»Kapitel 3: Ånden gør levende«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020
»Kapitel 3«, Lærdomme: Thomas S. Monson
Kapitel 3
Ånden gør levende
»Vi lytter efter den stille, sagte stemme. Og når den taler, adlyder kloge mænd og kvinder. Åndens tilskyndelser må ikke udskydes.«
Fra Thomas S. Monsons liv
Præsident Monson lærte af erfaring at stole på Helligåndens tilskyndelser og reagere uden tøven. Ældste Jeffrey R. Holland har fortalt følgende historie:
»Den 23-årige Tom Monson, som kort forinden var blevet kaldet til at være biskop for 6.-7. Menighed i Temple View Stav … blev usædvanlig rastløs efterhånden som stavens præstedømmelederskabsmøde skred frem. Han havde en stærk fornemmelse af, at han omgående skulle forlade mødet og køre til Veteran hospitalet, der lå oppe for enden af byens gader. Før han gik hjemmefra om aftenen, var han blevet ringet op og havde fået at vide, at et ældre medlem i hans menighed var blevet syg og kørt på hospitalet. Den, der ringede, spurgte om biskoppen mon kunne finde tid til at tage hen på hospitalet på et tidspunkt og give den pågældende en velsignelse. Den unge, travle leder forklarede, at han netop var på vej til et stavsmøde, men at han selvfølgelig med glæde ville tage hen på hospitalet, så snart mødet var slut.
Nu kom tilskyndelsen endnu kraftigere: ›Forlad mødet og tag straks hen på hospitalet.‹ Men det var stavspræsidenten, der stod på talerstolen! Det ville være meget uhøfligt at rejse sig midt under den præsiderende leders budskab, og bane sig vej foran en hel række brødre for helt at forlade bygningen. Han sad og led, mens han ventede på, at stavspræsidenten skulle afslutte sit budskab, hvorpå han løb hen til døren endnu før, der var bedt afslutningsbøn.
Den unge biskop løb hele vejen gennem den lange hospitalsgang på fjerde sal, hvor han lagde mærke til, at man havde særlig travlt udenfor den stue, han skulle besøge. Han blev standset af en sygeplejerske, som spurgte: ›Er du biskop Monson?‹
›Ja,‹ lød det ængstelige svar.
›Jeg er ked af at måtte meddele, at patienten sagde dit navn, lige før han døde,‹ sagde hun.
Thomas S. Monson kæmpede for at holde tårerne tilbage, da han vendte om og gik ud fra hospitalet. Da svor han lige på stedet, at han aldrig mere ville lade være med at reagere på en tilskyndelse fra Herren. Han ville anerkende de indskydelser, han fik gennem Ånden, og følge dem, hvor som helst de førte ham hen, og altid gå ›Herrens ærinde.‹«1
At genkende og reagere på Åndens tilskyndelser blev et centralt tema i Thomas S. Monsons liv og tjenestegerning. Som han sagde flere år senere:
»Jeg har erfaret, at når vi i udførelsen af vores pligter hører en stille tilskyndelse og straks handler ud fra den, så vil vor himmelske Fader lede vores skridt og velsigne os og andre. Jeg kender ingen dejligere oplevelser eller skønnere følelse end at følge en tilskyndelse, og så opdage, at Herren har besvaret en andens bøn gennem en.«2
Præsident Monson giver en ung mand hånden ved aprilkonferencen 2008.
Thomas S. Monsons lærdomme
1
Åndens sprog er stille, opløftende og beroligende for sjælen.
For nylig besøgte jeg Missionærskolen i Provo i Utah, hvor de missionærer, som er blevet kaldet til at tjene rundt om i verden, omhyggeligt lærer sig de vigtigste ord på de sprog, som tales af de folk, de skal bære vidnesbyrd for.
Jeg kunne svagt forstå samtaler på spansk, fransk, tysk og svensk. Derimod lød det fuldstændig fremmed for mig, og sikkert også for de fleste andre missionærer, når nogen talte japansk, kinesisk eller finsk. Man må forbløffes over den hengivenhed, hvormed disse unge mænd og kvinder kæmper med det ukendte og lærer sig det vanskelige …
Men der er ét sprog, der er fælles for alle missionærerne – og det er Åndens sprog. Det læres ikke fra lærebøger skrevet af lærde mænd, ej heller kan man tilegne sig det ved at læse og lære udenad. Åndens sprog kommer til den, der af hele sit hjerte søger at kende Gud og holde hans guddommelige befalinger. Når man er velbevandret i dette sprog, kan man overskride barrierer, overvinde hindringer og røre menneskers hjerte.
I sit andet brev til korintherne opfordrer apostlen Paulus os til at vende os fra lovens bogstav og søge de muligheder, som Ånden byder på. Jeg elsker hans udtalelse: »Bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende« (2 Kor 3:6).
I farens stund og trængslernes time giver en sådan viden, et sådant håb og en sådan forståelse trøst til et bekymret sind og et sorgfuldt hjerte. Hele budskabet i Det Nye Testamente emmer af en ånd, som vækker den menneskelige sjæl. Fortvivlelsens skygger spredes af håbets lys, sorgen må vige for glæden, og følelsen af blot af være et ansigt i mængden svinder med visheden om, at vor himmelske Fader holder af hver enkelt af os.
Frelseren gav os vished om denne sandhed, da han sagde, at end ikke en spurv falder til jorden, uden at vor Fader bemærker det. Han afsluttede den smukke tanke med ordene:
»Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.
Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene« (se Matt 10:29-32).
Vi lever i en indviklet verden med mange daglige udfordringer. Der er en tendens til at føle sig afskåret fra, ja, endog isoleret fra ham, fra hvem alle gode gaver kommer. Vi frygter, at vi vandrer alene.
Men vi løftes fra sygelejet, fra den tårevædede pude, af den guddommelige vished og det dyrebare løfte: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke« (Jos 1:5).
En sådan trøst er uvurderlig, mens vi vandrer på dødelighedens sti med dens mange afstikkere og sving. Det sker kun sjældent, at denne vished gives med et lysende skilt eller en høj røst. Det er snarere Åndens sprog, der blidt og stille opmuntrer hjertet og lindrer sjælen.
Til tider kommer svaret på vores spørgsmål og vores daglige bønner gennem Åndens stille tilskyndelser … Vi spejder. Vi venter. Vi lytter efter den stille, sagte stemme. Og når den taler, adlyder kloge mænd og kvinder.3
»Men der er ét sprog, der er fælles for alle missionærerne – og det er Åndens sprog.«
2
Lad os lære Åndens sprog og aldrig udskyde en tilskyndelse.
Stan, en af mine kære venner, blev ramt af kræft. Han havde været sund og rask, atletisk bygget og et aktivt menneske. Nu var han ikke i stand til at gå eller stå. Hans kørestol var hans hjem. De bedste læger havde tilset ham, og familie og venner havde opsendt bønner i håbets og tillidens ånd. Alligevel lå Stan stadig i sin seng på University Hospital.
En sen eftermiddag svømmede jeg i Deseret Gym og kiggede op i loftet, mens jeg rygcrawlede frem og tilbage. Stille, men dog tydeligt, dukkede denne tanke op i mit sind: »Her ligger du og svømmer ubekymret, mens din ven Stan ligger lammet.« Jeg følte tilskyndelsen: »Tag hen på hospitalet og giv ham en velsignelse.«
Jeg holdt op med at svømme, klædte mig på og skyndte mig hen til Stans hospitalsværelse. Hans seng var tom. En sygeplejerske sagde, at han sad i sin kørestol nede ved svømmebassinet og ventede på at komme i terapi. Jeg skyndte mig derned, og der sad Stan, helt alene, ved kanten af bassinets dybe ende. Vi hilste på hinanden og vendte tilbage til hans værelse, hvor han fik en præstedømmevelsignelse.
Langsomt, men sikkert vendte styrken tilbage til Stans ben. Til at begynde med kunne han kun stå på vaklende ben. Så lærte han at gå igen, skridt for skridt. Man skulle ikke tro, at Stan havde været så tæt på døden uden håb om helbredelse.
Senere talte Stan ved møder i Kirken og fortalte om Herrens godhed mod ham. Over for nogle afslørede han de dystre tanker, som havde opslugt ham den eftermiddag, hvor han sad i sin kørestol ved kanten af svømmebassinet. Han havde følt sig dømt til et liv i fortvivlelse. Han fortalte, hvordan han havde overvejet mulighederne. Det ville være så let at trille den forhadte kørestol ud i det dybe bassin. Så ville livet være forbi. Men netop i det øjeblik så han mig, sin ven. Den dag erfarede Stan bogstaveligt, at vi ikke vandrer alene. Jeg lærte også noget den dag: Man må aldrig nogensinde tilsidesætte en tilskyndelse.
Senere, da Stans yngste søn blev viet for al evighed, og familien var samlet i Herrens hellige tempel, mindedes vi det mirakel, vi havde overværet. Vores rørte hjerter havde svært ved at finde ord, men en tavs taknemlighed udtrykte følelser, som ord ikke kan udtrykke.
Må vi i vores dagligdag lære at tale Åndens sprog. Må vi altid huske og reagere på Mesterens milde indbydelse: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham« (Åb 3:20). Det er Åndens sprog. Han talte det. Han forkyndte det. Han levede det. Må enhver af os gøre det samme.4
3
Vi bliver velsignet, når vi lever, så vi kan modtage Åndens tilskyndelser og vejledning.
For en del år siden modtog jeg et brev fra en gammel ven. Han bar sit vidnesbyrd i det brev. Jeg vil gerne dele en del af det med jer i aften, eftersom det illustrerer styrken i præstedømmet hos en, der lærte, hvad han burde lære, som gjorde, hvad han burde gøre, og som altid forsøgte at være, som han burde være. Jeg læser uddrag fra et brev fra min ven Theron W. Borup, som gik bort for tre år siden som 90-årig:
»Da jeg som otteårig blev døbt og modtog Helligånden, gjorde det stort indtryk på mig, at jeg skulle være god og i stand til at have Helligånden som en hjælp hele mit liv. Jeg fik at vide, at Helligånden kun ønskede godt selskab, og at han ville forlade os, når noget ondt kom ind i vores liv. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville få brug for hans tilskyndelser og vejledning, så jeg forsøgte at leve således, at jeg ikke mistede denne gave. Ved en lejlighed reddede det mit liv.
Under anden verdenskrig var jeg tekniker og skytte på et B-24 bombefly i Stillehavet … En dag blev det bekendtgjort, at man ville forsøge det længste bombetogt nogensinde for at ødelægge et olieraffinaderi. Åndens tilskyndelser fortalte mig, at jeg ville blive valgt til dette togt, men at jeg ikke ville miste livet. På det tidspunkt var jeg leder for SDH-gruppen.
Der var voldsomme luftkampe, da vi fløj over Borneo. Vores fly blev ramt af jagerflyene og stod snart i flammer, og piloten sagde, at vi skulle forberede os på at springe ud. Jeg sprang ud som den sidste. Der blev skudt på os af fjendens piloter, mens vi dalede ned. Jeg havde problemer med at få luft i min redningsflåde. Jeg flød op og sank ned i vandet, jeg begyndte at drukne og besvimede. Jeg kom til bevidsthed og råbte: ›Gud, red mig!‹ … Igen forsøgte jeg at få luft i redningsflåden, og det lykkedes. Der var lige luft nok i den til at holde mig oppe, og jeg rullede op på den alt for udmattet til at flytte mig.
I tre dage drev vi rundt på fjendens territorium med skibe rundt omkring os og fly ovenover. Hvorfor de ikke kunne se en gul gruppe redningsflåder på det blå vand er et mysterium,« skrev han. »En storm trak op, og ni meter høje bølger flåede næsten vores redningsflåder itu. Der gik tre dage uden mad og drikke. De andre spurgte mig, om jeg bad. Jeg svarede, at jeg bad, og at vi faktisk ville blive reddet. Samme aften så vi vores undervandsbåd, som var der for at redde os, men den sejlede forbi. Næste morgen gjorde den det samme. Vi vidste, at dette var den sidste dag, den ville være i området. Så kom tilskyndelsen fra Helligånden. ›Du har præstedømmet. Befal ubåden at samle jer op.‹ I tavshed bad jeg: ›I Jesu Kristi navn og med præstedømmets magt, vend om og saml os op.‹ Efter nogle minutter lå de ved vores side. Da vi stod på dækket, sagde … kaptajnen: ›Jeg ved ikke, hvordan vi fandt jer, for vi ledte ikke engang efter jer.‹ Jeg vidste det.«5.
4
Helligånden kan advare os om fare og vejlede os til at træffe gode valg.
Da jeg tjente i den amerikanske flåde, var brugen af sonar på sit helt tidlige stadie … Sonar er et redskab, der advarer om et køretøj, skib eller anden forhindring i nærheden. Lydbølger overvåges. Operatøren bliver vant til at lytte efter et gentagende bip. Når det følger et andet mønster end det normale, ved han, at faren er for hånden, og han kan advare skibets officerer, så kursen kan ændres …
Hvis mennesket kan opfinde sonar for at advare mod katastrofer … synes det så ikke rimeligt, at Herren vil anbringe en advarselsenhed i sine dyrebare børn for at advare dem, når de er ved at komme på afveje? I dag bærer jeg mit vidnesbyrd for jer om, at vi har sådan et vejledende lys. Hvis vi bare vil bruge det, kan det ikke gå galt. Jeg henviser til den stille, sagte røst, Helligånden.6.
Da I blev bekræftet som medlem af Kirken, modtog I retten til Helligåndens ledsagelse. Han kan hjælpe jer med at træffe gode valg. Når I bliver udfordret eller fristet, behøver I ikke føle jer alene. Helligånden vil hjælpe jer med at kende ret fra uret. »Thi de, der er kloge … har … gjort den hellige Ånd til deres vejleder.« (L&P 45:57.)7
»Må vi altid huske og reagere på Mesterens milde indbydelse: ›Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham‹« (Åb 3:20).
Lad hver beslutning, I overvejer, undergå denne prøve: Hvad gør det ved mig? Hvad gør det for mig? Og lad ikke jeres adfærdskodeks lægge vægt på: »Hvad vil andre tænke om mig«, men i stedet: »Hvad tænker jeg om mig selv?« Vær påvirket af denne stille, sagte stemme. Husk, at en person med myndighed lagde sine hænder på jeres hoved, dengang I blev bekræftet, og sagde: »Modtag Helligånden.« Åbn jeres hjerte, ja, hele jeres sjæl – for den lyd, som kommer fra den særlige stemme, som vidner om sandheden. Profeten Esajas lovede: »›Med egne ører skal du høre et ord, der lyder …: Her er vejen, den skal I følge!« (Es 30:21).8
Jeg håber … at vi vil lytte til Åndens hvisken. Jeg lover jer, at hvis vi har ører, der er tilpasset Helligånden, og hvis der er et ønske om retskaffenhed i vores hjerte, og vores opførsel afspejler det ønske, vil vi blive vejledt af Helligånden.9
Vi læser i Første Korinterbrev: »Der er … så mange slags sprog i verden« [1 Kor 14:10]. Vi er omgivet af overbevisende stemmer, bedrageriske stemmer, nedgørende stemmer, sofistikerede stemmer og forvirrende stemmer. Jeg kan tilføje, at disse er højrøstede stemmer. Jeg råder jer til at skrue ned for lyden og i stedet blive påvirket af den stille, sagte røst, der vil lede jer til sikkerhed.10
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Hvad vil det sige, at lære »Åndens sprog«? (afsnit 1). Hvad kan vi gøre for at blive dygtige til dette sprog? Hvad har I lært af jeres egne oplevelser om at genkende kommunikation fra Helligånden?
-
I afsnit 2 fortalte præsident Monson om at lære, at han »aldrig bør udskyde en tilskyndelse«. Hvordan er I blevet velsignet af en, der fulgte en tilskyndelse fra Helligånden? Hvornår er I blevet velsignet ved at handle på en åndelig tilskyndelse, som kom til jer?
-
Hvad kan vi lære af historien om Theron Borup i afsnit 3?
-
Hvornår har Helligåndens stille, sagte røst været »en advarsel« i jeres liv? (Afsnit 4). Hvilke oplevelser har I haft, hvor Helligånden vejledte jer? Hvornår er I blevet trøstet af Helligånden? På hvilke andre måder har Helligånden hjulpet jer?
Skriftstedshenvisninger
1 Kong 19:11-12; Joh 14:26; 1 Ne 4:6; 10:17-19; 17:45; 2 Ne 32:1-5; L&P 8:2-3; 11:12-14; 31:11
Til underviseren
»Når I stræber efter værdigt at efterleve evangeliet, vil Helligånden åbenbare Guds vilje for jer. Han vil give jer tanker, indtryk og kreative ideer om, hvordan man kan hjælpe andre til at lære … Ånden er den virkelige lærer, og når Ånden er med jer, vil I undervise med Guds kraft og være med til at udvirke omvendelsens mirakel« (Undervisning på Frelserens måde, 2016, s.5).