Kapitel 6

Opdag skrifterne for dig selv

Hver enkelt af os kan komme til at nyde velsignelserne ved at fordybe os i skrifterne.

Fra Spencer W. Kimballs liv

Da Spencer W. Kimball var 14 år gammel, hørte han Brigham Youngs datter Susa Young Gates holde en tale ved en stavskonference om at læse i skrifterne. Han husker: »Hun holdt en brandtale om at læse i skrifterne og gøre dem til sine egne; så stoppede hun i sin tale og spurgte denne blandede forsamling på omkring tusind mennesker: ›Hvor mange af jer har læst hele Bibelen?‹

… En anklagende skyldfølelse kom over mig. Jeg havde læst mange bøger på det tidspunkt, tegneserier og billigbøger, men mit anklagende hjerte sagde til mig: ›Du, Spencer Kimball, du har aldrig læst denne hellige bog. Hvorfor?‹ Jeg kiggede mig omkring og så på de mennesker, der sad foran og på begge sider af mig for at se, om jeg var alene i min forsømmelse af ikke at have læst denne hellige bog. Ud af de tusind mennesker var der måske en god håndfuld, som stolt rakte deres hånd op. Jeg sank ned i mit sæde. Jeg tænkte ikke på de andre, som også havde forsømt at gøre det, men så kun dybt anklagende på mig selv. Jeg ved ikke, hvad andre folk gjorde og tænkte, men jeg hørte ikke mere af den tale. Den havde opnået sin hensigt. Da mødet sluttede, søgte jeg hen mod den store dobbelte udgangsdør og skyndte mig hjem, en gade øst for kirkebygningen; og jeg skar tænder og sagde til mig selv: ›Jeg vil. Jeg vil. Jeg vil.‹

Da jeg kom ind ad bagdøren til vores hjem, gik jeg hen til køkkenhylden, hvor vi havde olielamperne, valgte en, der var fuld af olie og havde en istandgjort væge og kravlede op ad stigen til mit loftsrum. Der åbnede jeg min Bibel og begyndte på Første Mosebog, første kapitel og første vers, og jeg læste til langt ud på natten med Adam og Eva, Kain og Abel, Enok og Noa og helt frem til syndfloden, ja selv til Abraham.« ¹

Ca. et år senere var Spencer færdig med at læse Bibelen: »Hvilken tilfredsstillelse det var for mig at blive klar over, at jeg havde læst Bibelen fra ende til anden! Og hvilken jublende åndelig følelse! Og hvilken glæde på grund af det overblik, jeg havde fået over dens indhold!« ²Oplevelsen havde gjort et vedvarende indtryk på ham, og senere i livet henviste han ofte til den ved general- og områdekonferencer.

Præsident Kimball nød fortsat godt af velsignelserne ved skriftstudium gennem hele sit liv og opfordrede andre til at gøre det samme. Ældste Richard G. Scott, som senere blev medlem af De Tolv Apostles Kvorum, husker: »Ældste Spencer W. Kimball havde ansvar for vores område, da jeg var missionspræsident. Jeg lagde mærke til, hvor godt han forstod og brugte Mormons Bog i sine inspirerende budskaber til medlemmer såvel som missionærer … Ved et zonemøde for missionærerne sagde han engang: ›Richard, du brugte et skriftsted i dag fra Mormons Bog, som jeg aldrig har tænkt på at bruge på den måde.‹ Det var den forsigtige begyndelse til en meget betydningsfuld lektion, som han ønskede, jeg skulle lære. Så tilføjede han: ›Og tænk engang, jeg har læst den bog mere end 76 gange.‹ Han behøvede ikke at understrege yderligere, at jeg vidste meget lidt om skrifterne, og at jeg måtte bruge et helt liv på at overveje og anvende dem. Den ene kommentar har motiveret mig til et livslangt mål om en større forståelse af Guds hellige ord.« ³

Præsident Kimballs lærdomme

Skrifterne er en sjælden skat, som vi hver især må opdage for os selv

Somme tider er det som om, vi tager skrifterne alt for meget som en selvfølge, fordi vi ikke fuldt ud påskønner, hvilken sjælden skat vi her er i besiddelse af, og hvor velsignede vi er, fordi vi har dem. Vi synes at stille os tilfreds med vore erfaringer i denne verden og bliver så vant til at høre evangeliet forkyndt iblandt os, at det er svært at forestille sig, at det nogen sinde kunne have været anderledes.

Men vi må forstå, at det [ikke] er [så mange] år siden verden dukkede frem af det åndelige mørkes lange nat, som vi kalder det store frafald. Vi trænger til at fornemme noget af det dybe, åndelige mørke, som herskede før den dag i foråret 1820, hvor Faderen og Sønnen viste sig for Joseph Smith – et mørke som profeten Nefi forudså og beskrev som »den forfærdelige tilstand af blindhed«, hvor evangeliet blev tilbageholdt for menneskene (se 1 Ne 13:32) …

… Den kendsgerning, at jeg ikke er født i det åndelige mørkes tid, da himlene var tavse og ånden blev tilbageholdt, fylder min sjæl med taknemlighed. Sandelig, uden Herrens ord som vejledning er det som at vandre i en vidtstrakt ørken uden at kunne finde velkendte landmærker, eller som i en hules tætte mørke uden lys til at finde vej ud …

… Esajas henviser direkte til mørkets afslutning og Mormons Bogs fremkomst (se Es 29:11-12) …

Og således begyndte det store og forunderlige værk, som Herren lovede at frembringe (se Es 29:14). 29:14.)

Lige siden evangeliets gengivelse blev påbegyndt gennem profeten Joseph Smith er der blevet trykt og uddelt … millioner [af] eksemplarer af Mormons Bog … Bibelen er blevet trykt i et antal, der langt overgår alle andre udgivne værker. Vi har også Lære og Pagter og Den Kostelige Perle. Udover at vi har adgang til disse dyrebare standardværker, har vi også, i en udstrækning som på et hvilket som helst andet tidspunkt i verdenshistorien ville være ukendt, uddannelse og evner til at bruge dem, hvis vi vil.

Fordums profeter vidste, at der efter mørket ville komme lys. Vi lever i lyset – men kan vi helt begribe det? Med lærdommene om frelse bekvemt inden for vores rækkevidde frygter jeg, at der stadig er nogle, som er under »en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører, som ikke hører« (Rom 11:8) …

Jeg beder om, at vi alle ærligt bedømmer vore præstationer med hensyn til skriftstudium. Det er almindeligt at man har nogle skriftsteder eller skriftstedspassager oplagret i tankerne, og man får således let den illusion, at man kender en hel del til evangeliet. I den forstand kan det være et problem kun at have lidt kundskab. Jeg er overbevist om, at vi hver især, på et eller andet tidspunkt i vores liv, er nødt til at opdage skrifterne for os selv – og ikke kun én gang, men igen og igen.⁴

Vores forpligtelse til at tjene Herren øges, når vi søger skrifterne

Historien om kong Josija i Det Gamle Testamente er udbytterig, idet vi kan »anvend[e] [den] på [os]selv« (1 Ne 19:24). Det forekommer mig at være en af de fineste beretninger i alle skrifterne.

Josija var kun 8 år, da han begyndte at herske i Juda, og selv om hans nærmeste forfædre var yderst ugudelige, står der i skriften, at »han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne; han fulgte helt i sin fader Davids spor og veg ikke til højre eller til venstre« (2 Kong 22:2). Det er endnu mere overraskende, når vi finder ud af, at de love, som Moses havde nedskrevet på dette tidspunkt (blot to generationer før Jerusalems ødelæggelse i år 587 f.Kr), var gået tabt og fuldstændig ukendte, selv for templets præster!

Men i sit 18. regeringsår gav Josija ordre til, at templet skulle sættes i stand. På den tid fandt ypperstepræsten Hilkija lovbogen, som Moses havde anbragt i pagtens ark, og afleverede den til kong Josija.

Da lovbogen blev oplæst for Josija »flængede han sine klæder« og græd for Herrens åsyn.

»Herrens vrede, som er flammet op mod os, er stor,« sagde han, »fordi vores fædre ikke adlød ordene i denne bog og handlede efter alt det, der står i den« (2 Kong 22:13).

Kongen læste derpå bogen for hele folket, og på dette tidspunkt indgik de alle en pagt om, at de ville adlyde alle Herrens bud »af hele deres hjerte og af hele deres sjæl« (2 Kong 23:3). Derefter gik Josija i gang med at rydde op i Judas rige, idet han fjernede alle afgudsbillederne, alle lundene og højene, samt alle de afskyeligheder, der havde hobet sig op under hans fædres regime, og som havde tilsmudset landet og folket …

»Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses’ lov, og efter ham kom der ingen som han« (2 Kong 23:25).

Jeg føler stærkt, at vi alle er nødt til at vende tilbage til skrifterne, ligesom kong Josija gjorde, og lade dem virke med stor kraft i vores indre, så de fremdriver en fast beslutning i os om at tjene Herren.

Josija havde kun Moseloven. I vore standardværker har vi Jesu Kristi evangelium i dets fylde, og hvis en smag er sød, rummer fylden stor glæde.

Herren er ikke letsindig, når han giver os disse ting, for »Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af« (Luk 12:48). Når vi har adgang til disse ting, betyder det, at vi har et ansvar for dem. Vi må studere skrifterne i overensstemmelse med Herrens befaling (se 3 Ne 23:1-5) og lade dem lede vores og vore børns tilværelse.⁵

Gennem skriftstudium lærer vi lektier for livet

Enhver lektion i moralsk livsførelse og i et ordentligt, åndeligt liv er at finde i standardværkerne. Her kan man finde belønningen for retskaffenhed og straffen for synd.⁶

Vi lærer livets lektier hurtigere og bedre, hvis vi ser resultatet af ugudelighed og retskaffenhed i andres liv … At lære Job rigtig godt at kende er at lære at bevare troen gennem den største modgang. At kende godt til Josefs styrke i det fordums luksuriøse Ægypten, da han blev fristet af en vellystig kvinde, og at se denne rene, unge mand modstå alle mørkets kræfter samlet i denne ene forførende person, burde helt sikkert styrke den fortrolige læser mod en sådan synd. At se Paulus’ tålmodighed og styrke, da han gav sit liv hen til sin tjenestegerning, er at give mod til dem, som føler de har lidt overlast og er blevet prøvet. Han blev slået mange gange, jævnligt fængslet for sin sag, stenet næsten til døde, led skibbrud tre gange, blev røvet, druknede næsten og var offer for falske og illoyale brødre. På trods af at Paulus sultede, var i livsfare, frøs og manglede klæder, var han trofast i sin tjeneste. Han vaklede aldrig en eneste gang efter at have fået et vidnesbyrd som følge af sin overnaturlige oplevelse. At se Peters vækst, med evangeliet som katalysator, hvordan han gik fra at være en beskeden fisker – ukultiveret, ulærd og uvidende, som man anså ham – til at blomstre op til en stor organisator, profet, leder, teolog og lærer …

Vore børn kan lære lektier for livet af Nefis standhaftighed og personlige styrke, af de tre nefitters guddommelige egenskaber, af Abrahams tro, Moses’ magt, Ananias’ bedrag og falskhed, af ammonitternes mod til at gå i døden, fordi de ikke ville forsvare sig, de lamanitiske mødres uangribelige tro, som de gav videre til deres sønner så magtfuldt, at det reddede Helamans unge mænd. Ikke en eneste af dem døde i den krig.

Igennem alle skrifterne er hver eneste svaghed og styrke hos mennesket blevet skildret, og belønningen eller straffen nedskrevet. Man ville sandelig være blind, hvis man ikke kunne lære at leve livet ordentligt ved at læse sådanne ting. Herren sagde: »I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig« (Joh 5:39). Og det var den samme Herre og mester, i hvis liv vi finder hver eneste egenskab for godhed: guddommelighed, styrke, ledelse og fuldkommenhed. Og hvordan kan læsere studere denne storslåede historie uden at indfange noget af den i deres liv?⁷

Her [i standardværkerne] tjener profeternes, ledernes og Herrens egen biografi som eksempler for os og giver vejledning, så menneskene ved at følge disse eksempler kan blive fuldkomne, lykkelige, fyldt af glæde og have evigheden som deres mål og forventning.⁸

Åndelig kundskab kan opnås af enhver, som studerer og søger i skrifterne

Der er stadig mange sidste dages hellige, som ikke læser og mediterer regelmæssigt over skriftens ord, og som kun har ringe kendskab til Herrens instruktioner til menneskenes børn. Mange er blevet døbt og har fået et vidnesbyrd og »er kommet ind på denne snævre og trange sti«, uden at tage de yderligere nødvendige skridt – at » [trænge] jer frem, idet I tager for jer af Kristi ord og holder ud til enden« (2 Ne 31:19, fremhævelse tilføjet).

Kun de trofaste vil modtage den belønning, som Herren lovede – nemlig evigt liv. For man kan ikke modtage evigt liv uden at blive en »ordets gører« (se Jak 1:22) og uden at være tapper i lydighed mod Herrens bud. Og man kan ikke blive en »ordets gører« uden først at blive en »hører«. Og at blive en »hører« er ikke blot dovent at stå og vente på information i tilfældige brudstykker.. Det betyder at søge, studere, bede og forstå. Derfor sagde Herren: »Og den, som ikke modtager min røst, er ikke bekendt med min røst og er ikke af mig« (L&P 84:52).⁹

Årene har lært mig, at hvis vi med energi vil forfølge dette værdige, personlige mål [at studere skrifterne] på en beslutsom og samvittighedsfuld måde, vil vi bestemt finde svar på vore problemer og fred i hjertet. Vi vil opleve, at Helligånden udvider vores forståelse, så vi finder ny indsigt i og bliver vidner til en ny sammenhæng i skrifterne; og Herrens doktriner vil få større betydning for os, end vi nogen sinde havde troet det muligt. Som følge deraf vil vi få større visdom, med hvilken vi kan lede os selv og vores familie.¹⁰

Jeg beder alle om for alvor at begynde at studere skrifterne nu, hvis I ikke allerede er i gang med det.¹¹

Når vi fordyber os i skriften, vil vi komme til at kende og elske vor himmelske Fader og Jesus Kristus

Jeg har opdaget, at når jeg bliver ligegyldig i mit forhold til guddommen, og når det er som om, at intet guddommeligt øre lytter, og ingen guddommelig røst taler, at så er jeg langt, langt borte. Hvis jeg fordyber mig i skriften, mindskes afstanden og åndeligheden kommer tilbage. Jeg opdager, at jeg får større kærlighed til dem, som jeg bør elske af hele mit hjerte, sind og styrke, og når jeg elsker dem højere, er det lettere for mig at følge deres råd.¹²

Jeg har opdaget, at alt, hvad jeg behøver at gøre for at øge min kærlighed til min Skaber og til evangeliet, til Kirken og mine brødre, er at læse i skriften. Jeg har brugt mange timer med skriften … Jeg kan ikke se, hvordan nogen kan læse i skriften og ikke udvikle et vidnesbyrd om deres guddommelighed og om guddommeligheden af Herrens værk, han, som er talsmanden i skriften.¹³

Få af jordens milliarder indbyggere kan vandre med Gud, som Adam, Abraham og Moses gjorde, og dog er skrifterne tilgængelige for næsten enhver sjæl i den verden, vi lever i, og gennem dem kan menneskene blive nøje bekendt med deres himmelske Fader, hans Søn, Jesus Kristus og med det evige livs betingelser, muligheder og forventninger.¹⁴

Uanset omfanget af verdslige studier kan man ikke gennemskue Gud, men han har åbenbaret sig for sine tjenere, profeterne, og de har belært os om hans natur. Vi kan få en bekræftelse af sandheden gennem vores egen faste og bøn. I de teologiske storme omkring os vil vi roligt befinde os i stormens centrum med en enkel, sikker kundskab om Faderen og Sønnen ud fra fordums og moderne skrifter, bekræftet af Ånden. Fra denne kundskab har vi håb om evigt liv.¹⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på side v-ix.

Tænk over beretningerne på side 62-64. Hvordan påvirker disse beretninger dig? Spørg dig selv om, hvordan det går med din læsning, forståelse og anvendelse af skrifterne. Overvej dine personlige mål for skriftstudium.
Når du igen læser det første afsnit efter overskriften på side 64, så forestil dig et liv uden skriften. Hvordan ville dit liv være anderledes? Hvad er nogle af konsekvenserne ved at tage skriften »alt for meget som en selvfølge«?
Hvorfor er det utilstrækkeligt blot at have nogle få yndlingsskriftsteder »oplagret i tankerne«? (s. 65). Hvad tror I, det betyder at opdage skrifterne for sig selv og »ikke kun én gang, men igen og igen«?
Præsident Kimball opmuntrede os til at anvende historien om kong Josija på os selv (s. 65-67; se også 2 Kong 22-23). Hvilke ligheder og forskelle kan du se mellem dit liv og kong Josijas og hans folks liv?
Tænk på nogle af de »lektier for livet« du har lært ved skriftstudium. (Se eksemplerne på s. 67-69).
Læs igen det fjerde afsnit på side 69. Hvilke skriftsteder har hjulpet dig med at finde svar på dine problemer og fred i dit hjerte?
Læs det første og andet afsnit på side 70. Hvordan har skriftstudium påvirket dit forhold til Gud? Dit forhold til familiemedlemmer? Din tjeneste i kirkekaldelser?

Skriftstedshenvisninger: Am 8:11-12; 1 Ne 19:23; Al 37:8; L&P 1:37; 18:33-36