Kommentarer fra læserne
Tidsskriftet skaber fred og harmoni
Vi er meget taknemlige for Liahona. Vi har bemærket, at det skaber fred i vores sjæl og harmoni i vores familie. Vi bruger det til højtlæsning, for vi kan godt lide at læse sande godnathistorier for vores børn. Det er en stor velsignelse at have det enkle budskab om det gengivne evangelium for hånden i dette tidsskrift.
Familien Cazorla, Spanien
Vidnesbyrd om tro
Jeg takker min himmelske Fader for dette vidunderlige tidsskrift, Liahona. Gennem det modtager vi vidnesbyrd om tro fra hele verden. Disse budskaber fra vore brødre og søstre verden over styrker os åndeligt.
Ilka Odierno, Brasilien
Påskønnelse af ægteskabet
Jeg vil gerne takke jer, fordi I bragte generalkonferencetalerne i majnummeret 2006, især ældste Russell M. Nelsons budskab »At nære ægteskabet«. Aleth og jeg blev gift i templet i Manila i Filippinerne sidste år. Vi er blevet velsignet, men vi oplever de samme udfordringer, som alle andre ægtepar. Ældste Nelsons budskab mindede os om ægteskabets skønhed og hellighed. Han lærte os, hvordan vi skal styrke vores ægteskab, påskønne det og få det til at vare evigt. Hans budskab kom, lige da jeg havde brug for det. Jeg er taknemlig for, at vi har apostle, som er kaldet af Herren i vores tid.
Alberto Reuben C. Reyes, Filippinerne
Styrket viden
Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed for dem, der gør det muligt at få Liahona, så vel som for dem, der fortæller os deres personlige historier. Jeg er især taknemlig for artiklen Evangeliske klassikere af Hugh B. Brown »Portræt af en profet« (juni 2006). Hans erfaring styrkede min viden om, at Jesu Kristi evangelium virkelig er blevet gengivet i vore dage, og at dette er hans kirke, som er organiseret under hans ledelse gennem profeten Joseph Smith.
Herwin A. Pado, Filippinerne
Håb, mod og åndelig styrke
Jeg er 73 år. Jeg nærer stor kærlighed til vores profet og til alle generalautoriteterne og Kirkens lokale ledere og alle mine brødre og søstre i hele verden. Jeg er især taknemlig for jer, der pligtopfyldende udarbejder de smukke budskaber i Liahona, som bliver sendt ud til os hver måned. De giver os håb, mod og åndelig styrke til at møde livets storme.
Otilia Pereira, Portugal
En trøst
Liahona underviser mig på en måde, som intet andet tidsskrift gør. Beretningerne inspirerer mig til altid at gøre godt. Til tider trøster det mig at læse Liahona, når jeg er ked af det og modløs. Det hjælper mig med at overvinde prøvelser og fristelser og gør mig stærk og urokkelig i overholdelsen af Guds bud.
Beeny Mayang, Filippinerne