»Kapitel 19: Læreres varige indflydelse«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 19«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 19

Læreres varige indflydelse

»Det grundlæggende formål med at undervise i Kirken er at bidrage til værdifulde ændringer i tilværelsen hos drenge og piger, mænd og kvinder.«

Fra Thomas S. Monsons liv

I sin første generalkonferencetale som apostel sagde præsident Thomas S. Monson: »Jeg er så taknemlig for mine lærere og ledere i min barndom og ungdom i en ydmyg pionermenighed.«¹ Hele sit liv fortsatte han med at udtrykke taknemlighed for sine lærere i kirken og fortalte ofte historier om deres indflydelse på ham.

Præsident Monson var også taknemmelig for sine skolelærere. »Min musiklærerinde i skolen hed Miss Sharp,« sagde han. »Hun formåede at indgyde sine elever en kærlighed til musik.«²

Som universitetsstuderende havde han en effektiv tilgang til at lære af sine lærere: Han forestillede sig, at han skulle undervise i det materiale, de underviste i, så han arbejdede på at udvikle en forståelse af de begreber, der ville forbedre hans præsentation.³

Præsident Monson instruerede Kirkens medlemmer i, hvordan de kunne undervise med kraft. »[Vi er] alle lærere i en eller anden henseende,« sagde han, »og vi har pligt til at undervise efter bedste evne.«⁴ Han forklarede også, hvad formålet med evangelisk undervisning er:

»Målet med evangelisk undervisning … er ikke at ›fylde oplysninger‹ i hovedet på eleverne. Det handler ikke om at vise, hvor meget læreren ved, ej heller er det blot at øge kundskab om Kirken. Det grundlæggende formål med at undervise i Kirken er at bidrage til værdifulde ændringer i tilværelsen hos drenge og piger, mænd og kvinder. Målet er at inspirere den enkelte til at tænke over, få en fornemmelse for og derpå efterleve evangeliske principper.«.⁵

Om lærere sagde præsident Monson: »Der er ikke noget privilegium, der er mere ædelt, ingen opgave så berigende.«^6. Han illustrerede dette punkt med følgende beretning:

»For nogen tid siden hørte jeg … tre små drenge, der stod og sammenlignede deres fædres dyder. En af dem sagde: ›Min far er større end din far‹, hvortil en anden svarede: ›Men min far er klogere end din far.‹ Den tredje dreng sagde: ›Min far er læge,‹ hvorpå han vendte sig mod en af drengene og nedladende sagde: ›Og din far er kun lærer.‹

En af drengenes mødre kaldte og afsluttede samtalen, men ordene blev ved med at lyde i mine ører. Kun lærer. Kun lærer. Kun lærer. En skønne dag vil disse små drenge komme til at forstå inspirerede læreres sande værdi, og de vil med oprigtig taknemmelighed anerkende det uudslettelige indtryk, sådanne lærere har sat på deres liv.

›En lærer,‹ sagde Henry Brooks Adams, ›påvirker evigheden, han kan ikke afgøre, hvor hans påvirkning holder op.‹«⁷ Præsident Monson forklarede, at denne vidtrækkende indflydelse gælder for alle lærere – forældre i hjemmet, lærere i skolen og lærere i Kirken.

Primarylærer hjælper et barn — »Byg en bro til hver af de unge.«

Thomas S. Monsons lærdomme

Forældre har en hellig forpligtelse til at undervise deres børn og være et godt eksempel.

Måske er den lærer, som I og jeg husker bedst, den lærer, som påvirkede os mest. Måske brugte hun ikke tavlen, og hun havde måske ikke nogen højere uddannelse, men hendes lektier var af evig gyldighed og hendes omsorg ægte. Ja, jeg taler om mor. Og i samme åndedrag taler jeg også om far. I virkeligheden er alle forældre lærere.

Præsident David O. McKay mindede os om, at »den rette undervisning i barndommen er menneskets helligste forpligtelse«, for et barn kommer ren og sød fra Faderen, »en skabning, der er ubesmittet af verdens fordærv, uplaget af dens uretfærdighed, utrættet af dens hule nydelser, et væsen, der kommer frisk fra lysets kilde, med noget af dets universelle glans i sig. Hvis barndommen er denne, hvor hellig er da ikke pligten til at sørge for, at dens vækst ikke er nogen anden.« (Improvement Era, maj 1930, s. 480) …

Den bedste tid til at undervise er flygtig. Muligheder forgår. Den forælder, der udsætter forfølgelsen af sit ansvar som lærer, kan bittert erkende Whittiers ord: »Af alle tungens eller pennens triste ord er disse de sørgeligste: ›Det kunne have været.‹« (John Greenleaf Whittier, »Maud Muller«) …

Mødre og fædre, forstår I, at vi er ved at støbe den støbeform, som vores unge skal støbes i? For at undervise vores børn, må vi holde os tæt på vores børn, og det sted, hvor vi holder os tæt på vores børn, er i hjemmet. Vi har et ansvar for at vise dem det rette eksempel.

Jeg tror aldrig, at jeg har læst en mere skarp fordømmelse fra Herren end den, der findes i Jakobs Bog i Mormons Bog, hvori Herren sagde: »Se, I har … knust sarte hustruers hjerte og mistet jeres børns tillid på grund af jeres dårlige eksempel over for dem.« (Jakob 2:35.) Hvis vor Herre ville give os en sådan fordømmelse for at være et dårligt eksempel, er det så ikke logisk at antage, at han ville give os sin billigelse, hvis vi viste vores børn et passende eksempel? Og så kan vi se tilbage, som Johannes gjorde, da han erklærede: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden.« (3 Joh 1:4.)

Dersom en far eller mor skulle få brug for yderligere inspiration for at udføre deres gudgivne opgave som lærer, skal han eller hun huske på, at den stærkeste kombination af følelser i denne verden ikke opstår ved store, verdensomspændende begivenheder og ikke findes i romaner eller historiebøger – men blot ved, at en far eller mor kigger på et sovende barn. »Skabt i Guds billede.« Dette smukke skriftsted fra Bibelen får ny og virkelig betydning, når en far eller mor gør dette. Hjemmet vil blive et tilflugtssted, der kaldes himlen, og kærlige forældre vil lære deres børn »at bede og at vandre retsindigt for Herren.« (L&P 68:28).⁸

Der findes lærere, som nyder at ødelægge tro i stedet for at bygge bro til et bedre liv … Når vi nu ingen indflydelse har på det, som sker i klasseværelset, kan vi i det mindste prøve at forberede eleven på det, som skal ske. Man kan spørge: »Hvordan?« Jeg svarer: »Giv dem en vejviser til det celestiale riges herlighed, et barometer, så de kan skelne mellem Guds sandheder og menneskets teorier.«

For flere år siden stod jeg med en sådan vejviser i min hånd. Det var den samling af skrifter … som indeholder Mormons Bog, Lære & Pagter samt Den Kostelige Perle. Bogen var en gave fra en kærlig far til sin smukke, blomstrende datter, som omhyggeligt fulgte hans råd. I bogen havde faderen … skrevet disse inspirerede ord:

»Den 9. april 1944

Til min kære Maurine:

Jeg giver dig denne bog, for at du kan have en stadig målestok, så du kan skelne mellem sandhed og vildfarelser i menneskets lærdomme og således vokse åndeligt efterhånden som du får øget kundskab. Må du læse den ofte og værdsætte den hele dit liv.

Kærligst din fader

Harold B. Lee«⁹

Lærere i kirken kan have varig indflydelse.

Lad os … tale om den lærer, som vi sædvanligvis møder om søndagen – læreren i Kirken. I disse omgivelser mødes fortidens historie, nutidens håb og fremtidens løfter … Læreren dømmes af sine elever – ikke blot på hvad og hvorledes han underviser, men også på hvorledes han lever sit liv.

Apostlen Paulus sagde til romerne: »Du, som belærer andre, du belærer ikke dig selv! Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler selv!

Du, som siger, at man ikke må bryde et ægteskab, du gør det selv!« (Rom 2:21-22.)

Paulus, denne inspirerede og dynamiske lærer, er et godt forbillede for os.¹⁰

Som lille dreng oplevede jeg at komme under indflydelse af en meget effektiv og inspireret underviser, der lyttede til os, og som elskede os. Hun hed Lucy Gertsch. I vores søndagsskoleklasse underviste hun os om verdens skabelse, Adams fald og Jesu sonoffer. Som ærede gæster bragte hun Moses, Josva, Peter, Thomas, Paulus og selvfølgelig, Kristus med sig ind i klasseværelset. Selvom vi ikke så dem, lærte vi at elske og ære dem og bruge dem som forbilleder.

Aldrig var hendes undervisning mere dynamisk eller mere vedrørende og vedvarende, end en søndag morgen, da hun bedrøvet fortalte os, at en af klassekammeraternes mor var død. Vi havde savnet Billy den morgen, men kendte ikke grunden til hans fravær.

Lektionen drejede sig om emnet: »Det er saligere at give end at få« (ApG 20:35). Midtvejs gennem lektionen lukkede vores lærer bogen og åbnede vores øjne og vores ører og vores hjerte for Guds herlighed. Hun spurgte: »Hvor mange penge har vi i vores klassekasse til at holde fest for?«

Midt i en krisetid fremkom vi med et stolt svar: »Fire dollars og femoghalvfjerds cents.«

Og så foreslog hun meget mildt: »Billys familie har meget små midler, og de er ramt af sorg. Hvad synes I om muligheden for at besøge familien nu til morgen og give dem vores penge?«

Aldrig skal jeg glemme den lille flok, der gik de tre gader ned til Billys hjem, hilste på ham, hans bror, søstre og far. Det var tydeligt, at moderen manglede. Altid vil jeg erindre de tårer, som blinkede i alles øjne, da den hvide konvolut med vores dyrebare festpenge gik fra vores lærers smukke hånd til den sorgfyldte trængende fars.

Vi svævede … tilbage til kirken. Vores hjerte var lettere, end det nogen sinde havde været; vores glæde mere fuldkommen, vores forståelse dybere. En guddommeligt inspireret lærer havde givet sine drenge og piger en eviggyldig lektion i guddommelig sandhed: »Det er saligere at give end at få.«

Vi kunne sagtens have omskrevet disciplenes ord, da de var på vej til Emmaus: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens [hun] … åbnede Skrifterne for os?« (Luk 24:32).

Lucy Gertsch kendte hver eneste af sine elever. Hun besøgte altid dem, som var væk en søndag, eller som bare ikke kom. Vi vidste, at hun holdt af os. Ingen af os har nogen sinde glemt hende eller de lektioner, hun gav.¹¹

Lucy Gertsch og hendes primaryklasse, deriblandt Thomas S. Monson — Lucy Gertsch (bagerste række i midten) med sin søndagsskoleklasse i 1941. Tom Monson er på første række, nummer to fra højre. Han beskrev hende som »en meget effektiv og inspireret underviser«.

Klasseværelset i kirken føjer en nødvendig dimension til hvert barns og unge menneskes uddannelse. Her kan hver eneste lærer få de unge til at stræbe opad, når de lytter til hendes undervisning og fornemmer hendes vidnesbyrds påvirkning. I Primary, Søndagsskolen, til Unge Kvinders og Det Aronske Præstedømmes møder kan velforberedte lærere, som er kaldet ved Herrens inspiration, røre hvert enkelt barn eller ungt menneske og tilskynde alle til at søge »visdomsord i de bedste bøger; stræb[e] efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« [L&P 88:118]. Et opmuntrende ord her og en åndelig tanke der kan påvirke et dyrebart liv og efterlade et uudsletteligt indtryk på en udødelig sjæl …

Den ydmyge og inspirerede lærer i Kirkens klasseværelse kan indgyde sine elever en kærlighed til skrifterne … Læreren kan ikke alene bringe fordums apostle og verdens Frelser ind i klasseværelset, men også ind i vores børns hjerte, sjæl og sind.¹²

Vi underviser ikke kun med ord, men også ved, hvordan vi lever vores liv.

Hvem er den lærer, I bedst husker fra jeres ungdom? Jeg vil gætte på, at det sikkert var en, som kendte jeres navn, som bød jer velkommen i klassen, som var interesseret i jer personligt, og som virkelig holdt af jer. Når en leder går ad livets veje med en dyrebar ung ved sin side, udvikler der sig et fortroligt bånd mellem de to, som beskytter den unge mod syndens fristelser og holder ham eller hende trofast på den sti, der fører videre, opad og uvægerligt til evigt liv. Byg en bro til hver af de unge.¹³

Behandl eleverne med værdighed og giv dem jeres allerbedste. I underviser ikke blot i et emne; I former også et menneskes natur. I oplyser lærdommens lampe, så jeres elever bedre forstår deres jordiske mission. I vil gennem jeres ånd, jeres tro og jeres kærlighed velsigne generationer, der endnu ikke er født. Jeres muligheder adskiller sig ikke meget fra Mesteren – selve Jesus Kristus, Guds Søn.¹⁴

Ofte tales der ikke om den store indvirkning et menneskes liv kan have på andres, og den anerkendes kun lidt af og til. Sådan skete det for en lærerinde, der underviste de 12 årige piger … Hun havde ikke selv børn, skønt hun og hendes mand længtes meget herefter. Hendes kærlighed kom til udtryk gennem hendes hengivenhed for hendes særlige piger i hendes undervisning af dem i de evige sandheder og livets lektier. Så blev hun syg og døde. Hun blev kun 27 år gammel.

Hvert år på Memorial Day … gik hendes piger med en bøn i hjertet til deres lærerindes gravsted. Først var der syv, så fire, så to og til sidst kun én, som fortsatte det årlige besøg og altid lagde en buket af irisser på graven – et symbol på oprigtig taknemlighed. I år [1981] var det det 25. besøg, som denne pige aflagde ved sin lærerindes hvilested. I dag underviser denne pige selv piger. Det er ikke mærkeligt, at hun har succes. Hun afspejler den lærerinde fra hvem hendes inspiration kom. Det liv, som denne lærerinde levede, og de lektioner som hun underviste i, ligger ikke begravet under den gravsten, der markerer hendes grav, men lever videre i de personligheder, som hun var med til at forme og i de liv, som hun på så uselvisk vis berigede. Man mindes en anden stor lærer, ja, Herren selv. Han skrev en gang et budskab med sin finger i sandet (se Joh 8:6). Tidens vinde har for altid udvisket de ord, som han skrev, men ikke det liv, som han levede.¹⁵

Vi må også huske, at vi ikke bare underviser med ord, vi underviser også ved, hvem vi er, og hvordan vi lever vores liv.¹⁶

Jesus Kristus er vores forbillede som lærer.

[Der er] én lærer, hvis liv overskygger alle andres. Han underviste om liv og død, pligt og skæbne. Han levede ikke for at blive betjent, ikke for at modtage, men for at give; ikke for at frelse sit liv, men for at ofre det for andre. Han beskrev en kærlighed, der er smukkere end begær, en fattigdom, der er mere værd end skatte. Om denne lærer blev det sagt, at han underviste med myndighed, og ikke som de skriftkloge. Jeg taler om Mesteren, Jesus Kristus, Guds Søn, menneskehedens Frelser og Forsoner.

Når hengivne lærere reagerer på hans blide opfordring: »Lær af mig«, lærer de, men de bliver også deltagere i hans guddommelige magt.¹⁷

Må vi følge den perfekte lærers eksempel, vor Herre og Frelser Jesus Kristus, når vi underviser andre. Han satte sine fodspor i sandet på stranden, men efterlod sine undervisningsprincipper i hjertet hos alle, som han underviste. Han underviste sine disciple den dag – og han taler de samme ord til os i dag – »Følg du mig« (Joh 21:22).

Må vi gå frem i lydighedens ånd, så der kan siges om os, som der blev sagt om Forløseren: »Du er en lærer, der er kommet fra Gud« (Joh 3:2).¹⁸

Jesus Kristus underviser — Jesus Kristus er »Mesteren«.

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson sagde, at forældre har en hellig forpligtelse til at undervise deres børn (se afsnit 1). Hvilke vigtige ting har I lært af jeres mor eller far? Hvis I er forælder, hvad håber I så, at jeres børn vil lære af jer? Hvad har I lært om, hvordan man underviser børn? Hvorfor er det afgørende at være et passende eksempel i undervisningen af børn? Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at opbygge større tro?
Gennemgå præsident Monsons historie om sin søndagsskolelærer (se afsnit 2). Hvad kan vi lære af denne historie for at hjælpe os til at blive bedre lærere? Hvordan kan vi undervise i evangeliet med stor kraft – hvad enten det er derhjemme, i klasselokalet eller andre steder?
Gennemgå de kendetegn på gode lærere, som præsident Monson beskrev (se afsnit 3). Tænk over nogle af jeres lærere, der har været et eksempel på disse egenskaber. Hvorfor har disse lærere påvirket jeres liv? Hvordan kan vi som lærere »bygge en bro« til dem, vi underviser? Hvordan kan vi oplyse »læringens lampe«?
Hvad kan vi lære af Frelserens eksempel som lærer? (Se afsnit 4). Hvad vil det sige at undervise på Frelserens måde? Hvorfor er det vigtigt, at vi fokuserer på Frelseren, når vi underviser i evangeliet?

Skriftstedshenvisninger

2 Mos 4:10-12; 2 Ne 33:1; Alma 17:2-3; 31:5; L&P 11:21; 42:12-14; 88:77-80

Til underviseren

»Det at være en kristuslignende lærer er måske det vigtigste, I kan gøre for at følge Frelserens eksempel på lydighed og efterleve evangeliet med hele jeres hjerte … I behøver ikke at være fuldkomne, blot I forsøger med iver og søger tilgivelse gennem Frelserens forsoning, hver gang I snubler« (se Undervisning på Frelserens måde, 2016, s. 13).