bor i Washington i USA.
Jeg havde aldrig troet, at vores valg om at holde sabbatsdagen hellig ville påvirke så mange mennesker.
Foto med tilladelse fra kvindernes rugbyhold (BYU) og Paul Meyers.
Da min rugbytræner fortalte vores hold, at kvartfinalekampen i det nationale mesterskab lå på en søndag, var alt, hvad jeg kunne tænke: »Hvorfor nu?«
Mit hold, som var kvinderugbyholdet 2010 fra Brigham Young University, havde forberedt sig til mesterskabet hele sæsonen. Vi glædede os til at spille mod de hold, der havde slået os i mesterskabet året før. Jeg troede på, at vi kunne vinde – vi havde nogle af landets bedste spillere på holdet. Vi ville gerne vise os for hele rugbyverdenen ved at vinde det nationale mesterskab, men det viste sig, at vor himmelske Fader havde andre planer med os.
Holdt fast i vore standarder
Arrangørerne af mesterskabet havde forsikret os om, at vore kampe ville blive lagt om fredagen eller lørdagen, men på grund af en fejl var kampene i stedet for blevet lagt lørdag og søndag. Vi hørte ikke noget om fejlen før fem dage inden mesterskabet, som skulle afholdes i Sanford i Florida i USA. Eftersom kvindernes rugbyhold ikke var et officielt BYU-hold på det tidspunkt, lå beslutningen om at spille eller ej hos os. Vi valgte at lade være. Det var en enstemmig afgørelse, og ingen klagede over det.
Vi overvejede end ikke at spille om søndagen. Sådan havde det altid været for mig. Mine forældre havde lært mig at holde sabbatten hellig, og jeg havde altid æret det bud. Det var vigtigere at holde vor himmelske Faders bud end at spille en rugbykamp.
Men det gjorde det ikke lettere at vide, at vi gjorde det rette. Vi var noget mismodige, da vi fløj til Florida, da vi vidste, at uanset om vi vandt eller tabte, ville lørdagens kamp blive vores sidste.
Da vi ankom til Florida, blev vi ringet op af en journalist fra New York Times, som gerne ville dække vores historie. Vi blev noget overraskede. Vi havde ikke forventet, at der var nogen, der ville bryde sig om vores valg om at overholde sabbatten, og da slet ikke en stor landsdækkende avis.
Om fredagen, hvor vi skulle have spillet, hvis der ikke var blevet lavet rod i skemaet, tog vi til templet i Orlando for at udføre dåb for de døde. Da vi havde udført ordinancerne, talte tempelpræsidenten med os. Han viste os en artikel, der var blevet skrevet om os og læste nogle af de kommentarer, som læserne var kommet med på nettet omkring vores beslutning.
Senere læste vores træner nogle flere kommentarer, som han havde modtaget. Sidste dages hellige og andre takkede os for vores eksempel og sagde, at det var forfriskende at se mennesker, der holdt fast i deres standarder. Deres ord opløftede os. Og da var det, at vi begyndte at indse, hvordan vi kunne påvirke uden at vinde det nationale mesterskab.
Jeg vidste godt, at vor himmelske Fader var opmærksom på os, men jeg havde aldrig troet, at alle andre også fulgte med i, hvad vi gjorde. Responsen på vores beslutning gav os et nyt formål med vores tur til Florida. Vi var der ikke for at vinde, vi var der for at vise vore standarder.
En bedre vej
Lørdagen kom, og vi vandt vores kamp med 46 mod 7. Bagefter gik vi op til arrangørerne og fortalte dem, at vi opgav at spille den kamp, vi var blevet sat til at spille om søndagen – som viste sig at være mod det hold, der havde vundet over os året før. Jeg var skuffet over, at sæsonen skulle ende på den måde. Jeg ville ønske, at vi kunne have spillet mod det hold, men jeg ønsker ikke, at vi havde spillet mod dem eller nogen anden på sabbatten.
Der blev skrevet en del artikler om os, og vi blev ved med at modtage støttende breve og e-mail. Ved at forsvare vore standarder nåede vi ud til langt flere mennesker, end vi ville have gjort ved at vinde mesterskabet.
Jeg har lært at stole på, at vor himmelske Fader vil lede mig ad en langt bedre vej, end den jeg selv har udtænkt. Mit hold ville gerne vise, hvor gode vi var ved at vinde mesterskabet, men nu ved jeg, at vor himmelske Fader ønskede, at vi skulle vise noget helt andet. Han gav os muligheden for at være eksempler, da vi troede, at ingen så os, og han kunne bruge os til noget godt, fordi vi valgte at adlyde.