Kapitel 14

»Du må ikke have andre guder end mig«

Vi må sætte Herren og hans sag først og afholde os fra at tilbede falske guder.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Præsident Spencer W. Kimball formanede de sidste dages hellige til at sætte Herren først i deres liv og ikke lade deres hjerte være denne verdens ting hengivne. Han belærte om, at det at prioritere sådanne ting som materielle ejendele, arbejde, rekreation og prestige højere end Herren, er at tilbede falske guder. Han understregede, at falske guder eller afguder indebærer »alt, der lokker et menneske bort fra pligt, loyalitet og kærlighed til og tjeneste for Gud.« ¹

Helhjertet forpligtelse over for Herren var fundamentet for præsident Kimballs og hans forældres liv. Sidst i 1890erne, da Spencer var en lille dreng, modtog hans far, Andrew, en kaldelse som stavspræsident i det sydøstlige Arizona. At forlade Salt Lake Citys relative bekvemmeligheder for at bo i et yderområde i ørkenen, ville ikke være let for Kimballfamilien, men for Andrew Kimball »var der kun ét svar, og det var at tage af sted.« ²

Adskillige år senere viste Spencer W. Kimball en lignende hengivenhed over for Herren, da han blev kaldet til at være andenrådgiver i et stavspræsidentskab. Han og hans hustru, Camilla »havde talt om, at han kunne tage tilbage til universitetet og blive bogholder eller lærer«, men da han accepterede kirkekaldelsen, betød det, at han tilsidesatte sådanne planer.³

Da præsident Kimball blev ordineret til apostel, forstærkede præsident Heber J. Grants råd ham i princippet om at sætte Herren og hans rige først: »Vær stærkt opsat på at tjene Herren, din Gud. Beslut dig fra dette øjeblik til at sætte denne sag og dette arbejde allerførst i alle dine tanker.« ⁴

Præsident Kimballs lærdomme

Når vi lægger vores hjerte i og sætter vores lid til hvad som helst over Herren, tilbeder vi vore egne falske guder

Når jeg studerer de gamle skrifter, bliver jeg mere og mere overbevist om, at det er af stor betydning, at budet »Du må ikke have andre guder end mig« er det første af de ti bud.

Kun få mennesker har bevidst og med fuldt overlæg valgt at fornægte Gud og hans velsignelser. Vi lærer snarere fra skrifterne, at fordi udøvelsen af tro altid har forekommet vanskeligere end det at stole på ting, der ligger lige for hånden, har det kødelige menneske været tilbøjeligt til at overføre sin tro på Gud til materielle ting. Når mennesker derfor i alle tidsaldre er bukket under for Satans magt og har mistet troen, har de i stedet rettet deres håb mod »armen af kød« (L&P 1:19) og mod »guderne af sølv, guld, kobber, jern, træ og sten, som hverken kan se, høre eller forstå« (Dan 5:23) – dvs. afguder. Dette er et fremherskende emne i Det Gamle Testamente. Det, som et menneske sætter al sin lid til, bliver hans gud; og hvis hans gud viser sig ikke at være Israels sande og levende Gud, så dyrker denne mand afguder.

Det er min faste overbevisning, at når vi læser skrifterne og prøver på at »anvend[e] dem på [os] selv«, som Nefi foreslog (1 Ne 19:24), vil vi opdage mange paralleller mellem den gamle tilbedelse af udskårne billeder og vore egne adfærdsmønstre.⁵

Afgudsdyrkelse er blandt de alvorligste synder …

Moderne afguder eller falske guder kan antage former som tøj, hjem, forretning, maskiner, biler, lystbåde og talrige materielle afledere fra stien mod guddommelighed …

Uhåndgribelige ting bliver lige så let til guder. Eksaminer, lærdom og titler kan blive afguder …

Mange mennesker køber eller bygger først et hjem og møblerer det og køber bil – for derpå at finde ud af, at de »ikke har råd til« at betale tiende. Hvem tilbeder de? Visselig ikke himlens og jordens Gud …

Mange tilbeder jagt, fisketure, ferie, weekend-udflugter og skovture. Andre har som deres afguder sportskampe, baseball, fodbold, tyrefægtning eller golf …

Et andet billede, mennesker tilbeder, er magt og prestige … Disse magt-, velstands- og indflydelses-guder er meget krævende og lige så virkelige som israelitternes guldkalve i ørkenen.⁶

At blive tiltrukket af verdens ting kan gøre os sårbare over for Satans indflydelse

Til trods for den glæde vi finder i at betragte os selv som moderne, og vores tendens til at tro, at menneskeheden aldrig før har været så kultiveret, som vi er – til trods for alt dette er vi i det store og hele et afgudsdyrkende folk – en tilstand, som er yderst afskyelig i Herrens øjne.⁷

Jeg kommer til at tænke på en artikel, som jeg læste for nogle år siden, om en gruppe unge mænd, som var taget til junglen for at fange aber. De forsøgte på adskillige måder at fange aberne, deriblandt også med net. Men da de fandt ud af, at nettene kunne beskadige sådanne små væsener, fandt de endelig frem til en genial løsning. De lavede en masse små kasser, og i toppen af dem borede de et hul, der lige var stort nok til, at en abe kunne stikke sin hånd ned igennem det. Så satte de kasserne under træerne, og indeni lagde de en bestemt slags nødder, som aberne holdt særlig meget af.

Når mændene gik, kom aberne ned fra træerne for at undersøge kasserne. Da de fandt ud af, at der var nødder indeni, stak de hånden ned for at få fat i dem. Men når en abe prøvede at trække hånden med nødden ud igen, kunne den ikke, for nu var den lille knyttede hånd med nødden indeni for stor.

På dette tidspunkt kom mændene ud fra underskoven for at fange aberne. Og nu skete der noget mærkeligt: Når aberne så mændene, begyndte de at skrige og slå om sig for at komme væk; men selv om det ville have været så let som ingenting at give slip på nødden, så de kunne trække hånden til sig og flygte, ville de ikke slippe den. Mændene kunne uden besvær fange dem.

Tilsyneladende har mennesker det ofte på samme måde; de har sådan et fast greb om denne verdens ting – det, som er telestialt – at selv den mest indtrængende opfordring eller den værste krisesituation ikke kan overtale dem til at opgive det til fordel for det, som er celestialt. Satan har intet besvær med at få dem i sit greb. Hvis vi insisterer på at bruge al vor tid og alle vore midler på at bygge os et verdsligt kongerige, så er det nøjagtigt det, vi får.⁸

Frem for at stræbe efter verdens ting, bør vi bruge vore ressourcer på at opbygge Guds rige

Det at være rig behøver ikke nødvendigvis at være udtryk for syndighed. Men synd kan opstå ved erhvervelse og benyttelse af velstand …

Mormons Bogs historie røber i rigt mål den ødelæggende indflydelse, som lidenskab for velstand har. Hver gang folket blev retfærdigt, trivedes det. Derpå fulgte forandringen fra trivsel til velstand, fra velstand til kærlighed til velstand, derpå til forkærlighed for behagelighed og luksus. De bevægede sig derpå ind i åndelig uvirksomhed, derfra til stor syndighed og ugudelighed, og videre til næsten ødelæggelse ved deres fjender … Havde folket benyttet deres velstand til gode formål, kunne det have glædet sig over vedvarende fremskridt.⁹

Herren har velsignet os som et folk med en fremgang, der hidtil har været ukendt. De ressourcer, der er faldet i vore hænder, er gode og nødvendige for vores gerning her på jorden. Men jeg er bange for, at mange af os er blevet overmættede med flokke og hjorde, hektarer, lader og velstand og er begyndt at tilbede dem som falske guder, så de har fået magt over os … Glemt er den kendsgerning, at det er vores opgave at bruge de mange ressourcer i vore familier og kvorummer på at opbygge Guds rige – at fremme missionering samt tempel- og slægtsforskningsarbejdet; at opdrage vore børn til at blive nyttige tjenere for Herren; at velsigne andre på alle måder, så de også kan bære frugt. I stedet for anvender vi disse velsignelser på at tilfredsstille vore egne ønsker, og som Moroni sagde: »… smykker I jer med det, som ikke har noget liv, og så alligevel lader de sultne og de trængende og de nøgne og de syge og de plagede gå forbi jer uden at ænse dem« (Morm 8:39).

Herren selv har i vore dage sagt: »… de søger ikke Herren for at grundfæste hans retfærdighed, men enhver vandrer på sin egen vej og efter billedet af sin egen gud, hvis billede er i verdens lighed, og hvis væsen er som en afguds, som bliver gammel og skal omkomme i Babylon, ja, Babylon den store, der skal falde« (L&P 1:16, fremhævelse tilføjet).¹⁰

Herren har sagt: »… Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift« (Matt 6:33). Imidlertid vil vi alt for ofte have »det andet« først.¹¹

Måske er synden ikke at have »det andet«, men i vores holdning til og tilbedelse af »det andet«. Medmindre en person, som er opsat på berigelse, virkelig kan opsamle og beholde velstand og stadig vise Gud og hans program fuldt troskab – medmindre den rige mand kan holde sabbatten, være ubesmittet i sind, krop og ånd og yde uforbeholden tjeneste til sine medmennesker som anvist af Gud – medmindre den velstående mand har fuldstændig kontrol over det og kan forvalte alle sine besiddelser og underlægge sig Herrens opfordring gennem hans bemyndigede tjenere, så burde den mand sandelig, for sin egen sjæls vel, »gå hen og sælg[e], hvad du ejer, og giv[e] det til de fattige, … Og kom så og følg mig« (Matt 19:21).

»For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være« (Matt 6:21).¹²

Velsignelser, vi modtager ved at tjene Herren, overstiger langt de belønninger, som verden tilbyder

En mand, som jeg kender, blev kaldet til en stilling i Kirken, men han følte, at han ikke kunne sige ja, fordi hans investeringer krævede mere opmærksomhed og mere tid, end han kunne undvære på Herrens værk. Han forlod Herrens tjeneste for at søge efter mammon, og i dag er han millionær.

Men for nylig fandt jeg ud af noget interessant: Hvis en mand ejer guld til en værdi af en million dollars, så ejer han ca. 1/27 milliardtedel af alt det guld, som findes alene i den tynde jordskorpe. Det er så lille en del, at den menneskelige forstand ikke kan fatte det. Men det er ikke alt: Herren, som skabte jorden og har magt over den, skabte også mange andre verdener, ja »utallige verdener« (Moses 1:33); og da Moses modtog den ed og pagt, som hører præstedømmet til (L&P 84:33-44), fik han løfte fra Herren om »alt det, som min Fader har« (v. 38). At tilsidesætte alle disse store løfter til fordel for en guldkiste og en følelse af verdslig sikkerhed, er en fejlbedømmelse, som vil få kolossale følger. Det er sandelig sørgeligt og ynkværdigt at tænke sig, at han vil nøjes med så lidt; sjæle er dog af langt større værdi.

En ung mand, som blev kaldet til at tage på mission, svarede, at han ikke havde megen talent for den slags. Det, han var god til, var at holde sin flotte, nye bil i tip-top stand. Han nød følelsen af magt og fart, og når han sad ved rattet, gav den stadige bevægelse ham den illusion, at han virkelig var på vej fremad.

Hans far havde hele tiden været tilfreds med at sige: »Han kan lide at bruge sine hænder. Det er godt nok til ham.«

Godt nok for Guds søn? Denne unge mand forstod ikke, at den kraft, som hans bil er i besiddelse af, er så uendelig lille sammenlignet med havets eller solens kraft; og der er mange sole, som alle kontrolleres af loven og af præstedømmet i sidste instans – en præstedømmemagt, som han kunne have udviklet ved at tjene Herren. Han tog til takke med en ynkværdig gud, en sammensætning af stål og gummi og skinnende krom.

Et ældre par holdt op med at arbejde og trak sig samtidig tilbage fra Kirken. De købte en campingvogn, frasagde sig alle forpligtelser og tog ud for at se verden og bruge den smule, som de havde samlet sig, for blot at nyde resten af deres dage. De havde ikke tid til templet, havde for travlt til at udføre slægtshistorisk arbejde og til at udføre en mission. Han mistede forbindelsen med højpræsternes kvorum og var ikke nok hjemme til at skrive sin personlige historie. Grenen havde hårdt brug for deres erfaring og lederskab, men da de ikke var i stand til at »holde ud til enden«, var de ikke til rådighed.¹³

Vi burde elske og følge Herren af hele vores hjerte

Det er ikke nok for os at anerkende Herren som den højeste og afstå fra at tilbede afguder, vi burde elske Herren af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke. Vi burde ære ham og følge ham og arbejde på at opnå evigt liv. Hvor stor er ikke hans glæde over hans børns retskaffenhed!¹⁴

Vores opgave er positiv: at forsage verdslige ting som et mål i sig selv; at holde os fra afgudsdyrkelse og gå fremad i tro; at bringe evangeliet til vore fjender, så de ikke længere vil være vore fjender.

Vi må holde op med at tilbede vore dages afguder og ikke stole på »armen af kød«, for Herren har sagt til hele verden i vores tid: »… jeg vil ikke skåne nogen, der forbliver i Babylon« (L&P 64:24).

Da Peter prædikede et sådant budskab til folket pinsedag, »stak det [mange af] dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ›Hvad skal vi gøre, brødre?‹« (ApG 2:37).

Og Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, … [og] få Helligånden som gave« (v. 38).

… Vores budskab er det samme som det, Peter gav. Og videre lyder Herrens budskab fra ham selv »til jordens ender, så alle, som vil høre, kan høre:

Bered jer, bered jer på det, som skal komme, for Herren er nær« (L&P 1:11-12).

Vi tror, at måden, hvorpå hvert enkelt menneske og hver familie kan forberede sig, som Herren har pålagt det, er ved at begynde at udøve større tro, at omvende sig og at deltage i arbejdet for hans rige på jorden, som er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det kan måske i første øjeblik synes lidt vanskeligt, men når et menneske begynder at få den rette forståelse af det sande værk, når han begynder at se noget af evigheden i dens sande perspektiv, så begynder velsignelserne i rigt mål at opveje prisen ved at lade »verden« bag sig.¹⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Hvorfor tror du, at »Du må ikke have andre guder end mig« er det første af de ti bud?
Overvej denne udtalelse: »Det, som et menneske sætter al sin lid til, bliver hans gud« (s. 149). Hvilke falske guder er der i verden i dag? (Se eksemplerne på s. 149-150).
Hvad kan vi lære af historien om abefælderne? (Se s. 150-151). Hvad risikerer vi, hvis vi har et for fast greb i verdens ting?
Læs igen side 151-152. Hvad er nogle af farerne ved at være velstående? På hvilke måder kan vi bruge de ressourcer, som Herren giver os, på en retfærdig måde?
Læs igen beretningerne på side 153-154. Hvorfor tror du, at nogle mennesker frivilligt sætter velsignelserne ved at tjene i Herrens rige overstyr? Hvad burde være vores motivation, når vi tjener?
Hvad tror du, der menes med at »elske Herren af hele dit hjerte, kraft, sind og styrke«? (s. 154). Hvad kan forældre gøre for at hjælpe deres børn til at elske Herren?

Skriftstedshenvisninger: 2 Mos 20:3-6; Matt 6:24; 22:36-38; Kol 3:1-5; 2 Ne 9:30, 37; L&P 133:14.