2017
Fjorten hændelser omkring Kristi fødsel
December 2017


Fjorten hændelser omkringKristi fødsel

14 events of the nativity 1
14 events of the nativity 2

Jesu Kristi fødsel fejres hvert år – vi synger salmer, vi holder familietraditioner i hævd, og vi mindes vor Herre ved at ære, at han lod sig føde. Men hvilke detaljer omkring hans fødsel kan vi finde i skrifterne?

Der var blevet profeteret, at Kristus ville blive født

Det fortidige Jerusalem og Amerika

1 Mos 49:10; Es 7:14; 8:23-9:6; Mika 5:1; Mosi 3:8; Alma 7:10; Hel 14:2-5

År forinden Frelseren blev født, havde profeter modtaget åbenbaring om Jesus Kristus. Profeter i Det Gamle Testamente talte om en konge af Davids slægt, der skulle fødes i Betlehem – en Messias. Ifølge jødisk tradition og tro skulle denne Messias være en konge, der ville udfri sit folk, jøderne, fra politisk undertrykkelse og regere over jorden i retfærdighed.

Hvad de gamle jøder dog ikke forventede, var en konge, der ville udfri sit folk fra åndelig undertrykkelse. Frem for timelig frelse og et jordisk rige tilbød Jesus Kristus evig frelse og sin Faders rige.

Englen Gabriel besøger Johannes Døbers forældre

Judæa

Matt 17:12-13; Luk 1:5-25 (særligt vers 17); L&P 27:7; Guide til Skrifterne, »Elias«

Johannes Døber var en »Elias« – en forløber for Kristus. Englen Gabriel fortalte Zakarias, Johannes’ far, at hans hustru, Elisabeth, ville blive med barn, og at de skulle give det navnet Johannes. Zakarias reagerede med tvivl, hvilket førte til, at han blev stum.

Englen Gabriel viser sig for Maria

Nazaret og Galilæa

Matt 1:18; Luk 1:26-38

Seks måneder senere besøgte Gabriel Elisabeths kusine Maria. Han fortalte Maria, at selvom hun var jomfru, ville hun blive med barn ved Helligåndens kraft, og det barn ville blive Jesus Kristus. Maria accepterede ydmygt sit kald som mor til Guds Søn. Englen fortalte også Maria, at hendes kusine Elisabeth havde undfanget.

Maria besøger Elisabeth

Judæa

Luk 1:39-56

Da Maria havde haft besøg af englen, forlod hun Nazaret og begav sig til Judæa for at besøge sin kusine Elisabeth i tre måneder. Mens Maria var der, fik Elisabeth et vidnesbyrd gennem Helligånden om, at Marias barn var Guds Søn. Maria bar også selv vidnesbyrd om Gud.

Johannes Døber bliver født

Judæa

Luk 1:57-80

Da Johannes Døber blev fødtantog man, at han ville blive kaldt Zakarias efter sin far. Elisabeth afviste det og sagde, at barnet skulle hedde Johannes. Da man spurgte Zakarias om det, var han enig med Elisabeth. Fordi han fulgte Gabriels instruks om at kalde sin søn Johannes, fik han mælet tilbage, og han lovpriste Gud.

Englen Gabriel viser sig for Josef

Nazaret

Matt 1:18-23

Da Josef, Marias trolovede, ved Marias tilbagekomst til Nazaret så, at hun var gravid, ønskede han at lade sig skille fra hende »i al stilhed.« Men inden det kom så vidt, viste Gabriel sig for Josef i en drøm og vidnede om, at Marias barn var undfanget ved Helligånden, og at barnet ville frelse sit folk fra deres synder. Så i stedet for at lade sig skille fra Maria besluttede Josef sig for at gifte sig med hende.

Folketælling over hele verden

Romerriget

Luk 2:1-4; James E. Talmage, Jesus Kristus, s. 97-98

Indskrivningen fungerede både som skatteopkrævning og som folketælling, hvilket romerne indførte. Almindeligvis blev folk talt ved den bopæl, de havde på det givne tidspunkt, men det var jødisk skik at lade sig indskrive i sin slægtsby. Derfor var Betlehem, hvorfra Josefs slægt kom, helt fuld af folk, og alle herberger var fuldt optaget.

Jesus Kristus bliver født

Nazaret, Betlehem og Judæa

Betlehem betyder »brødets hus«, og det var blevet profeteret, at Messias skulle fødes der.

Luk 2:6-7

Josef og Maria rejste til Betlehem for at blive skrevet i mandtal. Da Jesus blev født, måtte Maria bruge en krybbe i en stald som vugge, der ellers blev brugt som trug for dyrene. Der nævnes intet om, at der også var dyr inde i stalden.

De profeterede tegn ses i Amerika

Amerika

Hel 14:1-5; 3 Ne 1:15-21

Som profeteret blev der på Kristi fødselsdag en dag og en nat og en dag uden mørke på det amerikanske kontinent. En ny stjerne kom frem på himlen.

Hyrder hører om Kristi fødsel

Nær Betlehem

Luk 2:8-17

Ved den tid på året lå hyrderne ude på marken og holdt vagt over deres hjorde dag og nat. Det var her, en engel viste sig for dem og fortalte, at Frelseren var blevet født. Umiddelbart efter englens forkyndelse lovpriste en himmelsk hærskare Gud. Da hyrderne havde hørt dette, skyndte de sig til Betlehem for at se Jesus. Da de havde set Jesusbarnet, forlod de Josef og Maria og fortalte om, hvad de havde set.

Jesus bliver omskåret, navngivet og præsenteret i templet

Betlehem

Luk 2:21-38; James E. Talmage, Jesus Kristus, s. 100-101

Da otte dage var gået, blev Kristus omskåret og navngivet, som det var jødisk sædvane. Han fik navnet Jesus, hvilket betyder »Frelser« på hebraisk.

Ifølge jødisk lov og skik skulle en kvinde vente 40 dage efter, hun havde født, før hun måtte træde ind i templet. Da renselsesdagene var gået, tog Maria og Josef Jesus med til templet. Her mødte de Simeon, som var blevet lovet, at han skulle se Kristus, inden han døde. Han genkendte Kristus, tog ham i sine arme og lovpriste Gud. Han profeterede også om Kristi jordiske mission.

Anna, en profetinde, vidnede også om Kristus ved templet. Hun bar også vidnesbyrd om hans mission.

Vise mænd spørger Herodes om Kristus

Jerusalem

Matt 2:1-10

Et uspecificeret antal vise mænd kom fra »Østerland« til Jerusalem i deres søgen efter Kristus. De havde set en ny stjerne på himlen, hvilket indikerede, at Kristus var blevet født. De spurgte kong Herodes, den romersk udpegede konge af Judæa, hvor de kunne finde barnet. Herodes følte sig truet af muligheden for en ny konge, Messias, som han tænkte ville overtage hans rige. Uden at fortælle de vise mænd, hvad han frygtede, bad han dem om at lade ham vide, hvor de fandt Kristus. Han planlagde at dræbe ham.

De vise mænd finder Kristus og har gaver med

Betlehem

Matt 2:9-12; Bible Dictionary, »Magi«

De vise mænd finder Kristus. Matthæus specificerer, at de fandt Jesus som et barn i et hus, hvilket måske antyder, at de kom mindst et år efter, at Jesus var blevet født. De bragte Jesus guld, røgelse og myrra – kostbare gaver, der var en konge værdig og anerkendte ham dermed som sådan. I en drøm blev de vise mænd advaret mod at fortælle Herodes om, hvad de havde fundet.

Josef får besked om at flygte til Egypten

Betlehem, Egypten og Nazaret

Matt 21:13-16, 19-23

De vise mænd rapporterede aldrig tilbage til Herodes, som han ønskede af dem. Herodes reagerede ved at lade alle drengebørn i Betlehem, der var to år eller yngre dræbe. Josef, der var blevet advaret i en drøm, tog Maria og Jesus og flygtede til Egypten. Der blev de, indtil Herodes døde. Da Herodes døde, viste en engel sig for Josef og fortalte, at det var sikkert for dem at vende tilbage til Israel. Da Josef fandt ud af, at Herodes’ søn var blevet konge i Judæa, tog han sin familie til byen Nazaret i Galilæa i stedet for, og således begyndte Kristi liv som Jesus af Nazaret. Flere år senere blev han døbt, udvirkede mirakler og fuldendte sin vidunderlige evige forsoning.