Mongoliet har talent!
Forfatterne bor henholdsvis i Utah i USA og i Ulaanbaatar i Mongoliet.
Relativt få i Mongoliet kendte til Kirken, men dette kor har været med til at ændre det.
Foto brugt med tilladelse af Odgerel Ochirjav; billede af en folkemængde fra Getty Images
I december sidste år nåede et kor fra Ulaanbaatar Øst og Vest Stav frem til semifinalen i det nationale TV-show Mongoliet har talent. Koret, der bestod af seminar- og institutelever, hvoraf halvdelen af dem er hjemvendte missionærer, havde aldrig troet, at de ville få denne mulighed for at dele deres tro og talenter.
I 2015 besøgte en områdehalvfjerdser Mongoliet og sørgede for oplæring omkring Kirkens informationsindsats. Odgerel Ochirjav, der er stavspræsident for Ulan Bator Vest Stav i Mongoliet, var usikker på, hvordan de skulle fortsætte. Så i januar 2016 ringede hans svoger og sagde: ›Jeg sidder og ser Mongoliet har talent … Jeg fik en stærk fornemmelse af, at din kirkes kor bør deltage.‹
Præsident Ochirjav drøftede forslaget med korlederen, søster Unurjargal Purev. Hun og korets medlemmer var begejstrede for muligheden. Koret blev kendt som Zion, eller »SION,« et akronym for de mongolske ord for ånd, tro, sind og enighed.
Den første runde
I den første runde af konkurrencen i marts 2016 fremførte SION et mashup af to sange. Den ene dommer sagde: »Jeg kan se jeres ansigter lyser op! … Vi er nødt til at lægge jeres video på YouTube for at vise verden dette show.«
En anden dommer spurgte koret, hvad de ville gøre, hvis de vandt den store præmie på 50.000 US-dollars. Han blev imponeret, da de svarede, at de ville donere den til et børnehjem som en særlig julegave.
Den anden runde
Ud af 400 deltagere var SION blandt de 200, der gik videre til anden runde, men deres optræden var skemalagt samme dag som en multistavskonference for de unge, hvilket omfattede halvdelen af de 35 kormedlemmer. Koret besluttede at deltage i den anden runde, så de lejede en bus og efter deres optræden kørte de otte timer til ungdomskonferencen.
Af de 200 indslag var SION blandt de 32, der gik videre til semifinalerne. Koret begyndte at dukke op på de sociale medier, der havde med Mongoliet har talent at gøre.
Semifinaler
De øvede sig fra juni til september for at forberede sig til semifinalerne. Den dag, de skulle optræde, vågnede de kl. 4 om morgenen, og det var minus 34 grader. Søster Nomuungerel Enkhtuvshin, et medlem af koret, fortæller: »Mange af kormedlemmerne blev forkølede. Men de fik det bedre, da vi bad for dem.«
Folk rundt om i Mongoliet så showet og deltog i SMS-afstemningen.
Bror Shijir Purevdorj siger: »Som følge af dette TV-show er der vokset en positiv holdning til Kirken frem.«
Velsignelserne
Korets medlemmer blev også velsignet personligt. Bror Odgerel Tumursukh fortæller: »Vi lagde vores energi og tid i det et helt år, samtidig med at vi passede vores arbejde og andre ting i vores liv. Selvom det var svært, fik vi mange velsignelser. Jeg lærte at styre min tid og yde ofre for Herren.«
Udover at det styrkede deres tro, fik kormedlemmerne selvtillid og udviklede venskaber og et fællesskab. »At synge i koret har hjulpet os med at lære at tilgive og støtte hinanden,« fortæller bror Ganbaatar Ulziiduuren. »Vi er blevet mere sammentømrede.« Søster Bilguunzaya Tungalagtuul lærte, at hun skulle lade være med at tvivle på sig selv eller tro, at hun ikke kunne gøre noget.
Bror Bayartsogt Lhagvajav fortæller: »Det har givet min familie mange velsignelser, at jeg har sunget i koret, og jeg har fundet svar, jeg har søgt i et stykke tid. Vores ledere kom med løsninger … Det har bekræftet mit vidnesbyrd om, at vores ledere er kaldet af Gud.«
»Da jeg deltog i Mongoliet har talent,« fortæller søster Onon Dalaikhuu, »lærte jeg, at nøglen til succes lå i, at vi opmuntrede og støttede hinanden.« Søster Dalaikhuus ansvar var blandt andet at organisere nye teammedlemmer, hvilket styrkede hendes lederevner. Hun tilføjer: »Vi kunne mærke, Herren vejledte og påvirkede os. Mange af os var syge, travle, trætte og overvældede. Men når vi bad sammen, fandt vi på en eller anden måde fornyet styrke til og ønsket om at holde ud.«
Selvom deres kor ikke fik stemmer nok til at komme i finalen, gav deres optrædener Kirken stor bevågenhed overalt i Mongoliet. Præsident Ochirjav forklarer: »Vi var lydige mod den opfordring, vores præstedømmeledere var kommet med, og Herren åbnede en udvej … Nu taler hele byen [Ulan Bator] om, at mormonkoret deltog i Mongoliet har talent.«