2016
Den blinde skal se
Juni 2016


Den blinde skal se

Vi kan betragte fremkomsten af Mormons Bog som en mirakuløs gendannelse af åndeligt udsyn.

Isaiah writing

Øverst: Detalje fra Esajas forudser Kristi fødsel, af Harry Anderson

Esajas profeterede om, at Herren i de sidste dage ville udføre et forunderligt værk, og han forudsagde, at Mormons Bog ville komme frem, idet han sagde »de blindes øjne [skal] se trods mulm og mørke« (Es 29:18).

»Den forfærdelige tilstand af blindhed«

I tiden inden det herlige første syn, var den religiøse entusiasme i Manchester i New York i USA ekstremt forvirrende. Joseph Smith skrev: »Så stor var forvirringen og striden mellem de forskellige trosretninger, at det var umuligt for en … at komme til nogen sikker konklusion om, hvem der havde ret, og hvem der havde uret« (JS-H 1:8).

Mormons Bog omtaler denne forvirring inden genoprettelsen, som en »forfærdelig tilstand af blindhed … på grund af, at de tydelige og yderst dyrebare dele af Lammets evangelium er blevet holdt tilbage af den vederstyggelige kirke« (1 Ne 13:32; fremhævelse tilføjet).

Gennem historien var det klare åndelige udsyn, som Bibelen gav blevet sløret, da mange enkle og dyrebare dele var gået tabt, til tider utilsigtet gennem mangelfuld oversættelse og andre gange helt tilsigtet ved moralsk belastet redigering, så »de kunne fordreje Herrens rette veje, så de kunne forblinde menneskenes børns øjne og forhærde deres hjerte« (1 Ne 13:27, fremhævelse tilføjet).

»Jeg var blind, og nu kan jeg se« (Joh 9:25)

Christ healing a blind man

Et af de mere hyppige af Frelserens mirakler var at give de blinde synet tilbage.1 Frelserens vigtigste mission og mirakel var dog at give den åndeligt blinde synet igen. Han sagde: »Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se« (Joh 9:39).

For at blive i Esajas metafor og Nefis syn om åndelig blindhed i de sidste dage, kan vi betragte fremkomsten af Mormons Bog som en mirakuløs gendannelse af åndeligt udsyn.

»Ej heller vil Gud Herren tillade, at ikke-jøderne for evigt forbliver i den forfærdelige tilstand af blindhed …

Jeg [vil] være barmhjertig mod ikke-jøderne på den dag, således at jeg ved min egen kraft vil bringe meget af mit evangelium … frem …

For se, siger Lammet, jeg vil give mig til kende for dine efterkommere, så de vil skrive meget, som jeg vil forkynde for dem, og … se, da skal dette blive skjult for at komme frem til ikke-jøderne ved Lammets gave og kraft.

Og i dette skal mit evangelium skrives, siger Lammet og min klippe og min frelse …

Disse sidste optegnelser … skal stadfæste sandheden af de første … Derfor skal de stadfæste hinanden i ét« (1 Ne 13:32, 34-36, 40-41, fremhævelse tilføjet) – og virke sammen for at hjælpe os til at se sandheden.

Bible and Book of Mormon

»Stadfæste hinanden i ét« er også sådan to øjne ser eller fungerer. Eftersom jeg har stær, må jeg anvende nogle mirakuløse øjendråber i begge mine øjne to gange om dagen for at forebygge blindhed. Inden lægerne opdagede, at jeg havde stær, havde jeg allerede mistet en del af mit syn på det ene øje. Jeg er utrolig taknemlig for vore dages lægevidenskab og for, at jeg ikke er blind. Jeg er også taknemlig for mit gode øje, som kompenserer for det delvise synstab på det andet. Sammenligningen med to øjne er dyb og af personlig relevans for mig.

Adskillige videnskabelige undersøgelser illustrerer fordelen ved to øjne frem for et. Jeg vil udforske seks af disse fortrin og deres åndelige parallel til Mormons Bog som et andet øjenvidne om Jesus Kristus i gendannelsen af et åndeligt udsyn i verden.

1. To øjne øger synsfeltet og klarheden

horizontal field of view

Mennesker har et maksimalt synsfelt i horisontalplanet på omkring 180 grader med to øjne, deraf er omkring 120 grader overlapning eller noget, der ses med begge øjne. Udover det konvergerende synsfelt, har det enkelte øje også et monokulært synsfelt.2

Efter at der gennem århundreder gik mange tydelige og dyrebare ting tabt, gav Bibelen ikke et perfekt udsyn. Fremkomsten af Mormons Bog med dens perfekte udsyn øgede ikke blot det åndelige synsfelt, men gav også en meget tiltrængt klarhed til den overlappende del af to åndelige øjne eller det binokulære synsfelt (se billede 1) - og som vi i overensstemmelse med skriften kan kalde loven om to vidner (se Matt 18:16; Eter 5:4; L&P 6:28).

Den overlappende del af synsfeltet eller den binokulære totalsum øger evnen til at opdage utydelige ting.3 Vi ser tingene mere klart, da det separate syn på det enkelte øje kombineres til et enkelt billede, og giver os konvergens eller samsyn på den visuelle akse4 og eliminerer således »forvirringen og striden«, der i den grad forstyrrede den unge Joseph (se JS-H 1:8).

Fakta er, at to øjne ser bedre end et, og det er så universelt og indlysende, at Esajas ikke kunne have valgt en bedre metafor, som hele verden kan forholde sig til: »På den dag skal de … blindes øjne se« (Es 29:18). Vi håber, at de der nu kun ser med et åndeligt øje, Bibelen, vil anerkende visdommen i ikke at afvise Mormons Bog som et andet øjenvidne om Jesus Kristus uden at give den en chance. De vil opdage, at »Judas træstykke« og »Josefs træstykke« (Ez 37:19) konvergerer ligesom to øjne med perfekt og klart samsyn … en øjenåbnende oplevelse!

2. Stereosyn … undgå bedrag

»Binokulært syn … gør, at mennesker kan gå over og omkring forhindringer med større fart og sikkerhed« på grund af en mere præcis opfattelse af dybde.5 Et eksempel på denne overlegne dybdeopfattelse illustreres i klarheden i et 3-D billede af et enkelt fotografi (se billede 2A).

stereoscope

I dyreriget giver to øjne et potentielt bytte stereosyn eller præcis dybdeopfattelse, og evnen til at skelne 3-D skævheder, og hjælper således til at gennemskue [et potentielt rovdyrs] camouflage«6 (se ill. 2B).

disguised snake

Foto af slange © iStock/Thinkstock

Mormons Bog tilbyder verden lignende beskyttelse ved at give klarhed og guddommelig dybdeopfattelse på det åndeligt binokulære felt, og gør os i stand til at gennemskue og undgå Satans camouflage og bedrag. Han har kløgtigt skabt forvirring ved at forvanske betydningen af mange passager i Bibelen. Mormons Bog gennemhuller hans camouflage ved krystalklart at »gendrive falske lærdomme« (2 Ne 3:12) og »sønderdele al Djævelens snedighed og alle hans snarer og rænker« (Hel 3:29).

Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) kom med dette betryggende løfte om Mormons Bog: »Der er i bogen en kraft, der vil begynde at strømme ind i jeres liv i det øjeblik, I indleder et seriøst studium af den. I vil finde større styrke til at stå imod fristelser. I vil finde styrke, så I kan undgå at blive bedraget. I vil finde styrke til at blive på den lige og snævre sti.«7

3. Se uden om hindringerne

Binokulært syn hjælper et menneske til at se mere af eller alt det, der ligger bag en hindring. Denne fordel blev påpeget af Leonardo da Vinci, som bemærkede, at en vertikal søjle, der måske dækker noget af en genstand for det venstre øje, men at genstanden alligevel kan ses med det højre øje8 (se billede 3).

binocular vision

Et åndeligt eksempel på dette finder man i Frelserens ord til judæerne: »Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde« (Joh 10:16).

Eftersom Jesus ikke identificerede de andre får, kunne jøderne ikke dechifrere hans udtalelse. Men med det udvidede perspektiv Mormons Bog giver, bliver det, der var gemt, synligt: »Og sandelig siger jeg til jer, at I er dem, om hvem jeg sagde: Jeg har andre får, som ikke er af denne fold; også dem må jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én fold og én hyrde« (3 Ne 15:21). Resultatet bliver et klart synsfelt uden misforståelse af, hvad Frelseren mente … ikke flere hindrende illusioner.

4. Fordelene ved perifert syn på hvert øje

»Det perifere syn [sidesyn eller orienteringssyn] er den del af synet, som ligger uden for det centrale synsfelt.«9 Vi kan med andre ord orientere os om ting i synsfeltet, selvom vi ikke fokuserer på dem. En del af det synsfelt - som ligger uden for det binokulære synsfelt, eller stereosynet – er unikt for det enkelte øje (se billede 1).

Vi er utroligt taknemlige for Bibelen og alt det unikke og storslåede, den giver os … og vigtigst af alt historien om Jesu Kristi liv og tjenestegerning.

Vi er også dybt taknemlige for Mormons Bog og det uslørerede 6/6 syn den giver os, hvilket kaster lys over Kristi lære og åbenbarer hans lærdomme gennem profeterne i det fortidige Amerika og hans besøg og tjeneste blandt nefitterne.

Ligesom to øjne er guddommeligt parret, fuldender Bibelen og Mormons Bog hinanden, hvilket resulterer i et spektakulært samsynspanorama, såvel som ting, man kun ser med det ene.

5. Borteliminering af vores blinde plet

Vi har alle en blind plet i vores synsfelt, som er relativt nem at identificere. Hold illustrationen af cirklen og stjernen (ill. 4) lige ud foran jer i en armslængde. Luk det venstre øje og ret det højre øje direkte mod den lille cirkel. Når det højre øje stirrer på cirklen, begynder billedet langsomt at komme nærmere. Omkring halvvejs vil stjernen forsvinde fra det perifere synsfelt.

blind spot demonstration

Overrasket? Vidste I ikke, at I havde en blind plet? Akkurat som det andet øje kompenserer for denne blinde plet, gør Mormons Bog noget tilsvarende for Bibelen.

Og akkurat som stjernen forsvandt for jeres øjne, havde Herodes ikke set stjernen over Betlehem og måtte spørge de vise mænd om, »hvornår stjernen havde vist sig« (Matt 2:7). Det var hans åndelige blinde plet. Kun de, der havde holdt øje med stjernen, havde bemærket den.

I dag er der mange, der ligesom Herodes, nægter at holde øje med og se åndelige ting. »Ve de blinde, som ikke vil se« (2 Ne 9:32). Stolthed gjorde også, at jøderne »foragtede de tydelige ord og slog profeterne ihjel og søgte efter det, som de ikke forstod« (Jakob 4:14).

En indsigt i Mormons Bog, der maner til eftertanke, er advarslen om stolthed som en universel blind plet, og »en synd, som let kan ses hos andre, men som vi sjældent indrømmer om os selv«.10 Det er ligesom dårlig ånde … åbenlyst for alle andre end den, der har det.

»I det store råd i himlen var det stolthed, der var skyld i Lucifers fald.«11 Det var nefitternes »stolthed, [der blev] deres undergang« (Moro 8:27). Det er stolthed, der vil brænde som stubbe, når Gud renser jorden med ild (se Mal 3:19; 3 Ne 25:2).

Ved indgangen til den lige og snævre sti, står der et advarselsskilt med påskriften: »VOGT jer for stolthed, så I ikke bliver som nefitterne fordum« (L&P 38:39; fremhævelse tilføjet). Den tragiske ironi er, at et advarselsskilt i sig selv ofte er den stoltes blinde plet. Så »lad den, der er uvidende, lære visdom ved at ydmyge sig og påkalde Herren sin Gud, så hans øjne må blive åbnet, så han kan se« (L&P 136:32).

6. Forbindelsen mellem øjne og hjerne

anagram

Denne ligning (se ill. 5) virker præcis, men den er ikke helt korrekt. Det er rent faktisk hjernen, som fortæller os, hvad det er, vore øjne ser. Hjernen skaber vore drømmebilleder om natten og fortolker det, vi ser, om dagen. Syn er ikke nødvendigt for at tro eller se rigtigt. For eksempel: »Skønt [Jesus] havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham« (Joh 12:37). Øjne er i sig selv ikke i stand til at fostre tro eller ægte syn.

Akkurat som hjernen arbejder sammen med øjnene, arbejder Ånden sammen med skrifterne, som hjælper os til at se åndeligt. Blot at læse skrifterne giver ikke tilstrækkelig åndelig indsigt, fordi »et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok« (1 Kor 2:14).

Hvis Mormons Bog skal fungere som et åndeligt øje, må vi acceptere og følge Moronis opfordring i Moroni 10:3-5 oprigtigt. Det er en opfordring med et løfte, om at Gud »vil … tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft« (Moro 4:4; fremhævelse tilføjet).

Vidne og taknemlighed

For at undgå åndelig blindhed, satte Lehis sønner livet på spil for at få bronzepladerne (se 1 Ne 3-4). Uden pladerne ville de være »sunket ned i vantro« (Mosi 1:5). I dag har vi takket være trykpressen og digitale værktøjer friere og hurtigere adgang til skrifterne. Det gør dog ikke den store forskel for Satan, om han skal afholde folk fra at få dem … hvilket var hans strategi i den mørke middelalder … eller friste folk til ikke at læse dem … som er hans strategi i de sidste dage. I begge tilfælde har han held med i »tågerne af mørke« at forblinde »menneskenes børns øjne … så de fortabes og går tabt« (1 Ne 12:17; fremhævelse tilføjet).

Ligesom med mine daglige øjendråber, er det kun ved bestandigt at holde »fast ved jernstangen« (1 Ne 8:30; fremhævelse tilføjet), at vi kan undgå at blive forblindet af den lumske og udbredte tåge i de sidste dag. Når som helst et menneske bliver mindre aktiv i eller forlader Kirken, er det næsten helt sikkert, at den person er holdt op med at læse Mormons Bog.

Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus er i sandhed et stort og forunderligt værk. Den er en anden øjenvidneberetning om Jesus Kristus og hans herlige evangelium, med alle de fordele der er ved at se med to øjne.

Må vi bestandigt holde fast i jernstangen, så vi kan blive værdige til at høre Frelserens ord til sine disciple: »Salige er jeres øjne, fordi de ser« (Matt 13:16).

Noter

  1. Se Matt 9:27-31; 12:22-23; 15:30-31; 21:14; Mark 8:22-26; 10:46-52; Luk 7:21-22; Joh 9; 3 Ne 17:7-9; 26:15.

  2. Læs fx om »binokulært syn« på www.sundhed.dk

  3. Se Randolph Blake og Robert Fox, »The Psychophysical Inquiry into Binocular Summation«, Perception & Psychophysics, vol. 14, nr. 1, 1973, s. 161-168; se også »Binocular vision.«

  4. Læs fx om »samsyn« på www.netdoktor.dk/ojne

  5. »Binokulært syn.«

  6. »Binokulært syn.«

  7. Kirkens præsidenters lærdomme: Ezra Taft Benson, 2014, s. 141.

  8. Se »Binokulært syn.«

  9. Læs fx om det »perifere syn« på www.optikerforeningen.dk/

  10. Lærdomme: Ezra Taft Benson, s. 18, fremhævelse tilføjet.

  11. Lærdomme: Ezra Taft Benson, s. 231.