Ære være Gud i det højeste

Ældste Ronald A. Rasband

De Tolv Apostles Kvorum

Fra en tale ved BYU Management Society–-Salt Lake Chapter i Salt Lake City i Utah i USA den 13. december 2016.

Når som helst vi handler i samklang med Herren – holder hans bud, opløfter dem omkring os – vidner vi om, at han lever og elsker os.

Syv hundrede år inden Jesus Kristus blev født i Betlehem i Judæa, sagde profeten Esajas: »Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel« (Es 7:14).

Kong Benjamin profeterede 125 år inden Frelserens fødsel: »Og han skal kaldes Jesus Kristus, Guds Søn, himlens og jordens Fader, skaberen af alt fra begyndelsen, og hans mor skal hedde Maria« (Mosi 3:8).

Dagen inden barnet Jesus blev født, hørte Nefi, søn af Nefi, en stemme forkynde: »I morgen kommer jeg til verden« (3 Ne 1:13).

Den næste dag blev kristusbarnet født på den anden side af havene. Hans mor, Maria, må utvivlsomt have kigget på sin nyfødte søn med forundring, Faderens Enbårne i kødet.

Lukas fortæller, at hyrderne på egnen holdt vagt over deres hjord (se Luk 2:8.). Disse hyrder var »retfærdige og hellige mænd« (se Alma 13:26), der kunne vidne om Jesusbarnet.

»Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.

Men englen sagde til dem: ›Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:

I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren …

Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Luk 2:9-11, 13-14).

Forestil jer det scenario i Judæa – himlen var stjerneklar og funklende og himmelske kor markerede denne enestående begivenhed. Hyrderne »skyndte sig« (Luk 2:16) hen for at se barnet, som lå i krybben. Senere fortalte de andre, hvad de havde set og hørt (se Luk 2:17).

Hvert år ved juletid føjer vi vores vidnesbyrd til hyrdernes – nemlig at Jesus Kristus, den levende Guds bogstavelige Søn, kom til det hjørne af verden, som vi kalder det hellige land.

Hyrderne tog ærbødigt til stalden for at prise Kongernes Konge. Hvordan kan vi tilbede ham i denne højtid? Ved at handle i al uendelighed? Ved at jage rundt for at dekorere vores hjem og pakke gaver ind? Vil det være vores lovprisning af vor Frelser? Eller vil vi også komme med fred til de tunge om hjertet, godhed til dem, der søger en højere mening og ære til Gud ved vores villighed til at holde hans bud?

Jesus sagde ganske enkelt: »Kom så og følg mig!« (Luk 18:22).

Jesu Kristi evangelium, der blev gengivet gennem profeten Joseph Smith, har givet genlyd blandt troende overalt i verden. Jeg har selv oplevet den glød, lige fra øerne i havet til det store Rusland, hos dem, der har taget imod Frelserens hellige ord.

Julens budskab

Blandt de første hellige, som samlede sig i Zion, var Hannah Last Cornaby, der bosatte sig i Spanish Fork i Utah i USA. I den genoprettede kirkes svære tidlige dage blev julen sommetider markeret med en dyrebar appelsin eller et udskåret stykke trælegetøj eller en kludedukke – men ikke altid. Hannah skrev den 25. december 1856:

»Juleaften kom og mine små engle havde med barnlig tro hængt deres julesokker op i håb om, at de ville blive fyldt. Med et smertende hjerte, som jeg skjulte for dem, forvissede jeg dem om, at de ikke ville blive glemt, og de faldt i søvn i sød forventning om morgendagen.

Jeg havde intet sødt i huset, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. De måtte dog for intet i verden blive skuffede. Så kom jeg i tanke om nogle squash, som jeg kogte og derefter drænede, og som gav en sød sirup, når de havde simret nogle timer. Med denne sirup og lidt krydderier lavede jeg en peberkagedej, som jeg skar i forskellige faconer og bagte i en stegepande (jeg havde ingen ovn) og lagde i deres sokker, hvilket frydede dem ligeså meget som den fineste konfekture.«¹

Mellem linjerne i denne beretning læser man om en mor, der arbejdede hele natten uden så meget som en ovn til hjælp. Men hun var opsat på at glæde sine børn, på at indgyde dem tro og give dem en dejlig dag derhjemme, »salig dag! alt er vel!«² Er det ikke julens budskab?

Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vores muligheder for at give af os selv er virkelig ubegrænsede, men de er også flygtige. Der er hjerter, man kan glæde. Der er venlige ord, som skal siges. Der er gaver, som skal gives.«³

Når som helst vi handler i samklang med Herren – holder hans bud, opløfter dem omkring os – vidner vi om, at han lever og elsker os, uanset hvilke timelige udfordringer vi har.

Da den skotske konvertit John Menzies Macfarlane tilsluttede sig Kirken med sin mor, der var enke, og sin bror, foretog de tre rejsen til Salt Lake City i Utah i 1852. Han var 18 år gammel. I årenes løb blev han landinspektør, bygmester, ja endog distriktsdommer, men det var hans musik, der kendetegnede ham.

Han stiftede sit første kor i Cedar City i Utah og rejste rundt i det sydlige Utah med sit ensemble. Efter en optræden i St. George opfordrede ældste Erastus Snow (1818-1888), apostel og leder af kolonien, John til at flytte til St. George og tage sin familie og musik med sig.

Det havde været hårde tider i 1869, og ældste Snow bad bror Macfarlane om at sammensætte et juleprogram, der kunne opløfte folkets ånd. Bror Macfarlane ville gerne have et nyt og medrivende stykke musik til lejligheden. Men uanset hvor meget han prøvede på at komponere, kom der intet. Han bad om inspiration og bad igen.

En nat vækkede han så sin kone og udbrød: »Jeg har ordene til en sang, og jeg tror også, at jeg har musikken!« Han skyndte sig hen til deres lille stueorgel og spillede melodien og skrev den ned, mens hans kone holdt det blafrende lys, der bestod af en strimmel flonel, der flød i en skål fedt, for ham. Ordene og musikken flød fra ham:

Langt, langt herfra nær ved Betlehems stad
engle til hyrderne sang så glad.
Ære til Gud!
Ære til Gud!
Ære til Gud i det høje,
fred på jord, Guds velbehag 
kom til mennesker i dag!4

Bror Macfarlane havde aldrig været i Judæa og set egnene omkring Betlehem, men det inspirerede budskab i hans musik flød fra hans sjæl som et vidnesbyrd om Frelserens fødsel i Betlehem – en begyndelse, der skulle forandre verden for evigt.⁵

John Menzies Macfarlane vidnede om Jesus Kristus gennem sin musik, og Hannah Last Cornaby vidnede om Kristus i den tjeneste, hun ydede for sine børn. Vi kan ligeledes tjene Herren og vidne om ham gennem enkle uselviske handlinger. Vi kan også gøre en forskel i vores familie, menighed, på vores arbejdsplads og andre ansvarlighedssfærer.

Gør en forskel

En enkel måde at gøre en forskel på er at lade sig involvere i Kirkens årlige julekampagne på de sociale medier. Kampagnen er udformet for at hjælpe de hellige – og Guds børn over hele verden – til at fokusere på Frelseren. I år lancerer Kirken endnu et globalt initiativ for at fejre Kristi fødsel og opfordre folk til at efterligne ham ved at tjene andre i denne juletid.

Kirken gentager sidste års succesfulde tema: »Oplys verden« (se Mormon.org). Temaet kommer fra Johannes 8:12, hvor der står: »Atter talte Jesus og sagde: ›Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.‹«

Kampagnen omfatter en adventskalender og relevante skriftsteder, der indeholder forslag til, hvordan folk kan tjene og dele julens lys.

»Vi kom alle til jorden udstyret med Kristi lys,« har præsident Monson sagt. »Når vi følger Frelserens eksempel og lever, som han levede, og som han belærte om, vil det lys brænde i os og lyse vejen op for andre.«⁶

Vi lærer Faderen at kende ved at gøre det, han gjorde. Når vi tjener andre, fører vi dem – og os selv – nærmere til ham.

»Navnet over alle navne«

Når det bliver jul, savner jeg især vores lille barnebarn Paxton. Paxton blev født med en sjælden arvelig sygdom, og han havde mange helbredsmæssige problemer. Vor himmelske Fader lærte vores familie mange specielle og dybe ting i de tre korte år, Paxton velsignede vores liv.

Min søster Nancy Schindler lavede et smukt quiltet tæppe til ære for Paxton. Hun kaldte det »Navnet over alle navne«. Tæppet indeholder 26 af Jesu Kristi navne – navne der er anført i alfabetisk orden. Tæppet minder mig om, når familien engang kan blive forenet med Paxton igen, hvilket er blevet gjort muligt gennem Frelserens lidelse, sonoffer og opstandelse.

Tæppet inspirerede mig til at studere navnene på Jesus Kristus, som de er åbenbaret i skrifterne. Undersøgelsen af hans navne er blevet en del af mit personlige studium af skriften. Indtil videre har jeg fundet hundredvis af navne for Frelseren.

Et af mine ansvar som medlem af De Tolv Apostles Kvorum er, som det forklares i Lære og Pagter, at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus. I Lære og Pagter står der: »De tolv omrejsende rådsmedlemmer er kaldet til at være de tolv apostle, eller særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23; fremhævelse tilføjet).

Jeg blev for nylig bedt om at tale ved et nadvermøde på Primarys børnehospital i Salt Lake City. Jeg følte mig tilskyndet til at tale om Jesus Kristus og alle hans håbefulde navne. Jeg bar vidnesbyrd om Frelseren som »den lysende morgenstjerne« (Åb 22:16), »som ypperstepræst for de goder, som nu er blevet til« (Hebr 9:11), som »en Gud, der gør mirakler«, som opstod »med helbredelse i sine vinger« (2 Ne 27:23; 25:13), »Freds Fyrste« (Es 9:5; 2 Ne 19:6) og som »opstandelsen og livet« (Joh 11:25).

Ved juletid holder jeg af at recitere Frelserens navne, når jeg går til og fra mit kontor gennem julelysene på Tempelpladsen. Jeg begynder med A, »Alfa og Omega« (Åb1:8); B, »barnet« i Betlehem (Luk 2:12, 16); »Rådgiver« (Es 9:5; se 2 Ne 19:6); »Befrieren« (Rom 11:26); den »Ophøjede (Sl 89:20); til F for “Fredsstifteren« (Mosi 15:18) og så videre.

I denne juletid ser jeg frem til at kunne huske nogle flere af hans navne og til de forskellige muligheder for at ære hans navn. Når I stræber efter at gøre en forskel i denne juletid, håber jeg, at I vil gøre Frelseren til kernen i jeres indsats, og I vil gøre ham ære, når I tjener andre i hans navn.

Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at vor evige Fader lever. Hans plan for lykke velsigner hvert eneste af hans børn i alle generationer. Jeg ved, at hans elskede Søn, Jesus Kristus, barnet, der blev født i Betlehem, er verdens Frelser og Forløser.

Disse lovprisende ord lyder sande i mine ører: »Ære til Gud i det høje, fred på jord, Guds velbehag.«⁷