2017
En familiegave til Frelseren
December 2017


Sidste dages hellige røster

En familiegave til Frelseren

Da december nærmede sig, var jeg travlt optaget af alle juleforberedelserne. I fire år var julefestivitassen blev holdt i vores hjem, men dette år følte jeg mig overvældet. Da jeg drøftede alt det, vi skulle, med min mand – købe gaver, forberede maden og mange andre ting – besluttede vi at aflyse julefesten og gøre noget andet denne jul. Vi ville gerne gøre noget, vi kunne give som en gave til Frelseren.

I løbet af december måned holdt vi familieaftener om Jesu Kristi liv, vi tog til templet og planlagde tjenesteprojekter, vi kunne lave som familie. Min mand var biskop på det tidspunkt, og vi besluttede, at vi ville synge for alle enkerne i menigheden på juledag. Så vi begyndte at øve adskillige salmer, vi kunne synge som familie. Mine børn elskede at synge »Barn Jesus i krybben« (Salmer og sange, nr. 130).

Juleaften lavede vi kort med særlige julebudskaber og lavede godter, vi kunne tage med ud på vores besøg. Det glædede mig at se, at vores familie var så samlede om og glade for at tjene andre med sådan en kærlighed. Jeg kunne mærke juleglæden.

Juledag var vores børn ivrige efter at aflægge besøgene. For hvert hjem vi besøgte, følte vi os gladere og gladere, og det virkede, som om salmerne blev bedre for hver gang, vi sang dem. Da vi ankom til det sidste sted, så det ikke ud, som om der var nogen hjemme. Vi ventede nogle minutter, og børnene begyndte at blive rastløse. Endelig kom en ældre enke ud for at møde os, hun var iklædt sit søndagstøj, og hendes hår var fint friseret. Da hun så os, fyldtes hendes øjne med tårer. Jeg blev også meget rørt og havde svært ved at synge.

Da vi kom hjem, fortalte vores femårige datter, at hun ikke havde lyst til at tage hjem, hun ville bare blive ved med at synge. Inden jeg kunne nå at svare, sagde min niårige: »Vi gør det bare igen til næste år!«

For vores familie blev det en uforglemmelig jul, fordi vi opløftede andre og viste vores kærlighed til Jesus Kristus. Når jeg har tænkt over begivenhederne den dag, har jeg følt Herrens kærlighed og husket hans ord: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig« (Matt 25:40).