Bibliotek
Mirakler


»Mirakler«, Emner og spørgsmål, 2023

Billede
Jesus Kristus helbreder mand

Vejledning til evangelisk studium

Mirakler

Manifestationer af Guds kraft og kærlighed

Hvilke årsager er der til, at I tror, at Gud virkelig findes, og at han er opmærksom på jer? Kan I komme i tanke om tidspunkter, hvor I vidste, at han viste jer sin kærlighed? Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Bed om at få øjne til at se Guds hånd i jeres liv og i verden omkring jer.« Mirakler repræsenterer øjeblikke, hvor Gud udfører sin kraft til gavn for sine børn.

I skrifterne lærer vi om mægtige mirakler, som den mægtige Jahve udførte for sit folk i Det Gamle Testamente. Vi lærer også om mirakler, som Jesus Kristus udførte i løbet af sit jordiske liv i Det Nye Testamente og som den opstandne Herre i Mormons Bog. Men det største af alle mirakler var hans forsoning, da han forløste verden fra synd og opstod fra de døde. I dag kan vi se hans gerninger og mirakler, både store og små, i vores egne liv og opdage, at »Herren er god mod alle, hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger« (Sl 145:9).

Hvad er et mirakel?

Et mirakel er en tilkendegivelse af guddommelig magt. Mirakler er en vigtig del af Jesu Kristi værk, både fordums og i dag.

Emneoversigt: Mirakler

Relaterede skriftstudievejledninger: Jesu Kristi jordiske tjenestegerning, Bøn, Tro på Jesus Kristus, Præstedømmevelsignelser

Afsnit 1

Jesus Kristus er en miraklernes Gud

Billede
Jesus Kristus stilner en storm

Mirakler har altid været en del af Guds værk blandt hans børn. Det Gamle og Det Nye Testamente indeholder mange beretninger om Jesus Kristus, der udviste guddommelig kraft til gavn for vor himmelske Faders børn. Nutidens tilhængere af Jesus Kristus anerkender, at Guds hånd fortsat tilkendegives på mirakuløse måder i hans kirke og i enkeltpersoners og familiers liv. Gud erklærede: »For se, jeg er Gud; og jeg er en Gud, der gør mirakler; og jeg vil vise verden, at jeg er den samme i går, i dag og for evigt; og jeg virker ikke blandt menneskenes børn, undtagen i forhold til deres tro« (2 Ne 27:23).

Noget at tænke over

  • Da to af Johannes Døbers disciple spurgte Jesus: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«, nævnte Jesus eksempler for at vise, hvem han var (se Matt 11:3-6). Hvorfor viste disse eksempler, hvem han var? Overvej også, hvad Jesus sagde i Johannes 5:36. Hvad var formålet med de »gerninger«, Jesus udførte?

  • Ældste Ronald A. Rasband har sagt: »Herren udvirker mirakler for at minde os om sin magt, sin kærlighed til os, sin rækkevidde helt fra himlen til vores erfaringer med jordelivet, og sit ønske om at undervise os i det, der er mest værd.« Hvad er nogle af jeres yndlingsmirakler, som I har læst om i skrifterne? Hvad har disse mirakler lært jer om Gud?

Aktivitet til at lære med andre

  • Bed gruppens medlemmer om hver især at vælge en af følgende beretninger om Frelserens mirakler i Det Nye Testamente. Find frem til »hvem, hvad, hvor, hvornår og hvorfor« ved miraklet, der er beskrevet i det valgte skriftsted. Drøft ligheder mellem og forskelle på disse begivenheder. Hvordan kan disse beretninger bruges til at styrke troen hos mennesker, I kender?

Lær mere

Afsnit 2

Mirakler kommer ved tro på Jesus Kristus

Billede
Jesus Kristus helbreder en kvinde

I Det Nye Testamente lovede Jesus sine disciple, at mirakuløse »tegn følger dem, som tror« (Mark 16:17-18). I de sidste dage har han sagt: »Derfor, som jeg sagde til mine apostle, siger jeg jer på ny, at enhver sjæl, som tror på jeres ord og bliver døbt med vand til syndernes forladelse, skal modtage Helligånden. Og … tegn skal følge dem, som tror« (L&P 84:64-65). For dem, der tror på Gud og Jesus Kristus, er mirakler en meget reel mulighed, men de må først have tro (se Eter 12:12-18).

Men vi bør ikke søge mirakler som en måde at opbygge eller bevise vores tro på. Herren fortalte Joseph Smith: »Tro kommer ikke ved tegn, men tegn følger dem, som tror. Ja, tegn kommer ved tro og ikke ved menneskers vilje, ej heller efter deres behag, men ved Guds vilje« (Lære og Pagter 63:9-10). Profeten Moroni skrev: »I modtager intet vidnesbyrd, førend jeres tro er blevet prøvet« (Eter 12:6). Et vidnesbyrd, der begynder med at vidne om et mirakel, vil ikke vare ved, hvis det ikke næres med fortsat tro og lydighed.

Nogle mirakler finder sted i det stille, såsom når en person får et vidnesbyrd om Guds sandhed, oplever en mægtig forandring i hjertet, opnår tilgivelse fra Herren eller bliver velsignet med fred og styrke i en vanskelig tid (se Alma 37:6-7).

Noget at tænke over

  • Tænk over, hvad englen sagde til Maria: »Intet er umuligt for Gud« (Luk 1:37). Har I nogensinde stået over for noget, der virkede umuligt at opnå eller løse? Hvordan kan studium af beretninger fra skriften om mirakler, der udføres ved Guds kraft, forberede jer til at vende jer til ham og stole på hans kærlighed, barmhjertighed og vilje?

Aktivitet til at lære med andre

  • Præsident Howard W. Hunter talte om de mange imponerende mirakler, som Jesus Kristus udførte. Han sagde engang:

    »Det er højst bemærkelsesværdigt at være vidne til en døv, der hører igen. Men den store velsignelse er bestemt ikke mere forbløffende end den vidunderlige kombination af knogler, hud og nerver, der lader vores ører modtage den smukke verden af lyd. Bør vi ikke stå i ærefrygt for den velsignelse, det er høre og give Gud ære for det mirakel, ligesom vi gør, når vores hørelse bliver gengivet, efter at den er gået tabt?

    Er det ikke det samme, når nogens syn eller tale vender tilbage, eller tilmed det største mirakel af alle – genoprettelsen af livet? Faderens oprindelige skaberværk udgør vitterligt en underfuld verden. Er de største mirakler ikke det faktum, at vi overhovedet har liv, lemmer, syn og tale?«

    Hvordan kan dette perspektiv på de mange mirakler i vores liv øge vores taknemlighed for miraklernes Gud?

Lær mere

Afsnit 3

Søg og forvent mirakler i jeres liv

Billede
en mand går på stranden

Der vil altid være mirakler, så længe der er mennesker med tro (se Moro 7:27-29). Præsident Russell M. Nelson har sagt, at vi bør »søg[e] og forvent[e] mirakler«. »Herren vil velsigne jer med mirakler, hvis I tror på ham ›uden at tvivle‹ [Morm 9:21]. Udfør det åndelige arbejde for at kunne søge mirakler. Bed inderligt Gud om hjælp til at udøve den slags tro.«

Der er mirakler omkring os hver dag. Ældste Ronald A. Rasband har forklaret: »Mange af jer har oplevet mirakler, flere end I er klar over. De kan synes små i forhold til, at Jesus oprejste de døde. Men omfanget betegner ikke et mirakel, kun at det kom fra Gud.«

Noget at tænke over

  • Overvej præsident Nelsons råd. Hvad vil det sige at »søg[e]« mirakler i jeres liv? Hvad er det »åndelige arbejde«, I må gøre for at »søge mirakler«? Hvordan kan I blive velsignet ved at se efter de måder, hvorpå Gud virker i jeres liv?

  • Læs Mormon 9:7-21. Hvis Gud er uforanderlig og før i tiden skænkede syner, velsignelser og åbenbaringer til sine børn, hvad betyder det så for jer? Hvem kender I, der kunne have gavn af en bedre forståelse af, at »Gud er ikke hørt op med at være en Gud, som gør mirakler«? (Morm 9:15)

Aktivitet til at lære med andre

  • Bed gruppemedlemmer om, hvis det er passende, at fortælle om engang, hvor de så Gud udføre en velsignelse eller et mirakel i deres eget liv. Drøft de forskellige måder, hvorpå disse mirakler fandt sted, og de forskellige formål, de tjente.

Lær mere

Udskriv