Er det virkelig umagen værd?

Brandon Comstock fra Utah i USA

Vores fireårige søn, Coleton, viste stolt et stykke papir, han havde fået af sin primarylærer, der beskrev hans rolle i Primarys kommende nadvermødeprogram. Vi skulle lære ham en sætning på fem ord, inden programmet løb af stablen to uger efter.

Mandag aften gjorde vi familieaften til øveaften. Coleton smilede over hele ansigtet, mens han gjorde mange forsøg med min hustru og jeg, og vi kom med feedback om, at han ikke skulle fjolle, mens han sagde det, og at han skulle tale tydeligt.

Trods alle vore bestræbelser var selv jeg ikke sikker på, at vi havde rykket os det mindste.

Forberedelserne til at komme i kirke søndagen efter omfattede to forsvundne sokker, en baby på otte måneder, der var ved at få tænder, og en grædende fireårig.

Da mødet begyndte, var vi knap nok kommet igennem åbningssalmen, inden jeg havde været uden for to gange med et grædende barn. Da koret rejste sig for at synge, havde jeg næsten opgivet alt håb om, at familien kunne få en opløftende oplevelse og satte i stedet håbet op efter bare at komme igennem mødet.

Da der var blevet sagt et sidste amen, sukkede jeg af lettelse. Men samtidig med at jeg fejrede sejren, kunne jeg ikke lade være med at tænke, om det virkelig var umagen værd. Gjorde vi overhovedet nogen fremskridt med vore børn ved at tage dem med i kirke hver uge?

Så kom jeg i tanke om noget ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum havde sagt. Han sagde: »Til tider blev søster Bednar og jeg frustrerede, fordi de retskafne vaner, som vi arbejdede så hårdt på at fremme, ikke syntes straks at give de åndelige resultater, som vi ønskede og forventede …

Søster Bednar og jeg mente, at det endelige mål var at hjælpe vore sønner til at forstå indholdet af en lektion eller et bestemt skriftsted. Men et sådant mål opnås ikke hver gang, vi studerer, beder eller lærer sammen. Vores vedvarende hensigt og arbejde var måske den største lektie – en lektie, vi ikke påskønnede fuldt ud dengang« (se »Mere flittige og engagerede hjemme«, Liahona, nov. 2009, s. 19).

Med fornyet tiltro tog jeg hjem og fortsatte med at øve igen og igen med min søn. Da det øjeblik, hvor han skulle tale, kom, blev vi henrykte over, at han klart og overbevisende proklamerede: »Jesus Kristus er Guds Søn.«

Vi havde hørt ham sige den sætning så mange gange inden, men der var noget anderledes og langt mere tilfredsstillende ved at høre ham sige det selv og uden for hjemmet.

Vi har stadig meget at lære vores lille dreng, inden han bliver en mand, men vi vil blive ved med at gøre vores bedste for at deltage i møderne, holde familieaften og bede dagligt i håb om, at når han en dag flytter hjemmefra og skal stå på egne ben, igen vil huske den så vigtige sætning: »Jesus Kristus er Guds Søn.«