Tror du, at du vil se din bror igen?
Wendy Jennings (som fortalt til Leah Barton) fra Utah i USA
Det var sent om aftenen, og jeg var den eneste kassemedarbejder, der havde vagt, og der var ikke en sjæl i hele supermarkedet. Da jeg begyndte at tørre kassen af, begyndte jeg at nynne.
Min nynnen blev snart til sang. Jeg begyndte at synge »Kom, kom, Guds folk« (Salmer og sange, nr. 16). Jeg synger almindeligvis ikke salmer for sjov, men jeg skrålede løs, indtil synet af en mand stoppede mig.
En ældre mand kom nærmere.
»Jeg kender den sang,« sagde han. »Hvor kender du den fra?«
»Det er en salme, vi synger i min kirke,« sagde jeg.
»Er du mormon?«
Det svarede jeg, at jeg var.
Han fortalte mig, at hans hustru havde været sidste dages hellig, og at hun var død i 2011 på grund af kræft. Han fortalte, at de havde sunget »Kom, kom, Guds folk« ved hendes begravelse. Jeg kondolerede og fortalte ham, at min storebror var død i 2011, da han tjente som missionær i Chile. Vi sang også den sang ved hans begravelse. Ånden rørte vores hjerte, mens vi undrede os over denne »tilfældighed.«
»Tror du så, at du vil se din bror igen?« spurgte han.
Jeg havde stillet mig selv det samme spørgsmål utallige gange. I månederne efter min brors død kæmpede jeg med tvivl. Til sidst havde vor himmelske Fader velsignet mig med en sødmefuld vished om, at familier er evige. Jeg havde stadig spørgsmål, men jeg så manden lige i øjnene og erklærede: »Ja, jeg gør!«
»Du har en stor tro,« sagde manden. »Min hustru plejede at sige, at vi bør have ›et fuldkommen klart håb‹«. Jeg samstemte og citerede resten af 2 Nefi 31:20 om, at vi bør elske Gud og alle mennesker, trænge os frem, tage for os af Kristi ord og holde ud til enden.
»Det er det,« sagde manden med tårer i øjnene. »Det er det, hun plejede at sige! Hvordan vidste du det?«
Jeg fortalte ham om Mormons Bog. Han spurgte, hvordan han fik sådan en. Jeg fortalte ham, at den kunne han få på nettet. Manden tog min hånd, takkede mig personligt og gik.
At have tro vil sige, at vi stoler på Gud, selv når vi ikke kender alle svarene. Jeg er taknemmelig for, at jeg kunne stole på min tro på de sandheder, jeg kender, da jeg skulle svare på denne mands spørgsmål. Min tro var ikke fuldkommen, men jeg vidste, at det var nok i Herrens øjne.