Føl templets ånd

Kathy Rossier fra Californien i USA

Jeg havde mulighed for at besøge min datter Callie i Las Vegas i Nevada i USA, hvortil hun lige var flyttet med sin mand og to børn. I Callies menighed begyndte møderne ved middagstid, så vi havde dejligt med tid om morgenen til at blive klar og tale om, hvad vi ville efter kirke. Eftersom Callie endnu ikke havde haft mulighed for at besøge templet der, besluttede vi os for at tage derhen og tage nogle billeder af børnene på tempelgrunden.

Som altid ved templerne var området ved templet i Las Vegas i Nevada smukt og velholdt med smukke fontæner og blomster.

Efter Callie havde læst en historie, som præsident Thomas S. Monson fortalte, var hun ivrig efter at tage sine børn hen til templet, så de kunne røre ved det (se »Vejen til fred«, Liahona, mar. 2004, s. 3-7). Det første, hun gjorde, var at fortælle sin datter, Stella, om templets hellighed og vigtigheden af det.

Stella forstod det så godt, som en 3-årig nu kan, og vi opfordrede hende til at røre ved templet. Vi tog adskillige billeder af Stella og hendes tre måneder gamle lillebror, der rørte ved templet.

Da vi skulle af sted igen, ville Stella ikke væk derfra. Vi troede, at vi forstod hvorfor. Hun havde haft det dejligt i de smukke omgivelser og mærkede utvivlsom den samme ånd, som vi gjorde.

Da vi havde fået hende ind i bilen og vi havde fået spændt sikkerhedsselerne, begyndte vi at køre væk. Jeg vendte mig om, vinkede og sagde til Stella: »Sig farvel, tempel.« Hun så på templet, vinkede og sagde: »Farvel tempel. Farvel, morfar.« Jeg var ikke sikker på, at jeg havde hørt rigtigt, men da jeg vendte mig mod Callie og så, at hendes øjne var fyldt med tårer, vidste jeg, at vi havde hørt det samme.

Stellas morfar – min mand Tim – var død fire år, inden Stella blev født. Hun havde vitterlig set billeder af ham og hørt familien tale om ham, men vi havde ikke talt om ham den dag.

Da Tim døde, havde vi kun et barnebarn. Nu har vi 12, og hver gang jeg holder en af disse dyrebare nyfødte børn, som lige har forladt vor himmelske Faders nærhed, har jeg lyst til at spørge: »Fik du mødt morfar? Gav han dig et råd med på vejen?«

Mit vidnesbyrd om templets hellighed blev styrket den dag. Vi er måske ikke i stand til at tage vore små børn med os derind, men vi kan tage dem med op til dørene og lade dem lægge hænderne på de døre, som utallige værdige medlemmer bruger til at træde ind i Herrens hus.