Magien i julesange

Disse unge havde ingen anelse om, hvor meget glæde de kunne sprede ved at synge nogle få sange.

En julesang til Joaquín

Det med at synge julesange fylder ikke meget i de argentinske juletraditioner. Rent faktisk er julen her meget langt fra det traditionelle sneklædte sceneri, man måske ellers tænker på. Eftersom vi lever på den sydlige halvkugle, får julen altid mig til at tænke på en stor skål frugtsalat.

Så da mine forældre foreslog, at vi tog ud og sang julen ind som familie, følte mine søskende og jeg en blanding af forvirring og spænding. Vi tvivlede lidt på vores musikalske evner, så vi besluttede os for at lave nogle småkager og tage dem med, så de i det mindste kunne give folk grund til at smile.

En mand ved navn Joaquín havde været en del af vores menighed, lige så længe jeg kunne huske. I december var han blevet meget syg, og han kunne ikke længere komme til nadvermødet. Min far og mine brødre var blandt dem, der tog nadveren med til ham på hospitalet om søndagen efter kirke.

Søndagen inden jul hoppede hele vores familie ind i bilen for at besøge Joaquín, og vi håbede at kunne medbringe lidt varm julestemning. Da vi kom derhen, viste sygeplejersken os hen til hans seng. Han havde sine skrifter og salmebogen liggende ved sin side, som om han havde ventet os.

Han blev så åbenlyst glad for at se os, at vi alle straks følte sådan en stor ømhed for ham. Mine brødre forberedte, velsignede og omdelte nadveren. Inden vi tog af sted, sang vi det smukke omkvæd i »Langt, langt herfra«: »Ære til Gud i det høje, fred på jord, Guds velbehag kom til mennesker i dag« (Salmer og sange, nr. 133).

Det var i sandhed fred og velbehag, der kom i vores hjerte, da han kaldte os »engle« og takkede for besøget, når alt, vi ønskede at bringe, var de selvsamme følelser til ham.

Julia G. er fra Buenos Aires i Argentina

Aftenens sidste stop

Det var juleaften, og jeg havde ikke lyst til at tage ud og synge julesange.

Men min mor syntes, det kunne være sjovt at stuve familien ind i vores gamle bil og køre ad isglatte veje i nabolaget for at synge julesange for tre enker i vores menighed, og far støttede gladeligt op om hendes forslag.

Jeg følte mig akavet. Hvem gad at høre os? Jeg ville dø af skam, hvis jeg så nogen, jeg kendte. Fuld af brok og surmuleri kravlede jeg ind på bagsædet med min bror og søster.

Det første sted lå kun nogle gader væk. Der var ingen, der svarede. Vi kørte videre til den anden. Der var heller ikke nogen hjemme. Mit humør begyndte at blive bedre.

Da vi kørte ind i den smalle indkørsel ved vores sidste sted, tænkte jeg: »Bare der ikke er nogen hjemme.«

Nu var det mørkt udenfor. Da min mor bankede på og ventede, forblev der mørkt på verandaen. Godt. Snart ville vi være hjemme, og jeg kunne gemme mig på mit værelse.

Pludselig lyste det op på verandaen, og døren blev åbnet. Jeg blev så flov. Jeg følte virkelig, at vi havde forstyrret hende.

»Kom ind, kom ind,« sagde den lille senede kvinde. Hun pegede på sit gamle klaver.

»Spiller du?« spurgte hun min mor. »Lad os synge rundt om klaveret.«

Hendes varme og entusiasme blødgjorde mig. Måske havde hun ikke så meget imod, at vi var der. Vi havde sunget nogle få sange, da hun bød os på varm chokolade.

»Kan du komme og hjælpe?« spurgte hun mig. Da vi kom ud i køkkenet, blev jeg forbløffet over at se et bord, der var smukt pyntet til jul. Det var så festligt! Ved hver kuvert var en lille, omhyggeligt indpakket gave.

»Hvem er det til?« spurgte jeg. Jeg vidste, at hun boede alene.

»Mine naboer,« forklarede hun. »Hver jul inviterer jeg dem, der ligesom mig selv ikke har familie i nærheden, over til julemorgenmad og lidt forkælelse.«

Tanken betog min 13-årige hjerne. Beundring fyldte mit stædige hjerte. Det rum var så smukt. Den lille ældre søster var så smuk. Hvor var min mor smuk, at hun havde fået os herhen. Endelig var jeg glad.

I kirken den næste måned takkede denne søster igen for, at vi havde besøgt hende. Hun fortalte, at vi var de eneste, der havde husket hende det år. Nogle få måneder efter døde hun pludseligt.

Jeg tænker tilbage på den jul med taknemlighed for vidunderlige forældre og for denne ældre søster, som alle ønskede at dele juleglæden med andre.

Brooke K. er fra Utah i USA