Vi kan gøre det bedre, del 2: Find din plads i Jesu Kristi Kirke
Forfatteren bor i Utah i USA.
Lad ikke andre afholde dig fra at nyde velsignelserne ved dit medlemskab af Kristi kirke.
Efter otte år, hvor Paulo (alle navne er blevet ændret) ikke var kommet i kirken, fik han et opkald fra sin biskop i Brasilien, der spurgte, hvordan han havde det. Paulo havde længtes efter at vende tilbage, men han havde mange bekymringer, der afholdt ham fra fuld aktivitet. Hvordan kunne han som enlig undgå at sammenligne sig med dem, der var gift og havde børn? Ville han kunne finde venner i kirken efter så lang tid, og hvis han gjorde, hvad ville de så tænke om ham? Ville han stadig være i stand til at mærke Ånden, som han havde under sin omvendelse og mission, og havde han tro nok til at tage imod kaldelser?
En måned efter det telefonopkald så Paulo præsident Dieter F. Uchtdorf holde en tale ved generalkonferencen med titlen »Kom, slut jer til os«.1 »Den tale ramte mig,« mindes han, og inden for nogle få uger sad han rystende på kirkens parkeringsplads og bad en stille bøn om styrke til at komme ud af bilen og gå ind i kirkebygningen.
»Alting var ikke perfekt,« siger han om det første år efter, han vendte tilbage. Det var ikke let at passe ind. Alligevel hjalp en følelse af tilknytning til Frelseren og et stærkt ønske om en tempelanbefaling ham til at overvinde sin usikkerhed. Han begyndte at læse skrifterne og bede igen. »Hvis man ikke giver op, får man styrke og man kan mærke, Herren velsigner en,« siger han til dem, der kæmper med at føle sig accepteret. »Jeg har et vidnesbyrd om, at det er Kristi kirke, men det er i ham, man finder den sande tilknytning.«
Paulos beretning afspejler adskillige punkter, som kirkelederne beskriver i videoserien Enighed i forskelligheden. Deres budskab rummer håb og råd til dem, der ikke føler, at de hører til. Sommetider føler vi os alene selv i kirken, men, som disse ledere og medlemmer pointerer, er der noget, vi kan gøre for at hjælpe os selv igennem udfordringer som andres eksklusion eller dårlige behandling af os. Vi kan undgå sammenligninger, gå fremad trods usikkerhed, vide at det altid er muligt at vende tilbage og frem for alt, stole på Frelseren.
Undgå sammenligninger: Vi vil alle blive velsignet i sidste ende
»Når man begynder at sammenligne sig selv med andre, fører det enten til mismod eller stolthed … Velsignelser kommer på mellemnært sigt. Velsignelser kommer på lang sigt. Jeg tror, at der er velsignelser i vente for os, efter vi har passeret sløret … I sidste ende kan vi være forvisset om, at løftet om evigt liv gælder for alle.«
– Ældste Gary E. Stevenson fra De Tolv Apostles Kvorum
Rochelle flyttede til et beskedent rækkehus i et velstående område i det vestlige USA efter at have boet nogen tid i en institution for hjemløse. Fraskilt og med ansvar for flere børn havde hun to job, nogle gange tre, for at kunne få råd til mad og husleje, og hun havde ofte været mindre aktiv efter sin dåb.
»Selv om næsten alle i min nye menighed syntes at klare sig bedre end mig,« forklarer hun, »rakte de ud til mig og accepterede min tøjstil. Alle var virkelig interesseret.«
Selvom Rochelle levede under et betydeligt økonomisk pres, var hun aldrig misundelig på andre trods deres bedre forhold. »Jeg ønskede selvfølgelig at være mere tryg, men jeg betragtede aldrig mine naboers huse og følte, at Gud havde forladt mig,« mindes hun. »Jeg kunne føle, at han gik ved min side trods nogle af mine dårlige valg.«
Selv om Rochelles arbejdstider nogle gange har været en udfordring, hjalp menighedsledere og venner hende til sidst med at få opfyldt et stort ønske om at komme til templet. »Regelmæssige tempelbesøg hjalp mig til at være taknemlig for, hvor langt jeg er kommet,« siger hun eftertænksomt. »Jeg behøver ikke bekymre mig om, at andre synes at være kommet længere end mig.«
Rochelle indrømmer, at hun og hendes døtre må kæmpe, og at de »ikke er en fuldkommen SDH-familie«. Men samtidig erkender hun også, at »alle har problemer, og at ingen familie er helt fuldkommen,« et perspektiv, der frigør hende fra at se ud til siden på andre i stedet for at fokusere på sit forhold til Gud.
»Mine døtre kan se den forskel, som evangeliet har ført til i mit liv,« fortæller hun. »Jeg kan også mærke forskellen og har så travlt med arbejde, familie og kirke, at jeg ikke har tid til sammenligninger. Jeg er bare lykkelig for at være på den rette vej.«
Forbliv stærk, Kristus kan forandre dig
»Den person, der sidder ved siden af og ignorerer mig eller som tilmed ønsker at rykke sig væk … ændrer ikke ved det, som Kristus føler for mig eller de muligheder, jeg har i Kristus … Ethvert individ er nødt til at være opsat på, at de vil have en plads i Guds rige og være en del af Kristi legeme, og andres tankeløshed eller mangel på omsorg eller det, der er værre, kan ikke forhindre det.«
– Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum
Mens Matthew voksede op, kom han i små grene. Han og hans hustru, der er konvertit fra Ukraine, blev vant til at have flere kaldelser og var fuldt engageret i internationale SDH-grupper, men så flyttede de til USA. Store menigheder og forskellige kulturelle forventninger gjorde, at de følte sig i vildrede, og at der ikke var brug for dem. »Vi passede tilsyneladende ikke ind. Vi følte os ignoreret og savnede at blive opløftet og føle samhørighed om søndagen.«
Deres frustration nåede bristepunktet, da de efter at være flyttet til en anden by så frem til et besøg af en lokal præstedømmeleder, hvis formål med besøget viste sig at være at bede dem om at holde bedre styr på deres livlige lille barn under nadvermødet. Dybt såret overvejede Matthew aldrig at sætte sine ben i kirken igen. »Det, der stoppede mig, var mit vidnesbyrd om, at dette er Herrens kirke, og Frelseren ønsker mig der,« fortæller han. »Engagement i evangeliet har konsekvenser, der rækker ud over enhver følelse af personlig sårethed, jeg har haft i dette liv.«
Forskellige situationer kan sommetider få os til at føle os alene, marginaliseret og at der ikke er brug for os, hvilket er et fænomen, der ikke er unikt for sidste dages hellige. Den katolske forfatter David Mills beskriver den udfordring, som kirkegængere har med at omgås dem, der er »rigere, fattigere eller bedre eller dårligere uddannet end en selv. De kan tilhøre andre racer eller etniske grupper eller aldersgrupper end dig.« Vi vælger måske ikke nogen af dem til vores forskellige sociale netværk, forklarer han. Men religiøst engagement omfatter, at vi omgås mennesker, som vi ikke selv vælger, og det »er et af de få steder, der er tilbage, som mere ligner et samfund end et netværk … Man er nødt til at lære at elske disse mennesker, eller i det mindste at handle elskværdigt, selv når man ikke har lyst til det.«2 At sætte sin lid til Gud, når man ikke kan blokere eller ikke længere følge folk i ens religiøse fællesskab, er ofte den eneste måde at overvinde udfordringerne på.
Matthew fandt, at denne tillid til det guddommelige var afgørende for at forblive aktiv i Kirken. »Det eneste, der nogen gange får mig til at tage af sted, er mit vidnesbyrd om Kristus,« forklarer han. »Evangeliet er større end nogen af os. Kristus ser det, vi ikke kan se, han ved, hvad vi kan blive og hos ham er der plads til alle.«
Jasmin, der er medlem i det sydlige USA, indrømmer: »Jeg havde det svært med at komme ud af det med en søster i menigheden, som syntes at blande sig for meget i mit liv, og det gjorde, at jeg blev væk.« Men da bekymringen for hendes lille dreng vejede tungere end usikkerheden ved, hvordan det ville være at vende tilbage, vidste Jasmin, at tiden var inde til »ikke at lade andres meninger om mig få mig til at vende Kristus ryggen – uanset om jeg følte, at nogle i menigheden så ned på mig eller ej.«
Hun mønstrede tilstrækkeligt mod til at begive sig ud i en heftig storm en søndag, hvor hendes lille familie snart følte sig omsluttet af venner, der kunne hjælpe dem til at vokse i Jesu Kristi kirke. »Jeg fortryder, at jeg forlod Kirken,« siger hun. »Men jeg er taknemlig for, at jeg ikke gav op, og jeg skubbede mig fremad, for evangeliet handler ikke om andre – eller mig – det handler om min Frelser.«
Tag et skridt ud i mørket: Lyset vil komme
»Den naturlige mand og kvinde siger: ›Jeg skal under ingen omstændighed tage dette skridt [og] rykke frem i mørket, før lyset flytter sig, og jeg kan se, hvor jeg træder.‹ Kravet er bare, at vi tager det skridt i forventning om, at når vi finder fodfæste, så flytter lyset sig.«
– Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum.
Sommetider er det svært for nye medlemmer at slå rod i evangeliet, når de ikke har fuld vished om, hvad fremtiden bringer. Mei-Hsin, husmor i Taiwan, lærte om dette aspekt af tro, da hun tog den evangeliske formaning om at sætte børn i verden til sig, en udfordring fordi »mange i min kultur blot har et barn eller et kæledyr i stedet for,« siger hun. Hver graviditet har krævet, at hun i tro tog et skridt ud i det ukendte, og hun måtte sommetider ignorere intens kritik fra slægtninge og folk generelt.
Ofte kræver det at bevæge sig fremad, at man tager et skridt ud i det ukendte, hvilket kan være skræmmende for de nye i troen. Det kræver, at man udvikler en tillid til, at Herren vil hjælpe en langs vejen. Det er en normal del af vores lærings- og udviklingsproces at føle sig urolig og usikker, forsikrer ældste Bednar os om, men sommetider kan vores skridt ud i det uvisse – uanset om det drejer sig om at stifte familie eller vende tilbage til deltagelse i Kirken – være særligt skræmmende, fordi vidnesbyrdet først kommer efter troen er blevet prøvet (se Eter 12:6). Mei-Hsin og hendes mand fik sådan et vidnesbyrd efter, de havde stiftet familie. »Vi er lykkelige og taknemlige for vores børn,« siger hun. »Vi har lært at leve sparsommeligt og hjælpe og elske hinanden. Jeg er taknemlig for, at vi satte dem i verden.«
Ofte er det første og indledende skridt det sværeste. Ifølge ældste Bednar er første gang, vi [tager et skridt ud i det uvisse], »ikke tvivl, men det er lidt usikkerhed, ja tilmed lidt ængstelse, som er helt normalt.« Selvom om processen med at bevæge sig frem aldrig kan forløbe helt glat (»det er ikke en fuldkommen cyklus, der aldrig bliver forstyrret,« forklarer han), kan vi vokse gradvist og »linje på linje« og vores tro vil vokse trinvist.
»Det kræver øvelse at bevæge sig fremad,« siger Lazare fra Georgien, en omvendt fra landet mellem Rusland og Europa. At fatte tillid til SDH-venner var hans første skridt, hvorefter han gik med til at modtage en præstedømmevelsignelse. »Så kunne jeg gå videre med missionærlektionerne,« forklarer han. Efterhånden som Lazares tro på Jesus Kristus voksede, tog han det store skridt og blev døbt, selvom han ikke var 100 procent sikker. »Men Herren gav mig mod i hver fase, og nu er jeg så taknemlig for, at jeg gjorde det.«
Giv ikke op
»Til folk, som tror, at de har syndet for meget eller er kommet for langt ud eller har været væk for længe og ikke rigtigt kan komme ind i cirklen igen, vil jeg sige, at ingen kan falde dybere, end Kristi lys kan nå. Det er ikke muligt.«
– Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum
Brian voksede op i en trofast SDH-familie i Utah i USA, men han følte ikke, at Kirken var noget for ham. »Jeg var glad for fantasy-spil, film og rockmusik,« siger han, og »ikke spejder, skrifter, seminar eller sport.« Så snart han kunne, flyttede han hjemmefra og ind i en lejlighed, hvor han åbnede »sig for verden inklusive sex og stoffer«. Efter en længere periode med det, Brian kalder »løssluppen livsstil og eksperimenteren«, kom han i økonomiske vanskeligheder, og hans forældre lod ham flytte hjem igen, selvom han ikke vendte tilbage til Kirken.
Da han fik en lillesøster, revaluerede Brian sine holdninger. Han mindes, da han holdt hende første gang. »Jeg vidste, at hun ikke var en eller anden dyreart.« Lidt frygtsomt deltog han, da hun blev velsignet, og da nadverbakken kom hen til ham, lod han den passere, »men en del af mig hungrede åndeligt efter den.«
Brian begyndte at føre dagbog for at få styr på sine modstridende følelser. »Jeg blev sent oppe en aften for at skrive om mit åndelige dilemma,« siger han, »og jeg fik min første åndelige oplevelse, selvom den ikke kom fra den gode side.« Han kunne mærke en ond, hadefuld, vred kraft, der prøvede at overtage hans sjæl. »Efter det vidste jeg, at jeg havde brug for Herren,« forklarer han. Men efter at have været så meget på afveje var Brian i tvivl om, hvorvidt han kunne være værdig til Herrens hjælp og beskyttelse. Han var også usikker på, om han nogensinde kunne tage nadveren igen.
Vejen tilbage var svær. Det var ikke let at kvitte cigaretterne, det krævede mod at erkende over for biskoppen, og det var svært at vende sig væk fra gamle venner og aktiviteter. Hans familie, kæreste og biskop støttede ham, men Brian opdagede, at den primære kilde til styrke var Jesus Kristus.
»Jeg opdagede, at Herren var ivrig efter at hjælpe mig,« husker han. »Der åbnede sig nye muligheder, der kunne erstatte mine gamle sysler. Jo mere kraft jeg lagde i at efterleve evangeliet, jo klarere lå vejen for mig.« Da Brian stolede på Herren og opdagede hans villighed til at tilgive og hele, fik nadveren dybere mening for ham og hjalp ham tættere på Frelseren. »Selvom jeg som barn havde spist brødet og drukket vandet i kirken hundrede gange, var jeg endelig i stand til at deltage i nadveren og føle, at det var første gang.«
Ingen kan tage din plads
Vi går alle ad vanskelige og uvisse stier på vores vej mod livets træ (se 1 Ne 8) – det være sig at stå ud af bilen og gå ind i kirken, at række ud mod andre medlemmer og overvinde sårende situationer, at efterleve evangeliet uden fuld sikkerhed for fremtiden og at erkende sine synder.
Vores personlig forpligtelse til at følge Frelseren er afgørende for, om vi når sikkert frem. Selvom opmuntring, kærlighed og accept fra andre medlemmer af Kirken og ledere er vigtig, kommer der tider for os alle, hvor vi må være villige til at følge Frelseren, selvom vi føler, at vi gør det alene.
Tag din plads i Jesu Kristi Kirke. Sammenlign dig ikke med andre, lad Kristus forandre dig, tag skridt i tro, der vil blive belønnet, og vid, at det aldrig er for sent at vende tilbage. »For se, hvis I trænger jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden, se, så siger Faderen: I skal få evigt liv« (2 Ne 31:20).