Se templet i Rom vokse
»Jeg elsker Herrens tempel, der skal jeg hen en dag« (Børnenes sangbog, s. 99).
Gioele og Michele stirrede på byggepladsen på den anden side af gaden. De kunne se en masse metalbjælker og flere lag cement.
»Det ligner ikke et tempel endnu,« sagde Gioele.
»Men det kommer det til,« svarede Michele.
Det var første gang, brødrene havde set stedet, hvor templet i Rom i Italien blev bygget. Lige nu måtte deres familie hele vejen til Schweiz for at komme i templet. Men det nye tempel lå kun 30 km væk fra deres hjem.
Michele og Gioele kiggede på de store gule lastbiler, der flyttede dynger af jord.
»Jeg tror, det er der, et af spirene skal være,« sagde Michele og pegede på et sted foran bygningen.
Gioele nikkede. »Se! Der kommer Papà,« sagde han. Deres far havde sit sædvanlige arbejdstøj på – kirketøj med en hvid byggehjelm. Han arbejdede som elektroingeniør på templet. De elskede at høre om, hvad han lavede hver dag. Han fortalte dem for eksempel en dag, at statuen af Kristus var kommet. En anden gang fortalte han om dåbsbassinet.
Den aften sørgede Michele for at bede sin bøn og takke vor himmelske Fader for templet. Han følte en varme indvendigt, når som helst han bad om det.
Ugerne gik. De rundede tempelmure blev dækket med stærke sten, og to høje spir voksede op mod himlen. Der blev bygget et lille besøgscenter i nærheden. En gang i mellem tog Gioele og Michele derhen og trykkede ansigtet mod vinduet for at se, hvad der var sket.
En dag blev de overraskede.
»Kunne I tænke jer at se englen Moroni komme på toppen af templet?« spurgte mor. Bygningsarbejdernes familier var alle blevet inviteret med.
Gioele og Michele kunne knap nok tro det. De blev så spændte!
Næste morgen tog de hvid skjorte og slips på. De gik rundt om templet med de andre familier. De fik endda lov til at tage et billede af den gyldne engel Moroni. Den var stor!
Så begyndte arbejderne at flytte statuen. Gioele så, hvordan den kæmpestore kran forsigtigt hejste Moroni op til toppen af et af spirene. En drone cirklede rundt om for at tage en video. Det var så sejt!
Gioele tænkte på alle de mennesker, der ville lære om Kirken ved at besøge tempelområdet. Han tænkte over, hvordan mange mennesker ville blive gift der, og hvordan folk ville blive døbt for de afdøde.
»Nu ligner det et tempel,« sagde han til sin bror. Michele smilede og nikkede.
Brødrene var glade. De glædede sig til snart at skulle indenfor i templet. Deres vidnesbyrd voksede i takt med bygningen.