2019
Spørgsmål og svar omkring tempelbegavelse
Marts 2019


Spørgsmål og svar omkring tempelbegavelse

Forbereder I jer til at modtage jeres tempelbegavelse? Kirkeledere besvarer nogle hyppigt forekommende spørgsmål.

young adults walking toward the temple

Hvordan kan jeg forberede mig til at modtage min tempelbegavelse?

»Eftersom templet er helligt, beder Herren om, at det beskyttes mod vanhelligelse. Enhver, der er villig til at forberede sig, kan nyde det privilegium …

Man forbereder sig fysisk ved at klæde sig passende på til at komme i templet. Det er ikke et sted, hvor man ikke klæder sig pænt på. Sidste dages profeter har fremhævet det at have selvrespekt for vores fysiske legeme. Den respekt bør især observeres af dem, der ønsker at træde ind i det hellige tempel.«1

»Lærdommene i templet er vidunderligt enkle og ganske enkelt vidunderlige. De kan forstås af den ydmyge, og alligevel kan de begejstre det skarpeste sinds intellekt. Åndelig forberedelse højnes af studium. Jeg vil godt anbefale, at medlemmer, der skal til templet for første gang, læser de korte forklarende afsnit i Guide til skrifterne under disse syv emner: ›Salve,‹ ›Forsoning,‹ ›Kristus,‹ ›Pagt,‹ ›Adam,‹ ›Ofre‹ og ›Templet, Herrens hus.‹ Det vil udgøre et solidt grundlag.«2

– Præsident Russell M. Nelson

Andre hjælpemidler, der kan være en hjælp i forberedelsen til at modtage sin tempelbegavelse, omfatter:

Russell M. Nelson, »Personlig forberedelse til templets velsignelser«, Liahona, juli 2001, s. 37-40.

»Consecrate«, »Endowment«, »Law of Consecration«, »Temples,« Gospel Topics, topics.lds.org.

Når I forbereder jer på at modtage jeres begavelse, bør I føle jer trygge ved at tale om templet med familie, venner og kirkeledere. Lektionerne i jeres tempelforberedelsesklasse vil rumme nyttig information og vejledning.

Hvad sker der i templet under begavelsesceremonien?

»Tempelbegavelsen modtages også i to dele.

I den første del modtager man privat og personligt en indledende ordinance, som kaldes den forberedende ordinance. Den forberedende ordinance indeholder specielle velsignelser om jeres guddommelige herkomst og potentiale.

I den anden modtager I den resterende del af jeres begavelse i en gruppe, hvor I sidder sammen med andre, der er i templet. Under den del bliver frelsesplanen præsenteret, deriblandt skabelsen af jorden, Adam og Evas fald, forsoningen, frafaldet og genoprettelsen tillige med en vejledning om, hvordan alle mennesker kan vende tilbage til Herrens nærhed. Noget af begavelsen præsenteres ved brug af video og noget af tempeltjenere.

I sammenhæng med disse ordinancer vil I blive opfordret til at indgå specifikke pagter med Herren. De pagter omfatter at adlyde Gud og holde hans bud, at efterleve Jesu Kristi evangelium, at holde sig moralsk ren og dydig og at vie sin tid og sine talenter til Herrens værk. Til gengæld lover Gud vidunderlige velsignelser i dette liv og muligheden for at vende tilbage for at leve med ham for evigt.

Ved afslutningen af begavelsen træder deltagerne rent symbolsk ind i Herrens nærhed, når de kommer ind i det celestiale værelse. Der kan man bruge tiden på at grunde over ting, bede, hvile sig, læse skrifterne eller stille drøfte sine oplevelser med familie og venner. Det er et fredeligt sted, hvor I også kan finde trøst og guddommelig vejledning.«3

Kan vi tale om begavelsen uden for templet?

En del af årsagen til, at vi ofte ikke taler detaljeret om begavelsen uden for templet, kommer af Herrens vejledning om ikke at tage »let på det, der er helligt« (L&P 6:12). Vi anerkender, at Herren underviser os »linje på linje, forskrift på forskrift« (2 Ne 28:30), og han giver os kun det, som vi i øjeblikket er beredt til at modtage. Herren indbyder alle til at komme til sit hus, men det er håbet, at de, der modtager denne hellige gave og ansvar, er forberedt.

Der er mange aspekter, deriblandt tempelbegavelsen, som vi kan og bør tale om, inden vi tager til templet for første gang. Der er nogle aspekter, specifikt om ordinancerne, som vi kun taler om i templet. Tempelordinancer og ceremonier er personlige og hellige, og noget af det, der gør dem specielle, er, hvor ærbødige, beherskede og forsigtige vi er med at drøfte dem.

»Et omhyggeligt studium af skrifterne afslører, at Herren ikke fortæller alting til alle mennesker. Der er visse kvalifikationskrav, der er påkrævet for at modtage hellig information. Tempelceremonierne falder under denne kategori.

Vi taler ikke om tempelordinancerne uden for templet. Det har aldrig været hensigten, at kundskab om disse tempelceremonier skulle begrænses til nogle få udvalgte, der er forpligtet til at sikre, at andre aldrig lærer om dem. Faktisk er det lige omvendt. Med stor inderlighed opfordrer vi hver eneste sjæl til at kvalificere sig til og forberede sig på at tage til templet.«4

– Præsident Boyd K. Packer, (1924-2015) præsident for De Tolv Apostles Kvorum

Hvorfor er det så vigtigt at modtage min begavelse?

Tempelordinancer og pagter er så vigtige, fordi de fører til de største velsignelser, der er tilgængelige for vor himmelske Faders børn nu og for evigt. Ældste Robert D. Hales (1932-2017) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Det primære formål med templet er at tilvejebringe de ordinancer, der er nødvendige for vores ophøjelse i det celestiale rige.«5 Tempelbegavelsen hjælper os til at kvalificere os til evigt liv gennem Jesu Kristi forsoning. Men den hjælper os også til dagligt. De pagter og ordinancer, der knytter sig til begavelsen, velsigner os lige nu og her med kraft, beskyttelse og en meningsfuldhed, der hjælper os til at blive det, som Gud ønsker, at vi bliver.

Nutidige profeter har mindet os om, at vi har adgang til de velsignelser gennem templet. Præsident Boyd K. Packer sagde: »Vores tjeneste i templet er et værn og et skjold og en beskyttelse for os, både individuelt og som et folk.«6

Hvad kan jeg gøre for bedre at forstå tempelbegavelsen og de pagter, jeg indgår der?

Hav fokus på lærdomme om og pagter i templet i jeres personlige studium. Se efter henvisninger til de principper og pagter i begavelsen, der findes i skrifterne, generalkonferencetaler og andre kirkematerialer. At granske de sandheder i jeres personlige studium vil hjælpe jer til at få en større forståelse af templets ordinancer og pagter. Studerer I for eksempel om kyskhedsloven, hvordan kan Josefs retskaffenhed, da Potifars hustru fristede ham, styrke jeres forsæt om at holde denne lov? (Se 1 Mos 39). Hvordan kan Nefis faste forsæt om at holde Guds bud anvendes i jeres tilgang til at tjene i jeres kaldelse? (Se 1 Ne 3:7).

Vend tilbage til templet så ofte, som jeres personlige forhold tillader det.

Noter

  1. Russell M. Nelson, »Bered dig på templets velsignelser«, Liahona, okt. 2010, s. 42, 45.

  2. Russell M. Nelson, »Personlig forberedelse til templets velsignelser«, Liahona, juli 2001, s. 38.

  3. »About the Temple Endowment«, temples.lds.org.

  4. Boyd K. Packer, »Det hellige tempel«, Stjernen, juni 1992, s. 17.

  5. Se Robert D. Hales, »Templets velsignelser«, Liahona, okt. 2009, s. 14.

  6. Boyd K. Packer, »Det hellige tempel«, Liahona, okt. 2010, s. 35.