Syv kærlige mirakler hen ad vejen
Forfatteren bor i Nevada i USA.
Herren har velsignet mig med mirakler, som har hjulpet mig til at følge den vej, han har udset for mig.
Illustration: Red Hansen
I forbindelse med, at jeg har undervist og tjent så mange vidunderlige mennesker i missionen i Fort Worth i Texas, har jeg ofte tænkt over, hvor velsignet jeg er. Jeg forundres især over syv oplevelser, som jeg betragter som mirakler.
For det første overlevede jeg min tidlige barndom under de mest beskedne levevilkår. Jeg blev født på et jordgulv i min mors hytte i Dessie i Etiopien. Min mor var den eneste familie, jeg nogensinde havde kendt til, og hun byggede selv sin kuppelformede hytte på 2,4 meter af pinde og mudder, som hun dækkede til med græs og blade. I vores landsby var der ikke rindende vand eller sanitære faciliteter. Sygdom og død rasede uhæmmet i vores kebele eller nabolag. Det var svært at finde mad og helt umuligt for os at købe. Min mor og jeg oplevede aldrig en dag sammen, hvor vi ikke sultede.
Da jeg var fire år, blev min mor dødeligt syg. Hun opbød sine sidste kræfter, og vi traskede til et hospital, hvor min elskede, udkørte mor døde. Hospitalspersonalet reddede mig fra et liv på gaden og sultedøden ved at sørge for, at jeg kom på et børnehjem i Addis Ababa, Etiopiens hovedstad.
Det andet mirakel indtraf, da mit liv ændrede sig dramatisk. På børnehjemmet boede jeg i en ren bygning, sov i en rigtig seng og kunne spise al den mad, jeg ønskede. De andre forældreløse børn havde også mistet deres nærmeste, og de lærte mig, hvordan jeg skulle håndtere tabet af min mor. Om aftenen samledes vi for at synge sange på engelsk, og vi bad på amharisk, vores modersmål. Vi bad for hinanden og bad Gud om at velsigne os, så vi kunne blive adopteret ind i et »godt, venligt, kærligt hjem.« Både musikken og bønner har haft en stor indflydelse på mit liv. Jeg har altid bedt.
For det tredje blev jeg præsenteret for missionærerne og Kirken, da jeg var otte. Jeg blev inviteret med til at se indvielsen af den første SDH-bygning i Etiopien søndag den 30. november 2003. Under indvielsen kunne jeg mærke Helligånden meget stærkt, og de tilstedeværende missionærer udstrålede glæde, lykke og den samme stærke ånd. Jeg kan huske, at jeg gerne ville være ligesom dem. Men jeg havde ingen anelse om, hvordan jeg skulle blive det.
Det fjerde mirakel indtraf kort tid efter. En familie fra USA adopterede mig. Min nye far hentede mig på børnehjemmet og tog mig med hjem. Vi skulle igennem en proces med at lære hinanden at kende, og jeg begyndte at falde til i mine nye omgivelser.
Der var utallige udfordringer, lige da jeg kom til USA. Hvor som helst jeg kom, begyndte folk at grine af mit engelske. Min mangelfulde skolegang forårsagede problemer i skolen. Jeg bad om hjælp, og så arbejdede jeg hårdere og smartere for at indhente det forsømte, især det engelske. Atter engang besvarede vor himmelske Fader mine bønner. To år senere kunne jeg stolt hoppe en klasse over.
Så faldt alt fra hinanden derhjemme. Bønner til Herren, høje personlige mål og et dybt ønske om at lykkes hjalp mig igennem en utrolig svær tid. Med en socialrådgivers hjælp blev min far og jeg enige om at ophæve adoptionen. Det var en tid præget af bøn, tålmodighed, tro og hjælp fra vor himmelske Fader.
Jeg var nu 15 år, og jeg kom til en plejefamilie i et års tid. Og så indtraf det femte mirakel. Jeg var ude og køre på slæde med to venner, da jeg mødte en SDH-familie med to flinke døtre. Da vi kørte hjem, sagde den ene af døtrene: »Jeg tror, at Herren ønsker, at vi adopterer Ephrem Smith.« Ret bemærkelsesværdigt modtog de tre andre medlemmer af familien samme inspiration. Faderen arbejdede med de sociale myndigheder, og snart flyttede jeg ind i mit nye hjem. Helt fra begyndelsen gav min utrolige nye far mig handlefrihed. Han forklarede mig for eksempel, at de tog i kirke om søndagen. Han lod mig vælge, om jeg ville med dem eller blive hjemme; han sagde også, at de stadig ville elske mig, hvis jeg valgte ikke at komme i kirke. Jeg valgte at tage med i kirke, og siden har jeg truffet mange andre gode beslutninger.
Mirakel nummer seks kom, da jeg fik et vidnesbyrd om evangeliet. En søndag sad jeg til nadvermødet og sang »O, se hvilken kærlighed«, (Salmer og sange, nr. 114). Store tårer begyndte at løbe ned ad mine kinder, da jeg modtog et personligt vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus, og at Kirken er hans kirke.
Ni år senere vidste jeg endelig, hvordan jeg kunne blive som missionærerne. Missionæralderen var nu sat til 18 år, men min adoption var stadig ikke færdigbehandlet. Jeg ventede syv lange måneder på, at den gik igennem. Endelig kunne jeg sende mine missionspapirer ind. Fire dage senere modtog jeg min missionskaldelse. Inden for en uge havde Herren velsignet mig med de endelige adoptionspapirer og et missionskald. Jeg værdsætter Jeg værdsætte begge papirer enormt! De er mit syvende mirakel. Ja, det krævede sandelig mange mirakler hen ad vejen at komme fra en lerhytte i Etiopien til min dyrebare mission.