2021
Overvindelse af racisme og fordomme: Vi kan bygge broer
September 2021


Overvindelse af racisme og fordomme: Vi kan bygge broer

Når vi hjælper med at indsamle Israel og opbygge Zion, kan vi fremme respekt for alle Guds børn.

two happy girls as friends hold hands

En af de stærkeste sandheder i det gengivne evangelium – og en, der har dyb betydning – er den, at vi hver især har et guddommeligt potentiale, da vi alle er Guds barn. Alle er lige for ham.1

Når Kirkens medlemmer stræber efter at følge det opdrag, vi har fået om at være ét (se L&P 38:27) og fremme og grundfæste Zions sag (se L&P 6:6), har præsident Russell M. Nelson bedt os »om at gå forrest og stoppe med fordomsfulde holdninger og handlinger« og er kommet med forslag til, hvordan vi kan »fremme respekt for alle Guds børn.«2 Han har opfordret os til at bygge broer af venskab, samarbejde og forståelse, samtidig med at vi opbygger Zion.3

»Vi er alle forbundne, og vi har et gudgivent ansvar for at hjælpe med at gøre livet bedre for dem omkring os,« har han også sagt. »Vi behøver ikke at være ens eller se ens ud for at elske hinanden. Vi behøver ikke engang at være enige for at elske hinanden. Hvis vi vil gøre os noget håb om at kunne gøre krav på den velvilje og medmenneskelighed, vi længes efter, må det begynder med os hver især, en person ad gangen.«4

Der er plads til alle

Præsident Russell M. Nelson har tilskyndet os til at »udvide vores kærlighedscirkel, så den omfatter hele menneskeheden.«5 Hvordan kan vi som medlemmer af Kirken skabe et globalt fællesskab af hellige, hvor alle føler sig velkomne og stræber efter at leve i fred og harmoni med hinanden på trods af race, etnicitet, kultur, seksuel orientering, alder, køn, uddannelse, socioøkonomisk status, funktionsniveau eller andre forskelle?

Svaret på det er, selvfølgelig, igennem vor Frelser, Jesus Kristus. Som præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Kun Jesu Kristi evangelium kan forene og bringe folk af alle racer og nationaliteter fred.«6 Jesus Kristus kan ændre vores hjerte (se Mosi 5:2). Han har kraft til helbredelse (se Mark 3:15)

Når vi kommer til Kristus, får vi en dybere forståelse af den afgørende sandhed, som præsident Nelson har lært os om, at Herren »opfordrer alle til at komme til ham.«7

I Frelserens kirke er der plads til alle, der er villige til at følge ham og lade »Gud råde« i deres liv. Gud begunstiger ikke nogen på grund af race, hudfarve eller andre karakteristika, men for vores hengivenhed for ham og villighed til at holde hans bud.8

Vi kan være de første til at række ud

Hvis vi finder noget i os selv, der afspejler holdninger eller adfærd, der er baseret på fordomme, må vi aflægge det i vores bestræbelser på at blive ét, for er vi ikke ét, er vi ikke hans (se L&P 35:2; 38:27). »Medlemmer af Kirken bør være forrest i at fremme respekt for alle Guds børn. De stræber efter at være personer med velvilje mod alle og at afvise enhver slags fordomme.«9

Som lemmer på »Kristi legeme« (1 Kor 12:27) behøver vi hinanden »for at der ikke skulle opstå splid i legemet, men lemmerne være enige og have omsorg for hinanden. Lider én legemsdel, så lider også alle de andre« (1 Kor 12:25-27).

Bøn, studium og ydmyg eftertanke kan hjælpe os til at se, hvordan vi bedre kan elske Gud og alle hans børn. At etablere velvilje kan betyde, at vi overvinder vores egne tilbøjeligheder, fordomme eller stereotype forestillinger, når vi omgås hinanden. At gøre en indsats for at forstå folk, der ikke ligner os, og deres erfaringer, kan åbne vores øjne for andre, men vigtige perspektiver.

Præsident Oaks sagde også, at »mistro eller tilmed fjendskab kan ændres til venskab eller tilmed kærlighed, når personlig kontakt skaber forståelse og gensidig respekt.«10

På de følgende sider, kan I læse om erfaringer, tanker og indsigt i, hvordan man bygger broer, når vi opbygger Zion.

Noter

  1. Se Russell M. Nelson, »Lad Gud råde«, Liahona, nov. 2020, s. 94.

  2. Russell M. Nelson, »Lad Gud råde«, s. 94.

  3. Se Tad Walch, »President Nelson’s Yearlong Call for Unity«, Deseret News, 1. okt. 2019, deseretnews.com.

  4. Russell M. Nelson, i Walch, »President Nelson’s Yearlong Call for Unity.«

  5. Russell M. Nelson, »Salige er de, som stifter fred«, Liahona, nov. 2002; s. 41; se også Teachings of Russell M. Nelson, 2018, s. 83.

  6. Dallin H. Oaks, »Racism and Other Challenges« (tale på Brigham Young University, 27. okt. 2020), s. 6, speeches.byu.edu.

  7. Russell M. Nelson, »Lad Gud råde«, s. 94; se også 2 Ne 26:33.

  8. Se Russell M. Nelson, »Lad Gud råde,« s. 94; se også Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 38.6.14, ChurchofJesusChrist.org.

  9. Kirkens Håndbog, 38.6.14.

  10. Dallin H. Oaks, »Elsk jeres fjender«, Liahona, nov. 2020, s. 27.