Sidste dages hellige røster
Julepakker til mig?
Illustration: Carolyn Vibbert
Jeg tjente som missionær i Sacramento-missionen i Californien i julen 2003. Min makker og de to andre søstermissionærer, vi delte en lejlighed med, begyndte at modtage gaver og breve fra deres slægtninge og venner. Jeg vidste godt, at det ikke ville blive det samme for mig.
Min familie i Argentina havde ikke meget at rutte med, og deres breve tog almindeligvis to til tre måneder om at nå frem. Jeg var langt væk fra min familie, men jeg var glad for at tjene Jesus Kristus i julen.
Juleaften, da vi var ved at gøre os klar til at gå i seng, fortalte en af søstrene mig, at der var blevet afleveret nogle pakker med mit navn på ved vores dør.
»Til mig? Det kan ikke passe,« sagde jeg forbløffet.
To store pakker med mit navn på og uden en returadresse. Jeg var spændt, og de andre søstre var også spændte. Jeg åbnede pakkerne, der var fyldt med gaver, slik, børnetegninger og andre ting! Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.
Hvem havde mon sendt mig disse pakker? tænkte jeg. Ingen af os vidste det, men vi frydede os alle over generøsiteten.
Flere dage efter jul vidste jeg stadig ikke, hvem der havde sendt pakkerne. Så jeg ringede til missionskontoret og spurgte sekretæren, om hun ville oplyse mig, hvem den ukendte afsender var. Hun fortalte, at medlemmer i en menighed, der ønskede at forblive anonyme, havde besluttet at sende mig pakker med julegodter. Jeg vil altid være taknemlig for den menigheds generøsitet, der bragte så stor kærlighed den juleaften, og for al den støtte, jeg modtog under min mission.
Jeg lærte, at ethvert medlem af Kirken kan få missionærerne – der er langt væk hjemmefra – til at føle sig hjemme, når de bliver vist opmuntring og hjælp. Det var en af de bedste juleaftener i mit liv. Jeg tjente Frelseren og følte hans kærlighed gennem medlemmerne af hans kirke.