Kanonslaget

Da ældste Dale G. Renlund var 12 år, boede hans familie i Sverige. En søndag havde Dales ven Steffan medbragt et kanonslag og nogle tændstikker. Dale syntes, det var meget spændende. Dale tog det og tændte lunten. Han ville slukke lunten, men han brændte sine fingre og tabte det. Dale og Steffan så i rædsel til, mens lunten blev ved med at brænde.

Kanonslaget eksploderede! Der spredte sig en forfærdelig lugt i kirkesalen. Dale og Steffan skyndte sig at samle stumperne op og åbne vinduerne for at få lugten ud. De håbede, at ingen ville lægge mærke til det.

Da folk kom til nadvermødet, lagde de mærke til det. Lugten var så stærk, at folk havde svært ved at koncentrere sig om mødet. Dale var flov og skammede sig. Han vidste, at det, han havde gjort, skuffede vor himmelske Fader.

Efter kirke bad grenspræsidenten, præsident Lindberg, Dale om at komme ind på sit kontor, for han kunne se, at der var noget galt. Dale fortalte præsident Lindberg, at han var ked af det med kanonslaget.

Præsident Lindberg var venlig. Han slog op i skrifterne og bad Dale om at læse nogle understregede vers. Dale læste: »Se, den, der har omvendt sig fra sine synder, ham er de tilgivet, og jeg, Herren, husker ikke mere på dem. Heraf kan du vide, om et menneske omvender sig fra sine synder: Se, han vil bekende dem og aflægge dem« (L&P 58:42-43).

Da Dale havde læst det, kunne han se, at præsident Lindberg smilede. Han følte, at han var blevet tilgivet. Dale var glad, da han forlod kontoret.

Ældste Renlund lærte, at han kunne blive tilgivet, når han gjorde noget forkert. Han kunne føle glæde, når han omvendte sig og holdt Guds bud.