Den første af tusind sjæle
Min missionærkammerat og jeg, der tjente i Fukuoka-missionen i Japan, arbejdede i et område, der hedder Kasuga. Det ligger tæt på Kumamoto Banegård. De mennesker, som boede i det område, var meget skeptiske med hensyn til religion. Men vores missionspræsident, som var klar over dette, sagde: »Der er tusind mennesker i Kumamoto, som er blevet forberedt af Herren. Find dem.«
En regnvejrsdag besluttede vi at finde Noboru Yamagata, et mindre aktivt medlem, som vi aldrig havde truffet. Da vi nærmede os hans hjem, fik vi øje på et skilt, hvorpå der stod: »Ingen religiøs missionering, tak« – et skilt, man tit ser i Japan. Men vi fulgte Åndens tilskyndelse og bankede på døren.
Bror Yamagatas mor lukkede op og fortalte os, at hendes søn var ude at rejse. Hun sagde videre, at hun ville være venlig mod enhver, der havde tilknytning til ham, sådan som skikken er i japanske familier, så hun bød os indenfor. Men trods hendes overfladiske gæstfrihed havde hun et truende blik.
Da vi satte os ned, sagde hun advarende: »Jeg vil ikke høre noget om religion.« Hun begyndte at tale om sig selv og gav udtryk for, hvor meget visse værdier betød for hende.
Til vores overraskelse talte hun om tro, kærlighed og saligprisningerne, så vi greb chancen og fortalte hende, at det også var principper, som betød meget for os. Vi berettede om den herlige åbenbaring, som udsprang af Joseph Smiths tro, og vi beskrev Mormons Bogs betydning for evangeliets gengivelse.
Det var interessant at betragte den forandring, der skete med fru Yamagata, mens hun lyttede til vores budskab. Tårerne løb ned ad hendes kinder, da vi bar vidnesbyrd om Jesu Kristi guddommelighed og evangeliets gengivelse gennem Joseph Smith. Hun svarede: »Joseph Smith var en heldig mand.«
Da vi omsider sagde farvel, lyste hendes ansigt op, og hendes øjne strålede af lykke. Hun sagde: »Tak fordi I kom forbi i dag. Min søn må have ført jer til mig.« Vi trykkede hendes hånd, og hun sagde spøgende: »Nu vasker jeg ikke min hånd i dag!«
Mens vi gik hjem, indså vi, at denne kvinde var et af de mennesker, som vores missionspræsident havde sagt, var parat til at modtage evangeliet. Ånden havde tydeligvis beredt hendes hjerte på at modtage vores budskab, og vi vidste, at hun var den første af tusind sjæle, som vi skulle finde.