I morgen går jeg i kirke

Harmin Toledo Gonzalez fra Chiloé i Chile

To år efter min hustru, Madeleinne, og jeg blev døbt og bekræftet, blev jeg mindre aktiv og holdt op med at komme i kirke. Hver søndag morgen bad hun mig om at stå op og tage med hende, men jeg sagde nej.

»Jeg er træt. Lad mig sove,« sagde jeg. Og senere tog jeg ud og spillede fodbold.

Madeleinne stod alene op og tog i kirke med vores søn, Lucas. Selvom det regnede eller var koldt, tog hun af sted.

Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg var under angreb fra Satan. Han overbeviste mig om, at jeg havde det fint uden Kirken. Han sagde: »Du er god, du er rolig, du har det godt.« Men i virkeligheden gik jeg glip af velsignelser, fremgang og glæde. Heldigvis hjalp min hustru og vor himmelske Fader mig til at se klart på tingene.

En fredag nat omkring et år efter, at jeg var holdt op med at komme i kirke, havde jeg en drøm. Jeg drømte, at jeg var et smukt sted ude på landet, hvor jeg gik og holdt min hustru og min søn i hånden. Vi var meget glade.

Men så begyndte det at blive mørkere. Det blev så mørkt, at jeg ikke kunne se noget. Pludselig så jeg, at jeg ikke længere holdt min kone og min søn i hånden. Jeg kaldte på dem og håbede, at de kom tilbage. Jeg ønskede, at de kom tilbage, og jeg ønskede, at mørket ville forsvinde.

I det øjeblik oplevede jeg, hvad det vil sige at have det rigtig elendigt. Jeg havde mistet Madeleinne og Lucas. De var gået videre uden mig og havde efterladt mig alene omringet af mørke.

Da jeg vågnede næste morgen, indså jeg, at vor himmelske Fader havde givet mig et tegn. Hvis jeg ikke vendte tilbage til Kirken og tog min hustru og min søn til templet for at blive beseglet, ville jeg miste dem. Jeg ville ikke have dem i det næste liv. Jeg ville komme i en fortabt og elendig tilstand.

»I morgen,« sagde jeg til Madeleinne, »går jeg i kirke.«

Hver eneste søndag morgen siden da er jeg gået i kirke med min familie. Jeg er ikke gået glip af et eneste møde siden den drøm for fem år siden. Vi blev senere beseglet i templet i september 2016.

Jeg er taknemmelig for mine velsignelser. Jeg er især taknemmelig for min familie og min hustrus mod, styrke og gode eksempel. Jeg er taknemmelig for, at hun og vor himmelske Fader aldrig opgav mig. Jeg er den mand, jeg er i dag, takket være dem.