Den første sandhed

Ældste Alan T. Phillips, England

Områdehalvfjerdser

Verden forsøger at overbevise os om, at vores identitet og følelse af værdi på en eller anden måde er knyttet til ejendele, indflydelse og andres anerkendelse. Den opfordrer os til at fokusere mere på at »have« frem for at »være«.¹ Men denne retning resulterer ofte i et liv med konkurrence og sammenligninger, hvilket efterlader mange af os ængstelige, uopfyldte og i stigende grad isolerede. Det er få, der undslipper de hyppige og ubønhørlige budskaber om, at vi ikke er nok, eller at vi bare ikke lever op til standarden.

Det er en velkonstrueret vildledning.

Modstanderen forstår vigtigheden af identitet og ønsker ikke, at vi indser eller forstår, hvem vi virkelig er. Men vi er mere, end verden ønsker, at vi skal tro. Måske mere end vi selv kan forestille os eller indse.

Frelseren tilbragte fyrre dage og nætter i Judæas ørken, hvor han fastede, kommunikerede med sin Fader og forberedte sig til sin formelle jordiske mission.² Det var på dette tidspunkt, at modstanderen fristede ham og lokkede ham med at tilfredsstille sin fysiske appetit, forfølge offentlig anerkendelse og acceptere verdens rigdomme eller magt blandt mennesker.³ Men større end disse tre overordnede fristelser bemærkede James E. Talmage den mere lumske fristelse,⁴ der antydes af spørgsmålet: »Hvis du er Guds Søn«. Modstanderen ønskede, at Kristus tvivlede på, hvem han selv var.

Heldigvis forblev han trofast og standhaftig. Kristus vidste, hvem han var. Og dette bragte kraft, styrke, formål og vejledning til hans guddommelige mission. Vi er vidner til storheden ved dette, da han stod i synagogen i Nazaret og citerede profeten Esajas, og i klare og bestemte ord bekendtgjorde sin guddommelige arv.⁵

Ordene »kend dig selv« (eller »gnothi seauton« på oldgræsk) er indgraveret over forpladsen ved Apollos tempel i Delfi. Denne korte talemåde, der blot er to ord lang, er blevet drøftet af Sokrates, Platon, Emerson, Rousseau og utallige andre gennem historien. Alle anerkender, at der er kraft i at vide, hvem man er.

Ligesom for Frelseren kan det at vide, hvem vi virkelig er, være med til at styre adfærd og give styrke og vejledning livet igennem. Det er derfor, at modstanderen er så opsat på at få os til at tvivle på os selv. Tvivl er et kraftfuldt redskab for ham og en plage over hele verden i dag. Han ønsker ikke, at vi skal have styrke, kraft, fred og vejledning. Han ønsker, at I og jeg stiller spørgsmål ved vores evner, vores beslutninger, vores værd og i særdeleshed vores identitet. Og oven i det kan nutidens liv sommetider give os følelsen af at være overvældet, alene, glemt, fordrevet og til tider utilstrækkelig.

Men når vi virkelig forstår, at vi er Guds børn, begynder vi at se os selv, som han ser os. Vi ser det gode i os selv og vores sande potentiale. Og når vi gør det, handler vi og tænker vi anderledes. Vi dømmer mindre, tilgiver mere, og vi er mere tilbøjelige til at elske, tjene, opløfte og trøste hinanden. Vores primære fokus skifter fra at »have« til at »være« og at skabe forbindelse til andre. Ældste Jeffrey R. Holland underviste om, at den første store sandhed i universet er, at Gud elsker os. Han elsker os fuldstændigt, uden forbehold eller kompromis.⁶

Den første sandhed er kraftfuld. Gud elsker jer, og I er hans børn. Det er en del af jeres evige identitet. Intet kan ændre det. Ældste Uchtdorf har sagt: »I er sønner og døtre af det største og mest herlige væsen i universet. Han elsker jer med en uendelig kærlighed.«⁷

I en verden, der drukner i tvivl, så tvivl ikke på jeres værd, eller hvad vor himmelske Fader føler for jer. Prøv og se ud over ufuldkommenheder og jeres egen tvivl og se i stedet, hvem I virkelig er.⁸

Et af formålene med livet er at kende Gud og Jesus Kristus.⁹ Men det er også vigtigt at »kende sig selv« og forstå sin guddommelige identitet.

Vores mest grundlæggende lære er, at vi er børn af vor Fader i himlen. Dette guddommelige forhold er altoverskyggende. Det Nye Testamente er fyldt med lærdomme, der er centreret om at genrejse det, der er gået tabt, og som er yderst dyrebart for ham. Faderens og Sønnens prioritet er tydelig. Det handler om jer. I er hans gerning og hans herlighed. I er kilden til hans glæde. Og Jesu Kristi forsoning er det største udtryk for vor himmelske Faders kærlighed til jer.¹⁰

Den første store sandhed er, at Gud elsker jer. I er hans børn og er betydningsfulde for ham. Jeg vidner om dette i Jesu Kristi navn. Amen.